Danmark kan og bør bruge den formidable position vores økonomi er i til at optage gæld, hvilket de facto blot betyder, at vi nedsparer på den massive nettoformue vi har opbygget på 700 mia. kr. Danmark er i forvejen EU’s dukse. Vi har EU’s største overskud og vi ligger nr. 5 på bruttogælden. På den måde får vi råd til både forsvar, klima og velfærd.
Vi står over for en stribe udfordrende kriser. Ovenpå en klimakrise og en ulighedskrise står vi nu også med en regulær geopolitisk krise, der nu forstærkes af Donald Trumps comeback som amerikansk præsident. Med sin sædvanlige blanding af chauvinisme og dilettanteri har han sat en skræk i livet på de europæiske statsledere, der samtidigt føler sig presset af Putins angreb på Ukraine.
Højere skat på de rigest, kan betale noget af de nye udgifter
Uagtet hvad man måtte mene om at bruge massive ressourcer på oprustning, så er den et faktum. Forsvar kan meget hurtigt komme til at udgrænse både velfærd og investeringer i klima. Som jeg har nævnt i tidligere artikler, så er der naturligvis mange penge at hente gennem beskatning af de rigeste via fx formueskat, højere skat på aktier og annullering af en række af de mest skæve skattelettelser. Alene her vil der være i omegnen af 17-18 mia. kr. Det er jo en start. Men det er også klart, at hvis man skal honorere en regning på 60-70 mia. kr. så kommer vi ikke i mål med dette.
1970’ernes gæld med renter gav os et gældstraume
Og her kan optagelse af mere gæld altså være et brugbart værktøj. Problemet er bare, at Danmark vel kun er overgået af budgetdisciplinens mestre Tyskland, når det handler om et nærmest neurotisk forhold til gæld.
Det skyldes et historisk traume fra 1970’ernes massive økonomiske krise, hvor Danmark i lighed med andre vestlige lande blev hårdt ramt af oliekriserne, og oplevede stigende inflation og massivt stigende arbejdsløshed. Dette betød også massive underskud på de offentlige finanser. Danmark havde i 1982 et underskud på de offentlige finanser på 46 mia. kr. Alene renteudgifterne på den danske gæld steg fra 12,6 mia. kr. i 1980 til 27,6 mia. kr. i 1982. Dette fik med rette flere prominente Socialdemokrater til at råbe vagt i gevær. Daværende finansminister Knud Heinesen talte således om at vi bevægede os mod afgrunden, mens cheføkonom i Dansk Metal Steffen Møller talte om en snarlig statsbankerot.
Nettogælden er vendt til en nettoformue på 700 mia. kr.
Dansk politik har i mangt og meget været styret af dette traume lige siden. Der har været et enormt fokus på budgetdisciplin, langsigtet planlægning og sikring af dansk konkurrenceevne. Økonomisk ansvarlighed har været den afgørende valuta i kampen om danskernes gunst blandt politikerne. Og mange ting er siden da også blevet markant bedre i dansk økonomi. Ikke alle redskaber har været populære hos os i Enhedslisten. Men overordnet fremstår Danmarks økonomi i dag som i ren verdensklasse. Vi har massive overskud på de offentlige finanser, på betalingsbalancen, og vores nettogæld er vendt til en nettoformue på 700 mia. kr.
Men Danmark har i adskillige år kørt videre på neurotisk vis som om vi er i en permanent kanotur på kanten af Niagara Falls. Vi agerer fortsat som om det eneste fornuftige vi kan gøre, er at finansiere hvert eneste tiltag krone for krone. Det er også et sundt princip. Men i særlige krisetider kan gæld være et instrument man må ty til.
COVID gælden har ikke givet problemer
Vi så under COVID-krisen hvordan Danmark optog en masse gæld. De borgerlige tænketanke og medier rasede over, at vi ophobede ”bjerge af gæld” for at håndtere og holde hånden under virksomheder og lønmodtagere. På bagkant har den gæld vi optog haft stort set ingen konsekvenser for dansk økonomi. Der har ikke været en bagside af medaljen.
Derfor skal vi også gå mere fordomsfrit og åbent til en diskussion af at bruge gæld, hvis massiv oprustning skal undgå at kannibalisere alle andre vigtige indsatsområder.
Regeringen har selv givet mulighed for underskud på budgettet
Regeringen har jo faktisk selv åbnet for det, da man med seneste revision af budgetloven åbnede for, at man nu kunne gå ned til -1 pct. i underskud på den strukturelle saldo, som er de offentlige finanser justeret for konjunkturer og særlige forhold. For at finde ekstra milliarder til den første forsvarsaftale blev det aftalt, at man frem for at sigte efter at den strukturelle saldo skulle gå i nul i 2030, så måtte man acceptere at den ville ende i -½ pct. Dette gav 11-12 mia. kr. mere i råderummet dengang man vedtog det, men med prisudviklingen svarer det i dag til 17-18 mia. kr.
Derfor kan det undre, at man ikke som noget af det første griber den mulighed, man har givet sig selv, nemlig at sigte efter -1 pct. i stedet for -½ pct. i 2030. Så har man 17-18 mia. kr. ekstra. Og hvis man var endnu mere offensiv og gik ned til -1,5 pct. så har der så 34-36 mia. kr. ekstra.
Indvendingerne fra den politiske mainstream er, at vi jo i netop årene efter 2030 kommer ind i en periode, hvor vi kommer til at ligge omkring -1 pct. i forvejen på grund af en aldrende befolkning med små årgange på arbejdsmarkedet. Dermed kommer vi i konflikt med budgetlovens grænse på -1 pct. hvis vi lægger yderligere gæld til. Svaret på dette er naturligvis at lave budgetloven om. Sænk max-grænsen til fx 2 pct. underskud i stedet for 1 pct. Her vil næste indvending være, at så vil budgetloven ikke længere afspejle de grænser, der lå i EU’s finanspagt, som er grundlaget for budgetloven.
Men her skal man huske, at Danmark netop ikke er med i ØMU’en. Og i dette tilfælde er det en rigtig god idé. Det betyder nemlig at EU ikke har nogle sanktionsmuligheder ift. Danmark, hvis vi har mere end -1 pct. underskud på strukturel saldo.
Folketinget bør bruge den gode økonomi til at optage lån
Og Danmark kan og bør bruge den formidable position vores økonomi er i til at optage gæld, hvilket de facto blot betyder, at vi nedsparer på den massive nettoformue vi har opbygget på 700 mia. kr. Danmark er i forvejen EU’s dukse. Vi har EU’s største overskud og vi ligger nr. 5 på bruttogælden. Her må man ifølge EU, max have 60 pct. i bruttogæld. Danmark er omkring de 30 pct. Til sammenligning har de store EU-lande meget mere bruttogæld. Tyskland ligger lige over de 60 pct., Frankrig ligger over 100 pct. og Italien tæt på 140 pct. Mon EU kommer efter Danmark hvis vi optager noget mere gæld? Næppe.
Det er kun god og sund politik at finansiere sine udgifter, især hvis man finder pengene hos de rigeste og de store virksomheder. Men gæld kan en gang imellem være den mest fornuftige løsning. Danmark skal ikke ud i velfærdsmassakre eller klimasvigt for at finansiere forsvar, når vi har så godt et udgangspunkt for at låne penge. Det ville simpelthen være dumt at lade traumer og neuroser styre vores økonomiske politik.