Ungarns regeringsparti forskertser gylden mulighed for at ændre afvisende holdning til LGBT-rettigheder

Af:

Jozsef Szajer sidder i EU-parlamentet for partiet Fidesz, som er Ungarns regeringsparti med premierminister, Viktor Orbán, i spidsen. Fidesz ytrer sig flittig om homoseksuelle i fordømmende vendinger og er generelt imod LGBT-rettigheder.

Derfor var det en brat opvågning for magyarerne, da Jozsef Szajer for nylig blev afsløret i færd med at flygte gennem vinduet og videre ned ad et nedløbsrør for at slippe væk fra et orgie med flere end tyve afklædte mænd i Bruxelles. Politiet var dukket op for at stoppe festen, som hverken blev afviklet i overensstemmelse med narkotikalovgivningen eller coronarestriktionerne.

Nu kunne man tro, at episoden fik Fidesz og Viktor Orbán til at overveje, om ikke homoseksualitet simpelthen er en helt almindelig og naturlig del af menneskelivet, som ikke skal forvises til hemmelige klubmøder. Men sådan er det ikke gået. Jozsef Szajer har i stedet bøjet nakken i homoskam og meldt sig ud af Fidesz. Coronasmutteren og narkoen i rygsækken er en sag for politiet, og så taler vi ikke mere om det.

Ungarn er medlem af EU og anerkender officielt menneskerettighederne.