Valgobservation i Colombia: International solidaritet er afgørende for freden

Af:

I forbindelse med det nyligt overståede lokalvalg i Colombia havde Enhedslisten og SUF en delegation af valgobservatører af sted. Colombia befinder sig i en meget svær politisk situation, hvor fredsaftalen er truet af forfølgelse og mord på sociale ledere, men selvom der var mange uregelmæssigheder, giver valget håb for freden. Der er brug for international opbakning.

Absalon Billehøj, Anne Hegelund, Morten Riis og Laura Kofod

Udenfor valgstedet samles pludselig en større menneskemængde. En ung kvinde råber: “”Køb af stemmer! Den mand købte stemmer, vi har det på video!”. Folk begynder at huje, og stemningen nærmer sig kogepunktet, mens en flok udpeger en mand med kasket, som går rask væk fra folkemængden. “Rent spil!”, råber en, der hurtigt besvares af en anden med et: “I må i arbejdstøjet som os andre!”. Gruppen sætter efter manden, der hurtigt fanges og får et slag i hovedet. Imens opdager flere den internationale observatør, og spredte efterlysninger af ro og orden spreder sig. Der er en del råben og masen, indtil gemytterne langsomt falder til ro.

Scenen udspillede sig på valgdagen, søndag d. 27. oktober i byen Puerto Rico, i departementet Meta, som var et af de fire steder, hvor Enhedslisten og SUF havde udsendte valgobservatører i forbindelse med det nyligt afholdte colombianske lokal- og regionalvalg. Senere gik en gruppe til anklagemyndigheden for at anmelde sagen. De viste videoen og den unge kvinde forklarede, at manden med kasketten havde tilbudt hende 200.000 pesos (godt 400 kroner) for hendes stemme. Samme kvinde havde set ham betale en anden kvinde. Anklagemyndighedens svar var, at han ikke kunne modtage anmeldelsen, da filmen ikke indeholdt selve det inkriminerende materiale men blot efterspillet, og hun samtidig var mindreårig.

Valgsted i Norte de Santander Foto: Tanja Wol

Valget og oplevelserne som valgobservatør
I lighed med tidligere år, havde Enhedslisten ved det netop overståede valg en gruppe valgobservatører i Colombia. I alt bestod delegationen af 11 personer – både folketingskandidater, aktivister, byrødder og hovedbestyrelsesmedlemmer, samt en enkelt SUF’er. Efter et crash course i det colombianske valgsystem blev gruppen akkrediteret som officielle internationale valgobservatører, gennem Colombias nationale valgagentatur, CNE.

Flere af de ting, CNE advarede om, blev observeret ude på valgstederne. Næsten alle steder oplevede valgobservatørerne en helt overdreven brug af ledsagere til at hjælpe med at sætte krydset i boksen. Bestemte personer cirkulerede rundt med mange vælgere, og det var tydeligt, at de ikke bare var med for at hjælpe deres syge moster til at udøve sin demokratiske ret.

I den lille by Manaure i departementet Cesar dannede den lokale skole, som så mange andre steder, rammen for valgdagen, her blev det i et tilfælde helt tydeligt, at der var klar sammenhæng mellem brugen af ledsagere og køb af stemmer.
Alle i klasselokalet råbte op, da en dreng ville ledsage en ung mand. De havde allerede set drengen følges med flere andre vælgere. Politiet blev tilkaldt og drengen fulgt ud, men gav ikke sådan op. Han kaldte på den unge mand udefra, for at få ham til at gå ind i stemmeboksen nærmest vinduet i klasseværelset, så han kunne vise ham, hvad han havde stemt. Der var også flere eksempler på, at folk tog billeder af deres stemmesedler, hvilket ikke er tilladt, netop for at undgå, at billederne bruges som dokumentation i forbindelse med stemmekøb.

Stemmeoptælling i lyset af mobiltelefoner på valgstedet i Manaure, Cesar. Foto: Laura Kofod

Opbakning til Enhedslistens colombianske kammerater
Som international valgobservatør er rollen at holde øje med slagets gang på valgstederne. Det er ikke meningen, at man personligt skal gribe ind over for snyd, men hvis endelig kontakte autoriteterne på valgstedet.

De fleste steder, hvor Enhedslistens delegation kom ud, var både myndigheder, vælgere og tilforordnede glade for, at der var internationale observatører til stede. For Enhedslistens samarbejdspartner, paraplyorganisationen Marcha Patriotica, der havde kandidater opstillet hos flere lister og partier var tilstedeværelsen af internationale observatører med til at betrygge de politisk aktive, der er udsatte i forhold vold og angreb, og håbet var også at tilstedeværelsen i sig selv kan være med til at sikre, at valghandlingen forløber rimeligt reglementeret eller måske på sigt kan komme til det.

Valgresultat opretholder troen på fred
Overordnet set forløb valget fredeligere end både regeringen og oppositionen havde forventet. Resultatet var et stort nederlag til det ekstreme højre, der lige nu sidder på regeringsmagten i Colombia. Landets præsident, Iván Duque, kommer fra det ultra-højreorienterede parti Centro Democratico. Han vandt præsidentposten på en anti-fredsaftale-platform, og siden han tiltrådte i 2018, er antallet af mord på sociale ledere steget voldsomt.

Ved lokalvalget tabte præsidentens parti, Centro Democratico, i stort set alle betydelige byer, og de vandt kun to ud af i alt 32 guvenørposter – tilmed i tyndt befolkede landområder. I Bogotá vandt kandidaten fra partiet Verde, De Grønne, Claudia Lopez, borgmesterposten, som den første kvinde – og i øvrigt også åbent lesbiske, nogensinde.

FARC-partiet der for første gang stillede op til et lokalvalg oplever stadig  massiv politisk stigmatisering – bl.a. i Manaure, hvor Enhedslisten havde observatører blev de udsat for en voldsom smædekampagne. I landsbyen Turbaco, i departementet Bolívar, blev  folkemusikeren Guillarmo Torres fra FARC-partiet valgt til borgmester. Men overordnet var det ikke noget godt valg for den yderste venstrefløj, der ikke fuldt formåede at omsætte de sociale bevægelser til stemmer. 

Alligevel ser Enhedslistens samarbejdspartnere i Marcha Patriotica optimistisk på valgresultatet. Den politiske midte vandt valget, mange steder som del af brede alternative koalitioner, med fokus på implementering af fredsaftalen og lokale fremskridt.

Enhedslistens delegation mødes med FARC-partiets medlemmer af parlamentet. 

Danmarks pinlige rolle i Colombia
Valgresultatet giver med andre ord håb for freden i Colombia, og forhåbningerne om bedre tider efter præsidentvalget i 2022. Men der er brug for solidaritet på tværs af landegrænser og pres fra det internationale samfund, hvis ikke optimismen skal skylles væk ved det næste højreorienterede bølgeskvulp.
Med en regering i Colombia, der er udtalte modstandere af freden er det afgørende, at det internationale samfund og især EU prioriterer implementeringen af fredsaftalen højt. EU har en særlig rolle at spille med politisk pres for fred, godt hjulpet på vej af milliarder til udvikling.

Men også enkeltlande kan spille en afgørende rolle. Norge spillede en central rolle sammen med Cuba som mægler under de forhandlinger, som førte til fredsaftalen i 2016. Sverige var initiativtager til dannelsen af FN’s multi-partner Fredsbevaringsfond for Colombia, som mange lande, heriblandt vores nordiske søsterlande Norge, Sverige og Finland, har bidraget til, men ikke Danmark. Også EU har etableret en fond til at støtte op om fredsprocessen i Colombia og langt størsteparten af EU’s medlemslande, samt Chile, har bidraget. Men heller ikke her bidrager Danmark. Derfor sidder der heller ingen danske repræsentanter med ved bordet, når der bliver gjort status over implementeringen af fredsaftalen i Colombia.

Det, vi i Danmark har været optaget af, er vores eksport- og handelsmuligheder. Da der i 2014 blev åbnet en dansk ambassade i Bogotá, var det netop en handelsambassade, der assisterer danske virksomheder med interesser i Colombia, men ikke gør så meget andet.

Det er stærkt kritisabelt, ikke mindst i Colombia, hvor oprindelige folk fordrives, og der hver dag sker mange brud på menneskerettighederne. Dem der stiller sig i vejen for de økonomiske interesser, det være sig illegale narko-interesser, men også storkapitalens palmeolie-industri, skovhugst og minedrift er truet.

Det officielle Danmark siger et, men gør noget andet: de roser fredsinitiativerne og menneskerettigheder, men penge tid bliver brugt på at fremmer de interesser, der øger konflikten. 

Solidaritet for fred
Freden og demokratiet i Colombia har brug for international støtte. I Enhedslisten forsøger vi med direkte solidaritetsaktioner. Udsendte valgobservatører er en måde at gøre det på. En anden er gennem indsamlinger – sidste år blev der indsamlet lidt over 70.000 kr. til et fagforeningshus i byen Popayán i Cauca på årsmødet og Enhedslisten sender repræsentanter til FARC-partiets kongres til januar. Det arbejde skal fortsættes og udbygges.

Men som parti har vi også en vigtig opgave i at presse på for, at den nye danske regering lever op til sit internationale ansvar og bakker op om freden. Vores kammerater i Colombia er ikke i tvivl. Til trods for tilbageslag er en social retfærdig fred den eneste vej frem.