40 år på job er nok

Af:

Hvorfor skal mureren, SOSU-assistenten eller pædagogen ikke have en lige så god og lang pensionisttilværelse som advokaten og professoren? Skal de arbejde, til de falder om? Det mener Enhedslisten ikke, og derfor har partiet lavet forslaget “Godt seniorliv til alle”.

Jakob Nerup, arbejdsmarkedspolitisk rådgiver

De hårde fakta ude i arbejdslivet råber på handling. Halvdelen af LO’s medlemmer tror ikke, at de kan holde til deres job, indtil de når pensionsalderen. Den fattigste fjerdel af den mandlige befolkning lever næsten ti år kortere end den rigeste fjerdedel. Ufaglærte har fire år mindre som pensionist uden fysiske skavanker end akademikeren.

I 2006 aftalte Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – sammen med de borgerlige – at pensionsalderen løbende skulle sættes i vejret. Hvis partierne holder fast i det, vil det betyde, at en 30-årig først kan gå på pension, når hun fylder 72,5. Hvis hun er 18, må hun vente til hun er 74.

Det er der rigtig mange mennesker, der ikke kan holde til. Hvad skal de så leve af, hvis kroppen siger stop? Flertallet på Christiansborg har samtidig begrænset adgangen til efterløn, dagpenge og førtidspension og strammet voldsomt i kontanthjælpen.

Befolkningen imod højere pensionsalder

Det er ikke mærkeligt, at bekymringen og vreden vokser i befolkningen ved udsigten til en stigende pensionsalder. På kort tid har 210.000 skrevet under på 3F´s underskriftindsamling mod højere pensionsalder. Et klart flertal i befolkningen ønsker en lavere pensionsalder end de 68 år, som bliver pensionsalderen i 2030. Samtidig efterspørger ni ud af ti 50-årige muligheder for gradvis tilbagetrækning.

Forslaget om “Godt seniorliv til alle” står ikke alene. Det hænger sammen med Enhedslistens andre offensive forslag om 30 timers arbejdsuge, bedre arbejdsmiljø og ikke mindst de konkrete forslag til forbedringer af kontanthjælp, sygedagpenge, ressourceforløb, førtidspension, fleksjob og revalidering.

Kan forslaget så gennemføres? Ikke med det nuværende flertal på Christiansborg. Men kravet om løsninger presser sig på ude fra arbejdspladserne – og det er herfra, vi skal samle styrke til, at mureren og pædagogen får et godt seniorliv.