Handikamp: Sådan skal vi sætte ind

Af:

Aktivisten: I et splittet samfund taber vi alle

Sif Holst

De handikappolitiske kampe står i kø med menneskefjendske reformer, angreb på retssikkerheden og konstante sparerunder. Vi skal kæmpe alle disse kampe. Kæmpe mod undertrykkelsen. Kæmpe for at alle får muligheden for et godt liv.

Men først og fremmest skal vi kæmpe mod opsplitningen i “os” og “dem”. Frygten, materialismen og de falske præmisser må ikke definere vores samfund. Og handikapbevægelsens “intet om os uden os” må ikke blive en undskyldning for at overlade kampen for mennesker med handikap til nogle få handikappolitiske ildsjæle. Vi er alle nødt til at kæmpe for fællesskabet, nødt til at søge nye veje og nye alliancer. Handikappolitik er ikke en selvstændig dagsorden; det er forudsætningen for et bæredygtigt samfund. Det er i alt, hvad vi gør. Når vores børn får bedre forhold. Når klimatilpasning giver bedre tilgængelighed. Når ulighed i sundhed bliver til lighed.

Den vigtigste kamp er at genfinde fællesskabet. I et samfund opsplittet i “os” og “dem” taber vi alle sammen.

Sif Holst er næstformand i Danske Handicaporganisationer og har desuden været enageret i bl.a. Dansk Handicap Forbund og Fibromyalgiforeningen.

Kunstneren: Vi skal se på, hvordan samfundet producerer handikap

Caspar Eric

For mig at se kan man gå til den handikappolitiske kamp på to måder.

Dén ene er praktisk: At sørge for bedre levevilkår for de allermest udsatte. For folk, der lige nu slides ned i ressourceforløb og rammes af diverse nedskæringer. Det betyder også, at vi må snakke om handikap ikke som sådan en fysiologisk bestemmelig tilstand, men snarere en tilstand defineret ved, hvem der har sværest ved at klare sig som følge af den måde, vi har indrettet samfundet på. Hermed bliver vi også nødt til at tænke på det at være på flugt som et reelt handikap i forhold til at være en del af samfundet. Der findes ingen objektive kriterier, som kan afgøre, hvem der lider mest. Men der findes en måde at drive økonomisk politik på, som anerkender, at nogle har helt praktiske problemer med at få lov at være integreret i det daglige liv i Danmark som følge af den måde, vi har organiseret os på.

Den anden tilgang får vi ved at sige, at der ikke findes nogen handikappolitisk udfordring. Der findes til gengæld en menneskelig udfordring i at erkende, at den måde vi har indrettet samfundet på, har reelle negative konsekvenser for et fåtal, for hvem samfundet ikke er designet. Et handikap er derfor ikke et menneskes eget, men et fælles ansvar.

Caspar Eric er prisbelønnet forfatter til bl.a. bogen “Nike”, der reflekterer over betydningen af at leve med et handikap i et samfund som vores.

Politikeren: Styrings- og økonomistrukturen skal omlægges

Jakob Sølvhøj

Kampen for at sikre mennesker med handikap en ligeværdig tilværelse og ret til at bestemme over eget liv er skærpet. Massive angreb på velfærden har ramt hårdt. Reformer af førtidspension, fleksjobordning, SU og kontanthjælp har forringet både indkomstvilkår og beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Kommunalreform og kommunale besparelser har forringet livsvilkårene for mange. Andre oplever konstant pres på deres ret til støtte og hjælp og ret til selv at bestemme, hvor de vil bo. Forslag om tvang, magtanvendelse og brugerbetaling florerer.

Det har meget høj prioritet for Enhedslisten at bekæmpe besparelser på handikapområdet. Vi skal formulere nye forslag, der støtter retten til selv- og medbestemmelse og et aktivt og ligeværdigt liv – i Folketinget, i kommuner og regioner – og vi skal bidrage til handikaporganisationernes arbejde gennem Ø-medlemmernes aktive deltagelse. Retssikkerheden skal styrkes. Der skal lovgives mod enhver form for diskrimination. Der skal gøres op med satspuljen, og først og fremmest skal hele styrings- og økonomistrukturen på handikapområdet omlægges.

Internt i Enhedslisten skal vi også sikre god tilgængelighed og en rummelig kultur. Derfor har vi bl.a. vedtaget, at medlemmer har ret til at medbringe en handikaphjælper omkostningsfrit til arrangementer, og at vi løbende skal udvikle handikaptilgængelige materialer.

Jakob Sølvhøj er gruppeformand og handikappolitisk ordfører for Enhedslisten.