Handikaphistorien og fattigdomshistorien hører sammen, fordi mennesker med handikap oprindeligt var en del af fattigdomspotentialet grundet manglede muligheder for selvforsørgelse.
Birgit Kirkebæk
Fra 1500-tallets slutning frem til slutningen af 1800-tallet diskuterede man, hvem de fattige var, hvem der skulle hjælpe de fattige, og hvad de fattige skulle gøre til gengæld. I den periode opstod ideen om, at man kunne inddele fattige i “værdige” og “uværdige”.
Værdigt eller uværdigt trængende
De “værdige” var kronisk syge, mennesker med handikap, ældre og børn. De “uværdige” var mennesker, som havde en intakt krop, men alligevel manglede arbejde. I 1800-tallet blev der oprettet anstalter, som havde til formål at oplære de værdigt trængende mennesker med handikap i et arbejde. For blinde, døve og vanføre drejede det sig om fag som kurvemageri, væveri og skomageri.
Den skiftende opfattelse af, hvem der var “værdige” og “uværdige” fattige, fortæller os noget om, hvad man har anset for samfundsmæssigt ønskværdigt: Hvilken adfærd var ønskelig? Hvilke personer var fortsat uønskede, som de “uværdigt” fattige var det? Var det muligt at flytte mennesker fra gruppen af personer, der ikke kunne eller ville forsørge sig selv, til gruppen af samfundsydere? Og kunne man finde andre systemer end velgørenhed for at fremme disse formål? Hvilken tvang skulle “de uværdige” underlægges (opdragelsesanstalter og tvangsarbejdsanstalter), og hvilke formål skulle anstalter for blinde, døve, åndssvage og vanføre indfri?
Anstalter: Hjælp og tvang under ét
Anstaltsbyggeriet blev på én gang en hjælp til udstødte og fattigdomsprægede mennesker og et led i ønsket om at få kontrol med samfundets afvigere. Staten begyndte i slutningen af 1800-tallet at yde bidrag til driften af de private anstalter og fik samtidig øget kontrol med, hvad der skulle ske disse steder.
Arbejdet blev anset for at være det centrale – både i forhold til menneskets værdighed og samfundsnytten. Det blev set som en samfundspligt at beskytte sig imod dem, der ville hindre samfundets udvikling, hvad enten det skyldtes dovenskab, degeneration eller dumhed. Beskyttelsen mod at få flere belastende medlemmer af samfundet fik lovmæssigt gennembrud gennem sterilisations- og kastrationslove i 1929, 1934 og 1935. Det blev obligatorisk at internere de åndssvage – et vidt begreb, der også omfattede socialt belastede, men normalt begavede mennesker – og det blev lovligt at tvangssterilisere personer, hvis man frygtede, at de kunne sprede dårlige gener. I perioden 1929-67, hvor lovene gjaldt, blev mere end 12.000 danskere steriliseret. Nogle var åndssvage eller sinker, andre var vagabonderende hjemløse eller overbebyrdede flerbørnsmødre.
Normalisering, ligeværd og rettigheder
I 1940’erne begyndte en folkelig opposition at rejse sig mod tvungen anstaltsanbringelse, mod sterilisation og intelligensprøver som udskillelseskriterium. Forældre sluttede sig sammen i foreninger. I 1950’erne kom en række love, der gav øget retssikkerhed for anstaltsanbragte, men det tog tid at ændre forholdene – meget fortsatte som hidtil.
Alligevel var 1950’erne og 60’erne præget af holdningsskift. Hvor overlægerne hidtil havde hersket enevældigt på anstalterne, var det nu pædagoger, psykologer, socialrådgivere og fysioterapeuter, der kom i forgrunden. Ligeværdighed, normalisering og rettigheder var de nøgleord, der blev fremtrædende i perioden.
Mange andre lande indførte parallelt lovgivning, som medførte afvikling af store ghettolignende institutioner og afskaffelse af mange inhumane behandlingsformer. Der opstod små og mere normale boformer, meningsfulde beskæftigelsestilbud, skoler og uddannelsessteder og meget andet, som kunne give personligt selvværd og integritet også for dem, der aldrig ville kunne blive en del af den almindelige arbejdsstyrke. Desuden blev der i Danmark indført undervisningspligt og -ret for alle børn den 1. januar 1980. Det betød, at en række hidtil underviste børn kom i skole, og det betød også, at der blev mulighed for voksenundervisning.
De uværdige fattige vender tilbage
I de senere år er der igen sket skift i menneske- og samfundssynet i Danmark. Med konkurrencestatens indtog har måden, vi taler om udsatte mennesker på, ændret sig. Ikke mindst er der sket et markant skifte i de vilkår, vi som samfund tilbyder de mennesker, vi ikke umiddelbart kan gøre til en del af arbejdsstyrken. Man kan sige, at flere mennesker nu igen bliver opfattet som “uværdige” fattige, der bare vil nasse på samfundssystemet, og som derfor skal motiveres gennem nedsatte offentlige ydelser. Også de “værdige” fattige – svært syge mennesker og mennesker med alvorlige handikap – bliver i dag opfattet som en belastning for “de normale”.
Ideen i velfærdsstatens udvikling fra 1950’erne var, at velfærden skulle bredes ud og omfatte alle – også de tidligere marginaliserede grupper. Deres tilværelse og vilkår skulle normaliseres. De skulle respekteres og behandles solidarisk gennem sociale ydelser af forskellig art. Spørgsmålet er, hvad der sker i forhold til de samfundsmæssigt “unyttige og overflødige” i dag? Jeg tænker på temaer som værdighed og uværdighed i forhold til offentlige ydelser. På incitamentslogikken, som præger debatten om eksempelvis nedskæringen i kontanthjælpen. Og på nyttesynspunktet i forhold til fordeling: De offentlige midler skal bruges dér, hvor de gør mest nytte – hvor de kan få folk til at arbejde og yde. Det vil sige, at der skæres i bunden og i forhold til de “unyttige”. For udviklingshæmmede og svært bevægelseshæmmede ser vi allerede konsekvenserne i nogle kommuner: Flere hjemmedage, større institutioner, færre tilbud ud af huset, manglende dagligt miljøskift.
Normaliseringsideologien var et rettighedsprojekt, et velfærdsprojekt, et ligeværdighedsprojekt, et demokratiseringsprojekt. Det var et tværpolitisk projekt, der gik ud på at inkludere tidligere undsete, oversete og marginaliserede grupper i velfærdssamfundet. I konkurrencestaten ser det ud til, at projektet ændres, så grupper uden mulighed for arbejdstilknytning igen bliver en del af fattigdomspotentialet.
Birgit Kirkebæk er dr.pæd. i specialpædagogik og blandt Danmarks førende forskere i handikaphistorie.