Socialborgmester Karina Vestergård Madsen: Jeg er færdig med at vente på regeringen

Socialområdet står over for store udfordringer, og de er kun vokset de seneste år. Det gælder ikke kun i København, for billedet er det samme i hele landet.

Vi skal løse langt flere og mere sammensatte opgaver – men for den samme pose penge fra regeringen.

Helt konkret har kommunerne oplevet en udgiftsstigning på det, der hedder det specialiserede socialområde, på 6,2 milliarder kroner i årene fra 2018 til 2023. Det er penge, som kommunerne
har fundet i egne budgetter uden hjælp fra staten, hvis råderum ellers bliver større, hver gang finansminister Nicolai Wammen skal give en status på rigets finanser.

Mens udfordringerne på socialområdet vokser, glimrer den nødvendige handling fra Christiansborg ved sit fravær. Samtidig parkerer den socialdemokratiske socialminister de fleste spørgsmål i udvalg og kommissioner med deadlines, der flittigt udskydes.

Den manglende interesse for socialområdet står i skærende kontrast til, hvordan regeringen behandler de andre velfærdsområder, som også er under pres. Det ser vi på for eksempel sundheds-, ældre- og undervisningsområdet, hvor regeringen viser en helt anden handlekraft til at finde nye penge og udtænke reformer. Men når det kommer til socialområdet, siger den socialdemokratiske finansminister blot, at kommunerne skal bruge pengene bedre.

Det vidner om en uvidenhed og kynisme som jeg ikke længere kan sidde overhørig. Min tålmodighed med regeringen er efterhånden helt tyndslidt. Mit håb om, at regeringen sender de nødvendige penge til kommunerne, så vi kan dække udgiftsstigningen på socialområdet og dermed undgå yderligere besparelser, svinder ind. Det er derfor, at jeg nu har givet mig selv et Frihedsbrev, hvor jeg sætter mig selv fri fra regeringens manglende ambitioner. Jeg er med andre ord færdig med at vente på regeringen.

Frihedsbrevet skal sikre, at vi i København kan udføre godt socialt arbejde. Kontrol med borgerne
skal skiftes ud med tillid. Medarbejdere i Socialforvaltningen skal kunne bruge deres faglige
kreativitet. Og vi skal gå til kanten af loven. Vi skal ikke bryde loven, men vi skal holde op med at
være kommunernes duks.

Vi skal have mere fokus på borgernes retssikkerhed og finde veje til at give borgerne den nødvendige og gerne ekstra service, og ikke være bange for, at vi får en løftet pegefinger fra Ankestyrelsen.

Frihedsbrevet er min måde at sætte gang i et opgør med håbløst regelrytteri og overimplementering af regler. Reglerne kommer som oftest fra Christiansborg, og det er derfor også dem, der har ansvaret for at fjerne de tåbelige regler, som for eksempel betyder, at kommunerne skal kontrollere, om et menneske, der ikke kan gå, mon stadig har behov for sin kørestol. Ja, man river sig selv i håret.

Men indtil regeringen ser lyset og kommer i gang med de nødvendige investeringer og forandringer
på socialområdet, har jeg besluttet, at vi i Socialforvaltningen skal gå til kanten af loven og hellere
bede om tilgivelse end tilladelse, når det kommer til, hvad der er bedst for borgeren.

Jeg har ikke alle løsningerne på socialområdets problemer i hovedet. Dem skal vi finde i fællesskab, på tværs af kommunegrænser og i tæt samarbejde med interesseorganisationer og civilsamfund. For der er virkelig behov for, at vi lærer af hinandens gode eksempler og erfaringer.

Der ligger et stort potentiale i tættere og mere forpligtende samarbejde med civilsamfundsorganisationer og frivillige. Civilsamfundet er en grundstamme i socialarbejdet i København, og derfor har jeg også rakt ud til Frivilligrådet og Udsatterådet for at få deres forslag til, hvor de eventuelt kan bidrage endnu mere.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at på trods af historierne om de store udfordringer på socialområdet, så er der også virkelig meget, der fungerer rigtig godt. Socialforvaltningens dygtige og dedikerede medarbejdere gør hver eneste dag en stor forskel for Københavns mest udsatte borgere. Dem, der sjældent har en stemme i debatten – og som i disse år alt for tit bliver set mere som en økonomisk byrde end som ligeværdige medborgere.

Om det er Hjemløseenheden, der tager rundt og tjekker op på byens hjemløse og tilbyder hjælp, hvor det er nødvendigt. Den Sociale Hjemmepleje, der hjælper mennesker med handicap med at opretholde en velfungerende hverdag. Eller Enheden for Kriminalpræventive Indsatser, der hjælper unge på kanten af kriminalitet til et liv uden for den kriminelle løbebane.

De økonomiske og strukturelle udfordringer er imidlertid en realitet, som kræver øjeblikkelig handling. Frihedsbrevet er mit bud på en ny begyndelse. Frihedsbrevet fritager dog på ingen måde regeringen fra dens ansvar for, at socialområdet er i knæ. Og regeringen burde også for længst have kompenseret kommunerne for de stigende udgifter på socialområdet, så vi fortsat kan give borgerne den hjælp og støtte, som de har krav på. Men jeg er færdig med at vente på en redningskrans fra Christiansborg.