Ingen øvre arbejdstid, ingen
pauser, intet skarpt skel mellem arbejde og fritid. Det er nogle af de steder,
hvor kampen om tiden er højaktuel for de mange lige nu.
Jakob Nerup, arbejdsmarkedspolitisk rådgiver
Her under corona-krisens ekstremer har nogen alt for meget tid, mens andre ikke har nok af den. For mange er tid noget dyrebart, vi typisk må kæmpe for i hverdagen.
Alle forældre kender det. Tiden slår ikke til, hvis man skal passe arbejdet, være gode forældre og have plads til personlig fritid. Arbejdet fylder og giver en fornemmelse af tidstab, fordi vi ikke selv har kontrol med arbejdstidens placering, og arbejdet ofte overskrider den normerede arbejdstid. Det betyder, at familier har for lidt tid sammen, og at det også bliver svært at dyrke andre fællesskaber.
Generationer før os kæmpede for 8 timers arbejdsdag, 8 timers hvile, 8 timers fritid. De fik afskaffet arbejde om lørdagen, fik skaffet os fem (seks) ugers ferie og sænket arbejdstiden til 37 timer. Det er nu tyve år siden, vi tilkæmpede os de fem feriefridage, og tredive år siden, vi fik 37 timers ugen.
I mellemtiden har arbejdsgiverne gjort, hvad de kunne for at indhente tabet af tid. De har effektiviseret vores arbejde ved at bruge teknologien, så vi nærmest ingen pauser har længere og må lave mange opgaver på en gang. De bruger hæmningsløst mail og mobiladgang til at sikre, at vi svarer og arbejder, også når vi har fri.
Kontrol med tiden
For mange grupper nøjes arbejdsgiverne ikke med at presse arbejdet ud af os i 37 timer. Mange ansatte har slet ingen øvre arbejdstid i deres ansættelse. Det gælder f.eks. akademikere, HK’ere og ledere med funktionsløn (jobløn). Andre grupper, særligt lærere, bliver tvunget til ubetalt ekstraarbejde i forberedelsen, fordi de ikke har en central arbejdstidsaftale. Det samme gælder en masse produktive arbejdere i industrien og byggeriet, som er plaget af konstant overarbejde.
Det går ud over familien, som ikke kan planlægge noget fælles, når man ikke kender arbejdstider på forhånd eller kan blive afbrudt af arbejdstelefonen når som helst.
Derfor skal vi i fællesskab tage kontrol med den løbske arbejdstid. Det kan vi løse centralt gennem bedre overenskomster med stærkere arbejdstidsregler. VI kan også gøre noget lokalt, når vi i fællesskab på arbejdspladsen aftaler kollektive regler til fordel for de ansatte.
30 timers arbejdsuge
Kampen om tiden er helt afgørende for de manges muligheder. Enhedslisten har længe argumenteret for, at indførelsen af en 30 timers arbejdsuge vil være et kæmpe skridt i den rigtige retning. Det forudsætter selvfølgelig, at det skal være med fuld personale- og lønkompensation, så vi ikke skal løbe stærkere, og alle får råd til at være med.
En håndfuld virksomheder har med succes indført 30 timers arbejdsuge, hvor både arbejdsglæde, trivsel og produktivitet er steget. De store fagforeninger for offentligt ansatte i Hovedstaden har presset på for, at Københavns kommune igangsætter forsøg med 30 timer, eftersom deres medlemmer kræver et bedre og mindre presset arbejdsliv. Det kan vi håbe, de tager med til overenskomstforhandlingerne på det offentlige område, der starter i efteråret.