Foto: Jordan Whitt - Unsplash

Vi risikerer at fjerne de forkerte børn

Statsministerens mål om flere bortadoptioner risikerer at gå ud over minoriserede forældre. Rød+Grøn har talt med Ditte Guldbrand, der er nybagt mor med muskelsvind.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

Flere børn skal tvangsfjernes og oftere bortadopteres. Det var et hovedbudskab i Mette Frederiksens første nytårstale som statsminister. For forebyggelse ”vil ikke være nok. Vi må entydigt tage børnenes parti.”

Men er det børnenes tarv at fjerne frem for at forebygge? Det sår Ditte Guldbrand, nybagt mor til Ferdinand, tvivl om. Hun mener, at en enøjet målsætning om at fjerne flere børn kan betyde, at man fjerner de forkerte.

– Statsministerens plan forudsætter, at systemet er perfekt, og det er det ikke. Uanset deres faglige ballast, så er systemet styret af mennesker, og mennesker er subjektive. Vi har vores egne historier og fordomme med. Og så kan en målsætning om at fjerne flere børn let føre til, at man tager de lavt hængende frugter.

Sagsbehandlere kan også have fordomme
Med film- og bogudgivelser bag sig virker Ditte ikke umiddelbart som en lavt hængende frugt.

– Men det er jeg. Fordi jeg har et fysisk handikap, muskelsvind, mens min mand har angst og OCD. Som rigtig mange for øvrigt har. Vi kan sagtens tage vare på et barn – det gør vi nu! Men udefra kan det se anderledes ud, fordi vi begge har diagnoser.

Selvom Ditte og Martin har fast bolig, indkomst og et solidt netværk, måtte de slås med flere indberetninger, før Ferdinand overhovedet var født.

– Det skete alene på baggrund af vores diagnoser. Det hed sig, at det var for at hjælpe og være på forkant, men i praksis var det stigmatisering på autopilot. For en indberetning er en indberetning, påpeger Ditte.
Selvom en indberetning er lavet for at give adgang til støtte, kan den senere se anderledes ud i journalen for en travl sagsbehandler med statsministerens målsætning.

Kontrol er ikke hjælp
– Hvis nogen havde taget sig tid til at lytte til os, så havde de opdaget, at vi er begavede, omsorgsfulde og åbne nok til, at vi selvfølgelig vil række ud, hvis der opstår behov for hjælp. Havde de sagt: ring, hvis der er noget! Så havde det været et tilbud. I stedet mødte vi pres og umyndiggørelse i en allerede stresset tid op til en fødsel, siger Ditte.
– Og på grund af vores diagnoser, får vi automatisk ekstra sundhedsplejerske. Det er rigtig fornuftigt. De kommer ud og vurderer, hvordan barnet – når det faktisk er født – har det. Så behøver vi ikke yderligere kontrol på 47 niveauer. Det får bare forældre til at gå under radaren og forsøger at klare sig på egen hånd, selv når de behøver hjælp. Og dét er i hvert fald aldrig barnets tarv.