ANBEFALING: Læs, hvad en fredsaktivist skriver om krigenes årsager

Med bogen Krigen og venstrefløjen vil den tyske fredsaktivist og samfundsanalytiker Peter Wahl øge vores viden om krigenes tilblivelse siden 1. Verdenskrig og bidrage til forståelsen for vores geopolitiske virkefelt. Som han siger i indledningen (kapitel 1), er det en udfordring at ”håndteringen af krigen i høj grad er affektstyret, emotionel og moralsk baseret.” Det gælder især Ukrainekrigen, hovedemnet i bogen, men også Israels krig mod Palæstina, som han kommenterer lidt mere i sit forord til den danske udgave.

I et kapitel om ’Følelser, moral og krigsskyld’ uddyber han, hvordan moral kan blive til en fælde: Vi når ingen erkendelse af krigsårsager, når vi vender vores angst til aggression ved at pege fingre ad en dæmoniseret fjende og ikke ser den finger, der peger mod os selv. Denne omvendte moral gør os blind for de konflikter, der går forud for krigene. Derfor anbefaler Wahl at ”man spørger sig selv igen og igen, især i et så ekstremt følelsesladet emne som krig: Hvad er følelse, og hvad er fornuft i mine argumenter?”

Venstrekræfternes splittelse i spørgsmålet om krig og fred (kapitel 2) er ifølge Wahl ikke ny. Arbejderledernes store flertal tippede i 1914 fra internationalistisk fredspolitik til nationalistisk krigsmentalitet. Det skabte en uheldssvanger splittelse mellem socialdemokrater og kommunister. Den russiske revolution førte til nye problemer med at hævde sig som stat i en fjendtlig omverden, der fulgte nationalstaternes logik. Efter 1945 blev de fjendtlige lejres splittelse uddybet med atomvåbnenes trusler. Først gennem Cubakrisen kom det til en vis terrorbalance – med ’strategisk indfølingsevne (empati)’, som forskeren Poul Villaume kalder det. Og efter afslutningen af den koldt holdte krig gik enhver indfølingsevne og dermed forhandlingsvilje igen tabt, fordi USA med sin militær-industrielle kompleks skabte sig en ny, unipolær dominans.

I den nuværende kamp om en ny verdensorden må vi på venstrefløjen forstå den geopolitiske arena. Bogens kapitel 3 ’Venstrekræfterne og geopolitikken’ giver hertil et lynkursus. Verdens internationale relationer er betinget af magtens logik med militære, økonomiske, teknologiske, politisk- organisatoriske og ’soft power’ ressourcer. Disse gennemgås ved at se på USA, Kina, Rusland, EU og det globale syd med en skelnen mellem viljen og kunnen.

På baggrund af denne viden gør kapitel 4 ’Konstruktionen af et arvefjendskab’ det klart, hvordan den indre konflikt mellem det ’galiciske’ vestlige og det ’malorussiske’ østlige Ukraine gennem stormagternes indvirken blev internationaliseret. Med begrebet arvefjendskab minder Wahl om det tysk-franske forhold, der først efter Tysklands nederlag i 2. verdenskrig blev forbedret. Mange kritiske detaljer er veldokumenterede og går mediebilledet imod. Tænk blot på omtalen af det afgørende kup i 2014 som ”Maidan-revolutionen”. Herom kan vi læse: ”Som alle valgresultater siden 1992 viser, råder den galicisk-ukrainske nationalisme i Vest over en massebasis. På Maidanprotesterne udgjorde Højre Sektor (med basis i Vest-Ukraine, rcd) ganske vist kun mellem 10 og 20% af de protesterende, men på grund af sin paramilitære organisation indtog den snart ledelsen og eskalerede succesfuldt konfrontationen med den daværende præsident Janukovitch. Kyivs senere borgmester, Vitali Klitchko, sagde så sent som i begyndelsen af februar 2014 om disse kræfter: ’Samtlige medlemmer af de militariserede banditorganisationer, der for tiden kæmper i Kyivs centrum, vil blive stillet til ansvar for strafbare handlinger.’

Da situationen i februar 2014 spidsede til, kom det til et diplomatisk initiativ anført af den franske og tyske udenrigsminister…og med deltagelse af en russisk repræsentant, for at bidrage til afspændingen af situationen. Den 21. februar førte det til en aftale med den daværende præsident Janukovitch, som fremskyndede valget i efteråret. Imidlertid afviste Højre Sektor det kategorisk og stormede dagen efter Janukovitchs kontor. Samme dag besluttede parlamentet ved et brud på forfatningen (det nødvendige minimum stemmetal for en afsættelse blev ikke opnået) at afsætte Janukovitch. Når den slags sker i Vestafrika, ville man tale om et kup, i Ukraines tilfælde blev omvæltningen deklareret som værdighedens revolution og de ’militariserede banditorganisationer’, som Klitchko havde talt om, kunne snart nyde amnesti.” (s. 71)

I forhold til det tidligere nævnte kapitel 5 om ’Følelser, moral og krigsskyld’ fortalte jeg Wahl i et interview om den måde, hvorpå Karl Marx i 1864 anbefalede arbejderklassen at lære at bekæmpe ”en udenrigspolitik, der forfølger forbryderiske planer, hidser nationale fordomme op mod hinanden og i røveriske krige bortødsler folkets blod og rigdomme”. Selvom Wahl ikke nævner det i bogen, er det samme ærinde han forfølger, når han vil vende geopolitik-forståelsen i en emancipatorisk retning.

Marx og Engels kendte problemet Rusland, som Wahl betegner som ‚venstrekræfternes elefant i rummet‘ (kapitel 6). Han mener at det ikke er fyldestgørende at tale om russisk imperialisme. Det skal kunne begrundes i en politisk-økonomisk forståelse, som de klassiske imperialismeteorier var båret af. Når Rusland alt overvejende er råvare-eksportør, kan det ikke sammenlignes med imperialistiske magters kapitaleksport, men ligner snarere et ulands mønster. Oveni uran-eksport er de dog også med til eksport af atomkraft-anlæg. – Modstillingen af demokratier og autokratier rammer ifølge Wahl ikke Rusland, da det snarere tilhører kategorien autoritarisme. Dobbeltmoralsk siger USA’s nationale sikkerhedsstrategi, at de holder hånden over autokratier på Vestens side.

Wahl vender sig imod ideen om at eksportere demokratiet i et spændingsfelt mellem suverænitet og menneskerettigheder: ”Hvis ikke et samfund befinder sig i opløsning, opnår udenlandsk pression for indenrigspolitiske forandringer for det meste det modsatte. En vognborg tager form, i hvilken der hersker et enormt konformitetspres, og befolkningen samles omkring ledelsen” (s. 112).

Ifølge kapitel 7 imødeser vi en meget usikker fremtid. Her kan risici næppe kalkuleres. Det forsigtighedsprincip må tage over, som både Karl Marx i 1864 og Riokonferencen om miljø og udvikling har talt for i 1992.

Peter Wahls besøg i Danmark er nævn i Rød+Grøn, marts 24