Normalt har Enhedslisten en vis fælles forståelse med S, R og SF om klimapolitikken. Dette var ikke tilfældet, da partierne i marts valgte at støtte flere skatterabatter til A.P. Møller-Mærsk, Shell, Chevron og Nordsøfonden. Pengene skal lokke selskaberne til at hive flere fossile brændsler op fra Nordsøen. Med truslen om, at staten kunne gå glip af nogle milliarder, har partierne valgt at sætte pengene over klimaet.
Karl Vogt-Nielsen, miljøpolitisk rådgiver
Partierne forsvarer aftalen med, at så længe vi er afhængige af fossile brændsler, så er det bedst selv at hente dem op. Virkeligheden er imidlertid, at 60 procent af olien eksporteres, og på raffinaderiet i Kalundborg er produktionen udelukkende baseret på importeret olie. Den danske produktion og forbrug af olie indgår således i den globale olieforsyning – og jo større denne er, desto sværere har vedvarende energi ved at udkonkurrere den. Der er derfor ikke meget hold i argumentet om at sikre “national selvforsyning”, uden at det påvirker klimaet. Den argumentation kunne mange lande bruge. Og så bliver det svært at sikre, at 80 procent af reserverne bliver i jorden, som FN’s klimapanel har understreget er nødvendigt, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader.
Er velfærdssamfundet afhængigt af olien?
Det er endvidere foruroligende, når Pia Olsen Dyhr giver klart udtryk for, at det danske velfærdssamfund er afhængig af olieproduktionen. Vi er et af verdens rigeste lande, og graden af velfærd her i landet handler ikke om olieproduktionen, men om omfordeling af den rigdom, som produceres i Danmark. Trist, at SF åbenbart ser olieproduktionen som nødvendig for at udbygge velfærdssamfundet. Hvis ikke Danmark som nogle af de første skulle give afkald på værdien af de sorte guldreserver, hvilke lande vil SF så opfordre til at gøre det?
Verden har brug for et land, der stopper med at lurepasse på energipolitikken. Et land med modige politikere, der vil tage et ansvar for vores børns fremtid, træffe de svære beslutninger og gå foran. Det gælder både, når der skal sættes ambitiøse mål for den grønne omstilling, og når vi skal beslutte, at hovedparten af de resterende lagre af fossile brændsler ikke skal hentes op.
Danmark skal turde gå foran
Når Danmark med Nordsø-aftalen forlænger og udbygger sit eget olieeventyr, bliver vi ikke det land. Vi mister en oplagt mulighed for at være dem, der med troværdighed kan vise vejen væk fra den truende klimakatastrofe. Som vi ofte ser i kampen for miljøet, så vinder pengene: Hvis det er penge værd, så skal det op. Penge lugter tilsyneladende ikke hos vore grønne venner. Som SF’s formand udtrykker det i en overskrift i Politiken: “Aftale om oliefelt i Nordsøen sikrer velfærd”. Det er ikke korrekt. Aftaleteksten indeholder intet om, at hvis den nye Nordsø-aftale giver penge til staten, så skal de bruges til velfærd. På samme vis er de mange lovede arbejdspladser et rent blålys, som kun optræder i skåltalerne. På bundlinjen er aftalen både trist, dybt uansvarlig og klimahykleri af værste skuffe.