Flygtningene sidder gemt væk i lejre, hvor forholdene er uudholdelige. Der er brug for en anden tilgang, hvor flygtningene fordeles i kommunerne og får ret til bolig, uddannelse og arbejde.
Flygtningene indespærres i lejre som Sjælsmark, Sandholm, Ellebæk-fængslet og mange andre, hvor de gemmes af vejen. Men lejrene er ved at gå i den kollektive glemsel. Det må vi ikke lade ske, for lejrenes negative påvirkning af beboerne består, og det samme gør udsigtsløsheden, som opholdet i lejrene skaber.
Flygtningelejre skaber desperation
For snart et halvt år siden gav jeg en ung mand et lift på sin vej fra en af de to lejre Sandholm eller Sjælsmark til stationen i Allerød. Jeg bor i Allerød, tæt på Sandholmlejren, og ser tit flygtninge gå til og fra stationen og de to lejre. Den unge mand var oprørt. Det ene øjeblik var han taknemmelig for at få et lift, det næste råbte han ud ad vinduet, at han hadede Danmark og racismen her.Da han steg ud af bilen, spurgte han, om jeg kendte mine forældre. Jeg blev næsten forskrækket af det ret mærkelige spørgsmål, så jeg svarede lidt tøvende, at det gjorde jeg. Da hans svar: »Det skal du være taknemmelig for«, fulgtes af en ændring i hans ansigtsudtryk fra animeret, næsten manisk, til eftertænksomt forstod jeg, hvorfor han havde stillet spørgsmålet. Den unge mand har levet hele sit liv alene, måske på flugt siden han var barn. Han er blevet voksen i løbet af flugten og de år, som Danmark – og andre lande, der heller ikke vil have nogle som ham – har taget fra ham ved at låse ham inde i lejre som Sandholmlejren og Sjælsmark og fængsler som Ellebæk.
Lejrene isolerer beboerne
I Nordsjælland ligger lejrene Sandholm og Sjælsmark. Lejrene er indhegnet, og beboerne bor på små værelser. De må gerne forlade lejrene om dagen, men det kontrolleres, at de ikke bliver væk og for eksempel overnatter hos ægtefælle eller børn uden tilladelse. Og tilladelser til at overnatte udenfor lejrene er svære at få. For de asylansøgere, som ikke får lov at bo hos deres familie eller venner i Danmark, er reglerne et kæmpe problem, fordi det fastholder dem i isolation og fratager dem mulighed for f.eks.at se deres børn. Hverken i Sandholm eller Sjælsmark må beboerne lave mad selv – ikke af praktiske årsager. Den eneste grund synes at være for at tage deres menneskelighed fra dem. At kunne lave sin egen mad giver en smule ejerskab over dagligdagen. At tage noget så grundlæggende som muligheden for at lave sin egen mad fra folk, er både grusomt og afstumpet.
Flygtninge behandles som forbrydere
Når flygtninge alligevel ikke ’tager hjem’, så er det, fordi de, trods uværdig og umenneskelig behandling, ved, at de ikke har andre alternativer. Det kan skyldes, at de er en del af et undertrykt mindretal, at de er systemkritikere eller vurderet som modstandere af staten i det land, de er flygtet fra.
Udlændingestyrelsen er flere gange blevet stærkt kritiseret for at vurdere lande som sikre baseret på ekstremt selektiv læsning af rapporter om landenes sikkerhed. De flygtninge, som får afslag på asyl i Danmark og ikke kan sendes ud af Danmark med tvang, og som ved, at de ikke kan vende tilbage, har ikke noget alternativ til at blive i lejrene på ubestemt tid.
Lejre, hvor de ikke må tage sig en kompetencegivende uddannelse, og hvor man skal igennem en særlig årlig godkendelsesprocedure for at få tilladelse til at arbejde, i det minimale omfang det sker, hvis overhovedet. Lejre, hvor deres muligheder for at skabe sig et eksistensgrundlag eller en fremtid er lig nul.
Det lykkes nogle gange afviste asylansøgere at få deres asylsager genoptaget hos Flygtningenævnet, hvorefter de får asyl i Danmark, men på det tidspunkt er mange blevet nedbrudt af årene i det danske asylsystem.
På mange områder behandles flygtningene i lejrene, som om de er forbrydere. Modsætter de sig hjemsendelse, kan de endda blive fængslet i Ellebæk, som kriminalforsorgen driver. Her er mobiltelefoner forbudt, og der anvendes isolationsfængsling. Europarådets Torturkomité udtalte for få år siden, at det er det værste sted, de har set i hele EU. Der er tale om en grusom og usædvanlig straf, og det er vigtigt at huske at de mennesker, som placeres i lejrene og i Ellebæk-fængslet netop ikke har begået anden forbrydelse end at de er flygtninge fra et andet land.
Giv alle flygtninge samme muligheder
Måske overfortolkede jeg den unge mands spørgsmål og ansigtsudtryk. Men selv hvis jeg gjorde, og den tragiske historie ikke gælder for ham, så gælder den for mange andre. Børn og unge vokser op i lejrene uden udsigt til uddannelse og fremtid. Forældre kan se tiden forsvinde som sand mellem fingrene, imens de ikke kan skabe et hjem og en sikker fremtid for deres børn.
Da lejrene blev etableret, var debatten livlig. Siden er tiden gået, som tiden gør. Lejrene ligger afsondret. Få ser lejrene, og det er bekvemt at glemme dem. Imens har lejrene taget tiden fra beboerne og formindsket deres mulighed for en fremtid. Vi må huske at lejrene stadig findes, og minde resten af befolkningen om den uhyrlige behandling, vi udsætter mennesker for, mennesker der egentlig har brug for hjælp. I øjeblikket fordrives palæstinensere igen fra deres hjem i Gaza. Hvad der kommer til at ske, er svært at forudse, men resultatet kan meget vel blive flere palæstinensiske flygtninge.
Vi bør ændre tilgangen til flygtninge. Lukke dem ud af lejrene og fordele dem i landets kommuner. Akkurat som vi gør med de ukrainske flygtninge. De muligheder, vi giver til ukrainske flygtninge, bør vi give til alle flygtninge: Ret til bolig og hjælp med uddannelse og arbejde.