DEBAT: Udenrigspolitik i sneglefart

Regeringen skal forsvare folkeretten og menneskerettigheder overalt, hvis Danmark får en plads i FNs sikkerhedsråd.

Af: Christian Juhl, medlem af FN-forbundets bestyrelse

Regeringen arbejder for at Danmark får en plads i FNs sikkerhedsråd, samtidig med at de praktiserer dobbelte standarder i forhold til de aktuelle krige. Regeringen fordømmer klart Rusland, når de angriber Ukraine. De støtter Ukraine i deres kamp for selvstændighed. Men når det kommer til Israels besættelse af Vestbredden og angreb på Gaza, lyder der helt andre toner. Regeringen holder hånden under den angribende part, Israel.  Kun tøvende udtaler de sig kritisk over for Israel. Selv den langsomste udenrigspolitiske snegl overhaler den danske regering.

Statsministerens gentagne udsagn om at stå ubetinget bag Israel, er upassende for et land, der ønsker en plads i FNs sikkerhedsråd, hvor opgaven er at forsvare den internationale folkeret og arbejde for fred og sikkerhed for alle. I kravet om våbenhvile og opbakning til Sydafrikas sag ved den internationale domstol, ICJ, i Haag er der tavshed, eller blot en svag hvisken. I spørgsmålet om sanktioner mod Israel er regeringen tavs. En passende reaktion vil være økonomiske sanktioner og et stop for våbenhandel med Israel.

Udenrigsministeren har ganske vist hvisket Israel i øret, at de skal holde sig inden for folkeretten, men han har ikke sat magt bag kravet.  Regeringen har dog fastholdt støtten til UNRWA, FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten.

Og nej, jeg har ikke glemt Hamas’ uacceptable og modbydelige terroraktion 7. oktober. Den skal aldrig glemmes og vedvarende fordømmes. Men den berettiger ikke til, at Israel fortsætter myrderierne på 7. måned og nu har dræbt mere end 33.000 civile, forhindrer nødvendig nødhjælp i at komme ind, og har gjort Gaza ubeboelig.

Hvis regeringen ikke opgiver sine dobbelte standarder og handler i forsvar for folkeretten og menneskerettighederne, udhuler de mange af argumenterne for en dansk plads i FNs sikkerhedsråd.