Hele den politiske debat er rykket til højre i Holland, hvor parlamentsvalget i marts gav en klar sejr til højrefløjens partier. Det socialdemokratiske parti PvdA faldt helt sammen – uden at venstrefløjen gik frem.
Bertil Videt, Amsterdam
Valgets tre største partier var klart højreorienterede og førte valgkamp mod multikulturalisme. Det største parti blev det venstrelignende VVD, trods en nedgang fra 27 procent til 21 procent. Partiet sparede ikke på retorik mod islam og for lov og orden. Geert Wilders’ højrepopulistiske enmandsparti PVV gik frem fra 10 til 13 procent. Det kristne, konservative CDA, der også kørte en valgkamp som flygtningestrammere, blev valgets nummer tre og gik fra ni til 12 procent.
Wilders’ fremgang var mindre end forventet, men det er lykkedes ham at sætte den politiske dagsorden. Det er sågar lykkedes krypto-fascisten Thierry Baudet at få to medlemmer i parlamentet – på en kampagne til højre for Wilders. Baudet taler om, at det hollandske folk bliver udsat for en homøopatisk fortynding af indvandringen, og han har skrevet om, at kvinder i virkeligheden gerne vil voldtages.
Kritikere af den racismen går frem
De to centrumpartier, der var de stærkeste kritikere af Wilders og den tiltagende racisme, centrumvenstres Grønne og centrumhøjres socialliberale D66, gik frem. Specielt de Grønne gik frem fra to til ni procent under en ny, ung leder, Jesse Klaver. De Grønne førte en professionelt tilrettelagt kampagne, meget inspireret af Obama med sloganet “Tid for forandring”. Partiet var klar i mælet mod racisme og for at gøre en indsats mod klimaforandringer.
De Grønne er imidlertid ikke venstreorienteret i økonomiske spørgsmål. I 2012 var partiet med til at vedtage en af Hollands mest voldsomme nedskæringspakker, der bl.a. hævede pensionsalderen, lejen i almennyttige boliger, momsen og egenbetalingen til sundhedsforsikring – oven i markante nedskæringer i sundhedsvæsenet.
Som en del af den VVD-ledede koalitionsregering har Socialdemokratiet været med til at gennemføre massive besparelser på velfærden i de seneste fire år. Det blev de med rette straffet for ved valget, hvor de gik fra 25 procent til blot seks procent. Partiet har tabt vælgerne gennem sin totale identifikation med EU’s neoliberale politik.
Venstrefløjen missede frafaldne socialdemokrater
Det traditionelle venstrefløjsparti, Socialistpartiet SP, gik tilbage for tredje gang i træk. Valgkampens dagsorden blev i høj grad sat af Wilders fremmedfjendske retorik, og i disse diskussioner valgte SP at forholde sig tavs af frygt for at miste stemmer til Wilders.
Under valgkampen argumenterede en af SP’s kandidater for, at Holland skal lukke sine grænser, selv hvis det koster en bøde fra EU. Parties nummer tre, Lilian Marijnissen tog offentligt afstand fra kvindemarchen mod Trump. Hun mente, at Trump’s valgsejr var forfriskende (denne bemærkning trak hun dog i land på). Når Wilders (og andre!) kommer med deres udgydelser mod muslimer, vælger SP enten at tie stille, at komme med uklare udtalelser om at “leve sammen”, eller når det er værst at deltage i angrebene. Efter dyrevelfærdspartiet PvdA har SP mindst opbakning blandt unge.
Udover SP er PvdD også venstreorienterede og økologiske i alle spørgsmål. Men det overdøves af deres prioritering af dyrevelfærd. Partiet gik frem fra to til tre procent.
Med en svækket parlamentarisk venstrefløj er det ekstra vigtigt at opbygge udenomsparlamentariske bevægelser i Holland. Og der er muligheder. Efter valget af Trump har der også i Holland været tegn på en stigende vilje til at gå på gaden for at kræve forandringer. Kort før valget gik 15.000 med i kvindemarchen i Amsterdam i en flot manifestation for lighed og mod diskrimination.