Vi skal afgive plads til dem, der ikke ligner os selv – for flere perspektiver og flere stemmer gør Enhedslisten stærkere, klogere og mere demokratisk.
Mai Villadsen, ligestillingsordfører
På Enhedslistens nyligt overstående sommerlejr holdt jeg for en gruppe medlemmer et oplæg om, hvordan vi kan få flere med i Enhedslisten. I starten af oplægget rakte en tilhører, der har været medlem i rigtig mange år, hånden op med et spørgsmål: Hvorfor er det dog relevant? Det er relevant, fordi vi kun kan skabe store forandringer i vores samfund, hvis vi er flere om det. Hvis vi skal vende tidens højrenationale og neoliberale strømninger, skal vi være rigtig, rigtig mange. Derfor har venstrefløjen aldrig haft mere behov for at lade sin dør stå vidt åben.
Væk med de blinde pletter
At skabe plads til flere betyder, at andre må give afkald på en smule plads. Det kan godt føles irriterende. Er man én af dem, der aldrig har haft svært ved at komme til orde, så kan det måske føles unødvendigt. Men det er et faktum, at pladsen ikke er retfærdigt fordelt i dag.
På næste opslag gennemgår Rød+Grøn de mennesker, jeg skal fylde folketingssalen op sammen med fra 1. oktober. Der er stadig flest mandlige politikere, især i de ældre rækker. Der er langt flere akademikere end ufaglærte. Og sammenlignet med verden uden for Christiansborg, er der absurd få ikke-hvide, ikke-heteroseksuelle, ikke-kropskapable folketingsmedlemmer.
Det er et problem, fordi vi hver især kommer med nogle perspektiver og erfaringer. Hvis bestemte perspektiver glimrer ved deres fravær i det forum, så får vi blinde pletter, når vi skal vedtage lovgivning, der burde medtænke hele befolkningen.
I vores eget parti er der også grupper, som er tydeligt underrepræsenteret. Både til afdelingsmøder og arrangementer, men især når vi kigger på dem, der er valgt kommunalt, regionalt og nationalt. Vi har meget få valgte med anden etnisk baggrund end dansk – faktisk ingen i vores nye folketingsgruppe. Vi har heller ingen valgte, der identificerer sig om LGBT. Og vi har ikke særlig mange med faglært baggrund, eller som har været ansat ude i velfærden. Ser vi på de lokalt valgte, så har Enhedslisten som parti faktisk været med til at trække antallet af kvinder i de danske kommunalbestyrelser ned.
Mønstre er sværere end principper
Der er ingen tvivl om, at Enhedslisten altid står forrest på barrikaden, når det gælder ligestilling og repræsentation. Desværre må vi konstatere, at det er let at have principper – men sværere at bryde de mønstre, vi selv har.
Heldigvis kan vi gøre meget konkret for at åbne vores dør mere. Først og fremmest kan vi direkte henvende os til dem, vi gerne vil skabe plads til. Personligt var jeg aldrig endt som medlem af Folketinget, hvis jeg ikke var blevet direkte opfordret til at stille op. Og det havde nok forekommet mig utænkeligt, hvis der ikke allerede havde været unge, kvindelige politikere, jeg kunne spejle mig i. På dét punkt – i forhold til at få yngre kvinder ind i dansk politik – er det så småt lykkedes at ændre mønstret. Nu er det tid til at gøre det samme for andre underrepræsenterede grupper i Folketinget.
Det gør vi ved at lave inddragende politikudvikling. Ved målrettet at uddanne og træne dem, der ikke normalt får så meget plads. Ved at gennemtænke de måder, man kan være aktiv på, så de ikke kun tilgodeser én type politisk aktivist. Vi gør det også ved at starte med vores egne lokalafdelinger og hænder: Vi skal række dem frem og invitere nye ind, især når de ikke ligner os selv. Det skal vi gøre velvidende, at vores egen personlige plads bliver mindre – til gengæld bliver vores fællesskab og demokrati større.