Om kvindelige indledere på årsmødet
Feminisme eller politisk gøgl?
Birger Thamsen, Nørrebro Park
Er Enhedslisten begyndt at efterligne Alternativets politiske pop? Beslutningen i HB om at give kvindelige delegerede en fortrinsstilling ved årsmødet tyder i den retning. For denne beslutning løser ikke noget problem og må følgelig være motiveret af et ønske om at vække opmærksomhed for opmærksomhedens skyld. Den slags stunts har kendetegnet Alternativet, som stort set blot overtager andre venstreorienterede partiers politik og så formidler den på sin egen cirkusagtige måde.
Tilhængerne af beslutningen påstår, at den vil give kvindelige delegerede større mod til at tage ordet. Problemet med at tage springet op på talerstolen er imidlertid ikke et specielt kvindeligt problem, men tværtimod noget som personer af begge køn kender lige godt. Det at tale for en forsamling er for de fleste i begyndelsen forbundet med stor respekt, men de fleste lærer det ved at prøve det og derved blive forvisset om, at farerne ved det er helt og holdent indbildte. Jeg synes derfor, at f.eks. talerkurser for delegerede og medlemmer af begge køn ville være en mere passende og effektiv løsning. Vores parti har i øvrigt ikke just været præget af mundlamme kvinder. Tænk f.eks. på Johanne, Pernille, Line eller Gunna. Enhedslistens mandlige medlemmer er alle svorne tilhængere af ligestilling mellem kønnene, og jeg har personligt aldrig oplevet møder i partiet, hvor kvinder ikke på lige fod har ytret sig.
Beslutningen i HB rummer især en fare for, at vi ligesom Alternativet begynder at tænke mere på mediestunts end på formuleringen af en politik, der reelt kan øge ligheden og den sociale retfærdighed i Danmark og i verden. Enhedslisten bør være et parti, som seriøst kan gribe efter magten i Danmark og skubbe de borgerlige kræfter i baggrunden. Vi øger ikke vores muligheder for at spille den rolle gennem politiske stunts. For det giver måske et øjebliks opmærksomhed i medierne, men tærer samtidig på den troværdighed og seriøsitet, som hidtil har været Enhedslistens kendetegn.
Ang. beslutningen om kvindelige indledere
Henrik Andersen, Brønshøj-Husum
I Rød+Grøn/86 har jeg læst, “at alle talere, indledere og dirigenter på årsmødet i 2017 skal være kvinder”. Jeg forestiller mig, det er et slags forsøg på at modarbejde undertrykkelse. Jeg har dog gjort mig nogle tanker om beslutningens praktiske konsekvenser.
Jeg forestiller mig to gode (dog fiktive) socialister og landsmødedeltagere A og B.
A´s forældre er palæstinensiske flygtninge, der grundet PTSD og dårlige sprogkundskaber kun har haft en meget løs tilknytning til det danske arbejdsmarked. A havde trods kærlige forældre ikke den nødvendige opbakning til at begå sig godt i folkeskolen i Husum, hvorfor han hurtigt forlod uddannelsessystemet og fik ufaglært arbejde – først på en byggeplads senere som buschauffør. Uheldigvis viste 2 af A´s egne børn sig at have svært ved skolearbejdet. A havde ikke råd til privat lektiehjælp, men prøvede trods egen kort skolegang, skæve arbejdstider og rygsmerter fra tiden på byggepladsen alligevel at hjælpe sine børn. En sen aften besluttede han sig for trods mange personlige udfordringer at tage kampen op mod økonomisk ulighed.
B´s forældre er henholdsvis arkitekt og kontorchef. Hun er vokset op nord for København i et hjem med bogreol. Et lille problem med talforståelse blev heldigvis afhjulpet af de opmærksomme forældre, der ansatte en privat lektiehjælper. I B´s barndomshjem blev der talt både litteratur og politik og en spændende vinterferie til Cuba fik vakt B´s politiske bevidsthed. Hun blev optaget på samfundsstudierne på RUC, men havde alligevel tid til politiske arbejde, da de kærlige forældre støttede hende bl.a. med forældrekøbslejlighed på Nørrebro.
Nu står så både A og B på Landsmødet 2017. Begge kunne tænke sig at være indleder – begge har de noget på hjertet. Det kan dog ikke komme på tale, at A får opgaven. Den går til B – hun er jo den undertrykte!
Grundet anderledes syn på undertrykkelse og uretfærdighed har jeg besluttet mig for udmeldelse af Enhedslisten. Men god kamp fremover.
Talere og dirigenter på årsmødet
Forretningsudvalget
For at sætte fokus på det feministiske tema, har HB valgt, at det i år er kvinder, der er hilsningstalere, afholder HB´s og Folketingsgruppens beretning mm. Kvinder er generelt underrepræsenterede på årsmødets talerstol. Her sender vi et signal om at kvinders stemmer er vigtige i debatten.
HB vil også foreslå et hold af kvindelige dirigenter.
Det vil ikke betyde ændringer for de delegeredes muligheder for at komme til orde eller stille forslag på årsmødet.
Med håb om en god debat på årsmødet
Om aktiv dødshjælp
Statens dødsret
Niels Peter Agger, Frederiksberg
Glædelig at Rød + Grøn tager et svært etisk tema som aktivdødshjælp op. Partiets top er enstemmigt imod lovliggørelse! Imponerende. Etisk råd er splittet.
I forhold til en demokratisk diskussion er det dybt problematisk, at artiklerne udelukkende gentager velkendte argumenter mod afkriminalisering af ret til at vælge regelsat, tilstedeværende livsudgang i stedet for at være tvunget til en overbehandlet hospitals/institutions død (44%): medicineret (sederet), afhængig, hjælpeløs. Tit i et smerte/lidelseshelvede.
Hvorfor der ikke artikler, der støtter lovliggørelse af en værdig livsafsked for uhelbredelige? Nuværende kriminaliserings negative konsekvenser?
79% af befolkningen støtter lovliggørelse. Affejes som “unge, raske mennesker” (der ikke ved en skid om, hvad de taler om). 50 % vil hjælpe nærtstående herfra. Kun 7% (inklusiv Enhedslisten) er imod.
Legalisering vil postuleret medføre pårørendepres/”ikke ligge til byrde”; økonomiske spekulation i aflivning; glidebanen; at læger bliver mordere osv.
Intet om at kriminaliseringen nu medfører pårørende medlidenhedsdrab, selvmordsturisme, forøget selvmordsantal, læger der ulovligt hjælper samt uværdige, medicinsk bevidstløse dødsforløb. Sager vi alle kender fra medierne.
Kender partitoppen ikke de negative konsekvenser?
Årligt dør 52.000 i Danmark. 1.000 vil vælge aktiv dødshjælp. Siden 1992 har vi opbygget et fint dødsomsorgs system – og har udskilt den restgruppe, vi ikke forsvarligt kan hjælpe.
(Hvorfor anvender Rød+Gøn redaktionen ikke faktabokse som faktuelle bestemmer temaområder?)
Aktiv dødshjælp er en integreret del af den palliative indsats i mange europæiske lande uden økonomisk reduktion i udgifter.
Californien, Canada, Japan har lige indført ret til dødshjælp. Skal vi igen historisk være en røvslæbende nation med Enhedslisten som ny, reaktionær prop i røven?
At uhelbredelige Troels Kløvedal hånes som fortaler for lovliggørelse er bare så pinligt.
Bør 79% undlade at stemme på os, fordi partitoppen er helt ude af føling med folkeviljen?
Aktiv dødshjælp
Øivind Larsen, Østfyn
Replik til artikelserien i sidste nr. af R+G.
Der kan være mange moralske dilemmaer knyttet til spørgsmålet om, hvorvidt danskerne skal have ret til at anmode om lægehjælp til at dø.
Men som skrevet, så er 80% befolkningen for indførelse af retten. Med en stigende tendens igennem mange år. Dette måske som en konsekvens af, at religionen mister sit tag i os.
Det er forkert, når stort set hele folketinget svarer danskerne, at nej det kan I sandelig ikke finde ud at administrere ordentligt.
Enhedslisten burde prioritere øverst, at mennesket har ret til at bestemme over egen krop og eget liv. Vi løfter også frihedens fane i andre sammenhænge. De sociale komplikationer, der kan opstå, hvis individer, som følge af en dødshjælpsordning, vil kunne komme under negativt pres – ja, de må løses.
Forbud mod aktiv dødshjælp bygger vist på den grundantagelse, at den kristne stat er nødt til at træffe de rigtige valg for det simple og syndige menneske.
Endelig forholder jeg mig også kritisk til billedet mellem artiklerne. En kvinde der kikker andægtigt op gennem en kirke og mod korset! Kunne et øjeblik tro, at det var Indre Missions blad jeg sad og læste i.
Andet
Socialistisk føderalisme
Maya Bruus, Lolland
Vores debat om EU har til tider været hård og uforsonlig. Men vi er et demokratisk parti, med plads til forskellige holdninger og mindretal, lad os holde fast i det.
Analysen og kritikken af EU som et neoliberalt og udemokratisk koldkrigsprojekt, er noget vi alle er enige om. Uenigheden, som jeg ser den, er på spørgsmålet om, hvad vi så gør ved det, strategien. Flertalet ønsker et meget tæt samarbejde med den tværpolitiske græsrodsbevægelse fra 1972 – folkebevægelsen mod EU. Det er selvfølgelig godt med en folkelig EU modstand, men der er et minus, når bevægelsen er tværpolitisk, er den ikke socialistisk! Det tværpolitiske kompromi, syntes at være noget nationalistisk, og det er ikke altid foreneligt med international socialisme.
Det er vigtigt at forstå, og huske på, at det er meget begrændset, hvad der kan gennenføres i et land, den globale kapitalisme er stærk. Et land som Danmark kan ikke tåle økonomiske og politiske sanktioner. En udtræden af EU, og tilbagevenden til nationalstaten, kan udvikle sig til en fiasko, der kan øge risikoen for en styrkelse af det yderste højre.
En alternativ strategi, som jeg vil foreslå og forsvare, som en del af et mindretal, der vil en anden strategi, er socialistisk føderalisme. En revolutionær forandring af EU, at ændre EU til et demokratisk overstatsligt samarbejde, hvor det der er vigtigt at løse overstatsligt, f.eks. miljøspørgsmål, flygtninge, arbejdstagerrettigheder, løses der. Europas forenet stater er for mig ikke et mareridt, hvis det er demokratisk.
Det er dog klart, at vi ikke som internationale socialister, skal forskandse sig bag nye grændser. En decentral union, er et løsere samarbejde, om det der må løses på det niveau, og den skal åbnes for samarbejde med andre.
Det er ikke nogen nem ting at ændre EU, men heller ikke umulig, EU ændres jo allerede hele tide, desværre bare ikke til det bedre. Vi må stå sammen med de øvrige venstrefløjspartier i Europa, for måske at kunne dette.
Kommentar til artiklen “Her er krigsspøgelset legemliggjort”
Niels Rolskov, Køge
Mikael Hertofts indlæg om Syrien snubler i starten med alvorlige konsekvenser EL’s kollektive forståelse af konflikten.
Efter at have fulgt situationen i Syrien Mellemøsten i årtier mener jeg det er helt fejlagtigt at anse konfliktens voldelige karakter som noget der kom efter reaktionerne på offentlige demonstrationer for mere åbenhed og demokrati. En hovedårsag er et fælles ønske fra Qatar og Tyrkiet om at føre en pipeline igennem Syrien imod ønske fra den Syriske regering hvorfor man ønskede en anden “villig” regering indsat i Syrien. At US i årtier har ønsket en anden regering i Syrien og gerne en opsplitning er jo ikke nogen nyhed. En vigtig ting i hele bedømmelsen og udviklingen i Syrien er hvad der egentlig skete omkring de meget omtalte demokratidemonstrationer. Når et afgørende holdningsskift i vesten var nedskydningen af demonstranter, så er det jo yderst vigtigt hvem der skød hvem! Jeg mener det 99 % sikkert var nogen uden tilknytning til den syriske regering – meget lig situationen i Kiev hvor ekstreme dele af regeringsmodstanderne skød på andre mere fredelige protester for at fremprovokere en vestlig reaktion.
Demokratiforkæmperne overlevede ikke ret mange uger efter de militante havde taget over i Aleppo, Alt tyder på at de mange år med oprørsstyre i Aleppo har været fuldt så ubehageligt for civilbefolkningen som var det et IS styre. Hvorfor har vi i EL så forskelligt syn på befrielsen af Mosul, Raqqa og Aleppo? Der er civile ofre alle tre steder men hvorfor havde de civile i Aleppo ikke samme ret til at få sluttet deres besættelse?
Bekymringer for vores Kurdiske venner i det nordlige Syrien er jo kun oplagt og jeg støtter dem fuldt ud men det må ikke få os til at støtte ting som flyforbudszoner og humanitære zoner uden mulighed for at sætte reel FN magt bag ender blot i frit lejde for eksempelvis Tyrkiet eller Israel og er derfor ikke en mulighed i dag og lang tid fremover.
Svar til Niels Rolskov
Mikael Hertoft, Østerbro
Jeg mener, det er helt forkert at afskrive den demokratiske og folkelige bevægelse i Syrien “som nogle mindre, offentlige demonstrationer”. De var tværtimod en stor mobilisering og en del af det store arabiske forår – som dengang for fem år siden viste at de arabiske folk ville af med diktatorer og ville have demokrati og sociale rettigheder. Disse oprør, som vakte et enormt håb, er jo desværre blevet kvast i blod i næsten alle arabiske lande. Oprøret med det brutale Assad regime havde enorm opbakning og var fuldstændig berettiget. Jeg må erklære mig 100% uenig i idéen om, at det ikke var Assad-regimet, der slog de fredelige demonstrationer ned – det tror jeg ikke har noget med virkeligheden at gøre.
Derfor kan vi godt være enige i at andre kræfter – Saudi-Arabien og Quatar f.eks. har brugt oprøret til at fremme deres egne interesser – bl.a. ved at støtte fundamentalistiske kræfter.
Vi har jo desværre set flere gange efterhånden at folkelige, demokratiske oprør ændrer karakter når de bliver brutalt undertrykt – og at denne brutale undertrykkelse giver plads til religiøs fundamentalisme. Det sekulære, folkelige, demokratiske oprør i Syrien er blevet knust mellem det brutale Assad regime og de islamistiske strømninger, bakket op af Saudiarabien. Men det skal ikke få os til at glemme dem. Mht. sammenligningen mellem Mosul og Aleppo, så har Enhedslisten aldrig støttet den irakiske regering og dens militære eventyr, heller ikke i stormen på Mosul. Jeg er enig med dig i, at en flyveforbudszone ikke var nogen god ide i Syrien.
Partiets nye klæder
Bestyrelsen i Nordvest
Kære afdelinger,
Da vi i efteråret sidste år blev bedt om, at sende kommentarer til partiets visuelle udtryk, var vi meget taknemmelige for denne mulighed. Vi fik desværre ikke noget svar på vores henvendelse, hvilket undrede os.
Da vi i sidste udgave af Rød+Grøn kunne se resultatet af arbejdet med et nyt udtryk, steg vores forundring. Vores kommentarer havde i efteråret gået på, at vi var meget tilfredse med logoet i sin nuværende form og ikke ønskede det ændret (om end vi havde nogle kommentarer til dets brug). Især efter den store furore sidste gang vi ændrede logo, var det for os vigtigt med en kontinuitet. I den mere negative ende gik vores kritik på den meget lille og utydelige ’light’ font, der for mange af vores medlemmer og sympatisører var svær at læse. Desuden udtalte vi kritik af det farvevalg, der efter vores bedste overbevisning havde et pastelfarve præg over sig og fravalgte rød til fordel for en stadig mere dominerende lilla.
Vi kan desværre konstatere at disse kommentarer ikke er medtænkt i vores nye udtryk, der indeholder en anden, men lige så ikke-læsevenlig font. Farvepaletten er ændret, men udstråler på ingen måde den kant og nerve som vi kunne have ønsket os. Og så er der logoet, der på grund af, hvad der til bestyrelsesmødet blev kaldt “det gravide D”, meget hurtigt læses som EnheD-Slisten.
Vi kunne derfor godt tænke os at høre fra andre afdelinger, om i, i jeres kommentarer har efterspurgt et nyt logo, en ændret farvepalet og en font der ikke er mere læsevenlig end den nuværende. Eller om det bare er os, der havde ønsket os andre ændringer end dem som styregruppen og HB har valgt.
Nordeas nyeste – og skræmmende uforskammede udspil
Jens Fransen, Slagelse
Foranlediget af et af banken indkaldt møde mener jeg, der er behov for at kigge bankverdenen i Danmark grundigt efter.
I korthed er jeg formand for bestyrelsen i en fond, der driver et mindre botilbud for autister, hvor min søn er en af beboerne. Botilbuddet har et indestående i banken, der overstiger 100.000, og nu har Nordea på linje med Jyske Bank indført negative renter for indeståender over dette beløb.
Botilbuddet kan ikke i henhold til vedtægter investere pengene for at undgå at skulle betale 0,5%. Måske kan et vist beløb hensættes på en anden konto, men princippet er stadig uacceptabelt. Vel er botilbuddet en “erhvervsvirksomhed” med særdeles gode resultater, men bankens udmelding er samtidig en straffeekspedition mod handicappede.
Det er ikke de bankansatte, jeg klandrer. De skal rette sig efter de regler de får udstukket, men systemet er sygt og bør underkastes folkelig kontrol.
Der bør sættes ind mod bankernes griskhed. En politisk opgave for folketingsgruppen. Jeg ved godt, det næppe vil vinde gehør – men alligevel. Kunne jeg – blev bankerne nationaliseret på stedet.
Hvor er Enhedslisten i sagen om SKAT?
Hans Jørgen Vad, Aarhus
Når disse linjer læses, har HB behandlet et nyt forslag fra min side, som går på, at Enhedslisten sætter mere fokus på de uhyrlige igen-igen-igen-skandaler i SKAT.
Det vil ske på et møde, som afholdes kun en uge efter denne Politiken-overskrift: “Skat godtog vrøvleforklaring på svindel for 12,3 milliarder kroner”.
Da disse linjer blev skrevet (tre dage efter artiklen) havde folketingsgruppen ikke reageret på den på vores hjemmeside. Og på dens “skattedel” er der ikke et ord om århundredets største skatteskandale.
For det drejer sig jo ikke kun om de 12,3 mia. i tabt udbytteskat. Men også godt 100 mia. i manglende opkrævninger + op til 85 mia. i manglende moms. Altså en sag af så ufattelige dimensioner, at det er ganske uforståeligt at EL ikke er helt fremme i skoen her.
Eller ikke “har været det” – med et lønligt håb om, at der sker en ændring på HB-mødet den 4. februar. For så tegner alt jo lysere. Men bliver det modsatte tilfældet, synes jeg alle Enhedslistens medlemmer har behov for en rigtig god forklaring.
Ikke bare fra skatteordføreren, som jeg ikke her vil skyde på. For det ligger jo i folketingsgruppens ledelse. Men ikke bare der, men også i den hovedbestyrelse, som flere gange har haft alle muligheder for at træde i karakter.
Men vel også alle dem, som stiller op til den kommende folketingsgruppe. Synes de, at det er en god sag for et venstreorienteret græsrodsparti at gribe fat i? Og – hvis ja – skulle vi så ikke se at gøre det?
Jeg er opmærksom på, at EL HAR udtalt sig om skandalen. Vi har på den ene side beklaget, at regeringen har fyret så mange – men andre gange rost regeringen for at ville ansætte flere. Men ift. en svindel på 12-200 mia. kunne man måske ønske sig en lidt mere markant reaktion?
Hvordan stopper vi Novo Nordisks kyniske spekulation i USA?
Troels Kristensen, Nordvest
Hej Pernille. Den 18. januar overværede jeg dit foredrag på Duemosegård og efterfølgende debat. Du mener at det går fint for venstrefløjen i USA. Men også de få Demokrater som hører til den progressive fløj, havde et dårligt valg. Samtidig med præsidentvalget foregik der desuden en afstemning i Californien om prop 61 som skulle gøre det forbudt ved lov for staten Californien, at købe receptpligtig medicin til en højere pris end den laveste betalt af ministeriet for militære veteraner. Hvor vigtig denne afstemning var for fattigdomsbekæmpelse, ikke kun i Californien, men i hele USA, er tydeliggjort ved de mere end 130 millioner dollars som medicinalindustrien, herunder Novo Nordisk, brugte på at prop 61 ikke blev vedtaget. Vælgerne stemte nej til forslaget med 53 mod 47 %. Dermed er intet ændret for fattige amerikanere. De skal fortsat betale mere end 5 gange så meget for livsnødvendig medicin mod f.eks. kræft eller andre livstruende sygdomme som man betaler i Canada. Kynisk spekulation i at lave profit på det amerikanske marked, fik Novo Nordisk til at donere 23 millioner kroner til nej-kampagnen, og de penge er uden tvivl godt givet ud for aktionærerne i Novo. I mellemtiden kan den forhenværende administrerende direktør, Lars Rebien Sørensen, nyde sit otium med et gyldent håndtryk på over 90 millioner kroner. Mange af disse penge er utvivlsomt hentet fra de ågerpriser som fattige amerikanere skal betale for Novo Nordisk- produkter. Medicinalvirksomheder som Novo Nordisks kyniske spekulation i medicinpriser i USA er spørgsmål om liv eller død for tusindvis af fattige amerikanere. Er det den måde vi i Danmark udviser international solidaritet og opbakning til den progressive venstrefløj og fattige amerikanere i USA? Tværtimod bidrager kyniske og pengegriske virksomheder som Novo Nordisk til at USA’s præsident i dag hedder Donald Trump.
Svar til Troels Kristensen
Pernille Skipper, politisk ordfører
Kære Troels. Du må have misforstået mig. Jeg har på intet tidspunkt sagt, at det går godt i USA, når det kommer til fattigdomsbekæmpelse, medicinpriser eller andre af de ting, du nævner. Jeg har sagt, at Bernie Sanders og en voksende del af det demokratiske parti bliver mere og mere progressivt og venstreorienteret, og derfor er der bestemt også grund til håb. Jeg synes ikke, at det er det samme som at forsvare den politiske tilstand for tusindvis af amerikanere ramt af fattigdom eller at sige at alt er godt – det siger sig selv, at USA ikke er på vej mod fantastiske tider, når Donald Trump er blevet valgt og har gennemført så megen katastrofal politik allerede.