Modsætninger, der har rod i forskellige kulturer og historiske erfaringer i Øst og Vest, er blevet skærpet.
Det er vanskelige tider for den tyske venstrefløj. I november måned kulminerede mange års interne konflikter i die Linke. Sarah Wagenknecht, der er en af landets mest kendte politikere, og 9 andre af die Linkes 38 medlemmer af forbundsdagen forlod partiet, og få uger efter blev forbundsdagsfraktionen formelt opløst.
Efter den tyske valglov skal der 37 medlemmer til at danne en fraktion i forbundsdagen, hvorfor både flertal og mindretal nu søger at blive godkendt som gruppe. Det vil formentlig ske, men der er ikke bare navnet til forskel. Det betyder indskrænkning i taletid og andre rettigheder, og økonomien forringes. 100 ansatte i forbundsdagssekretariatet er derfor sagt op.
En langvarig og kompleks konflikt
Bruddet er ikke kommet som en overraskelse. Det fremgik klart både fra talerstolen og i de samtaler, jeg havde med delegerede og gæster, da jeg deltog i partiets kongres i midten af november.
Siden dannelsen af die Linke i 2007 har der været uenigheder, der bl.a. kan føres tilbage til forskellige kulturer og historiske erfaringer i henholdsvis Øst og Vest. Fra omkring 2015 er modsætningerne skærpet, og Sarah Wagenknecht og kredsen omkring hende har været i kraftig opposition til partiets ledelse, der er blevet kritiseret for at have svigtet den sociale kamp og for at være moraliserende livsstilssocialister. Klima og kønspolitik har ifølge Wagenknecht fyldt for meget og almindelige menneskers hverdag for lidt.
Størst har uenigheden været i forhold til udlændingepolitikken, hvor Wagenknecht har anvendt en retorik, der minder betænkeligt om den, der anvendes af AfD. Siden februar 2022 har holdningerne til krigen i Ukraine været en del af konflikten.
Flertallet i die Linke er langt fra politisk homogent. Der hersker socialistisk pluralisme, og holdningerne spænder vidt. Derfor gives ikke kun ét svar på mindretallets kritik, men partiledelsen afviser skarpt, at partiet skulle have svækket sit fokus på den sociale kamp. At der er markant uenighed om holdningen til flygtninge og især migranter afviser derimod ingen.
Uenigheden om Ukrainekrigen kan fremstå mere uigennemskuelig. Alle tager afstand fra Ruslands aggression. Der har – med markante undtagelser – været bred enighed om, at Tyskland ikke skal levere våben til Ukraine. Flertallet har bakket delvist op om sanktioner mod Rusland, mens mindretallet i det store og hele har været afvisende. Skarpest har uenigheden nok været om deltagelse i manifestationer for våbenhvile, hvor Wagenknecht er blevet kritiseret for ikke at distancere sig fra højrefløjen, mens ledelsen er blevet beskyldt for direkte at modarbejde opbygningen af en tysk fredsbevægelse.
Fire vigtige valg i 2024
Hvad konsekvenserne af bruddet vil være, vil vi bl.a. få syn for ved EU-parlamentsvalget i juni og 3 delstatsvalg i det østlige Tyskland i september, hvor begge partier stiller op. Naturligvis er bekymringen i die Linke stor, men indtrykket fra kongressen var også en betydelig optimisme, der understøttes en stor tilstrømning af nye medlemmer.