Enhedslisten Ishøj: Fællesskab er også politik

Af:

Ishøj, en af de traditionelle Vestegnskommuner, er en meget blandet kommune. Både hvad angår de mange nationaliteter, der bor i kommunen, og fordelingen mellem rige i landsbyer og langs kysten og de mindre bemidlede borgere i planboligerne. Som i resten af landet vokser skellet mellem rig og fattig desværre også på Vestegnen. For at modgå en sådan opsplitning valgte Enhedslisten Ishøj at holde fællesspisning for interesserede borgere.

Reinout Bosch, Nordvest

Jeg møder Martin og Christina fra Enhedslistens Ishøj-afdeling ude i en baggård bag Korsgadehallen. Selvom Nørrebro kun er 20 minutter væk fra Ishøj, er det en lidt anden verden. Både de og jeg har lige været inde og se Græsrodsprisen blive overrakt på Enhedslistens årsmøde.

I år gik prisen til Næstehjælperne og deres utrættelige kamp for de reformramte. De har fortalt bevægende om livet i dagens Danmark som reformramt. Om problemerne med at få hverdagen til at hænge sammen med et budget, der har hundrede kroner til mad, og om evindelige kampe med og mod et system, der ikke er indrettet til at hjælpe. Det er derfor en meget naturlig indfaldsvinkel til en snak om arbejdet i Ishøj. For også denne kommune er ramt af de mange reformer, og ligheden i den socialdemokratiske højborg eroderer år for år.

Problemer kobles sjældent til politik

For at imødegå de mange udfordringer har afdelingen valgt at sætte fællesskab på dagsordenen i kommunen. Det har de gjort ved at afholde et spisearrangement, hvor man kan komme hinanden ved. Det er sådan set ikke, fordi det skorter på fællesspisning i kommunen. Især boligforeningerne er gode til på forskudte tidspunkter at tilbyde et fællesskab til deres beboere. Men selv om der er mange, der er frustrerede over dagligdagens problemer, kobler de det sjældent til den politik, der kan forandre deres situation.

– Der er mange sager, der optager folk, som de ikke er klar over er politiske. Jeg tror, det er en generel udfordring i Vestegnskommunerne at tilvejebringe koblingen mellem politik og hverdagsliv, siger Christina.

Afdelingen i Ishøj har gennem tiden forsøgt at lave mange forskellige slags aktiviteter. Og det har været meget forskelligt, hvor mange der kommer til dem.

– Det er ikke så velset at lave politik, der ikke har fokus på byrådet, forklarer Martin, der er kontaktperson i afdelingen.

– Med fællesspisningen forsøgte vi at lave en anderledes aktivitet. Her var det ikke det politiske, der stod i centrum, men den gode fælles oplevelse i en ramme arrangeret af Enhedslisten. Folk skulle ikke få oplevelsen af, at de blev påduttet det politiske. Det kan altid komme med tiden, forklarer Martin.

Kampen i hverdagen

Generelt har der været en positiv respons på de aktiviteter, som afdelingen har sat i søen. Også denne gang, hvor afdelingens medlemmer bl.a. var ude at omdele flyers i det lokale center, hvor de fik mange positive kommentarer med på vejen.

– Generelt har vi god erfaring med at være tilstede. Også når der ikke er valgkamp, fortæller Martin. Christina supplerer:

– Vi laver mange små aktioner, der viser, at vi er til stede. Det betyder også, at kendskabet til afdelingen og dens medlemmer bliver spredt gennem byen. Vi er også alle sammen aktive andre steder, og det giver os store netværk, siger hun og fortsætter:

– Når vi går rundt i byen, bliver vi ofte stoppet af folk, der oplever, at noget ikke funker. Derfor var det også godt at kunne mødes femten mennesker på den lokale folkeskole og spise sammen. Det giver os mulighed for at høre, hvad folk tumler med, konkluderer Christina.