Undskyld

Af:

Jens Fransen, Slagelse

Det er undskyldningernes tid her i eftersommeren. Vi – eller rettere vore forgængere – vidste ikke, hvad de gjorde.

Eftersommeren er også tiden, hvor et nyt skoleår er skudt i gang. Og den nye undervisningsminister har erkendt, at der er visse problemer. Der mangler f.eks. uddannede lærere. Men hvordan får samfundet flere til at vælge et af de vigtigste arbejdsområder i dagens Danmark? Pernille Rosenkrantz–Theil mener ikke, at der er brug for en større reform på området. Loven og intentionerne bag den nuværende lovgivning skal blot have tid til at blive implementeret.

Det bør ikke gå i glemmebogen, at store dele af det nuværende folketing var fortalere for at føre det danske skolevæsen ud i den situation, vi nu er havnet i. Undervisningsministeren og især den nuværende statsminister, der var en af arkitekterne bag, bærer således en stor del af skylden for, at det er gået den forkerte vej.

Thorning, Corydon og Antorini har forladt den politiske scene og er overgået til jobs, hvor man i mindre grad er overladt til folkelige røster, men en del bør stadig få en dårlig smag i munden. Og har de ikke, bør de læse bogen “Søren og Mette i benlås”, der udkom i 2017 og burde være pligtlæsning for politikere også i disse år.

Jeg mindes ikke, at medlemmer af Socialdemokratiet på højt plan sagde fra. Og da slet ikke i Folketingssalen. Partiet har altid ret. Og har partiet alligevel ikke ret, skal man blot vente på, at det alligevel har ret.

Lærerne får næppe en undskyldning for ydmygelsen, men min tillid til beslutningstagerne er ikke til stede – ej heller hvis de ikke mener det, de mente. Der skal langt mere til. Også fra undervisningsministeren. Skolen fortjener en bedre fremtid. En fremtid, vores barnebarn Mikkel trygt kan se frem til. Ellers vil flugten fortsætte flere år endnu – og det er der ikke råd til.

Enhedslisten var ikke med til overgrebet. Derfor skal mandaterne som en del af det nuværende flertal bruges til at sætte skub i en konstruktiv udvikling. Vi har chancen.

Forkortet af redaktionen