Er handikapkonventionen et fatamorgana, vi klynger os til i nedskæringstider – eller er den et handikappolitisk fyrtårn? Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, hælder til det sidste.
Thorkild Olesen, formand for DH
Handikapkonventionen er det bedste og stærkeste redskab, vi har til at sikre fuld inklusion af personer med handikap. Men Handikapkonventionen er ikke nogen trylleformular – den aflyser på ingen måde kampen for ressourcer og mod fordomme.
Handikapkonventionens formål er at nedbryde samfundsskabte barrierer og diskrimination, der forhindrer mennesker med handikap i at opnå ligestilling. Den er formuleret i favnende vendinger, fordi konventioner skal kunne anvendes af alle lande på kloden uanset geografi, økonomi og kulturelle forhold.
Konventionen skal bruges som rettesnorDe upræcise formuleringer fører ofte til, at politikere og administratorer tenderer til at mene, at konventioner alene er moralske udmeldinger. I den anden ende af spektret ser vi af og til organisationer og enkeltpersoner tolke en bestemmelse meget præcist i en konkret situation. Set fra mit perspektiv, så er ingen af disse udlægninger konstruktive.
Selvom FN’s Handikapkomite efterhånden har behandlet et anseeligt antal lande og mange individuelle klager, så er konventionens rækkevidde endnu ikke fuldt fastlagt. Derfor er Handikapkonventionen bedst egnet som fundament for diskussioner af, hvordan fremtidige politikker og ordninger skal tilrettelægges. Hvad alt nyt angår, har vi en berettiget forventning om, at politikerne fra begyndelsen er i frugtbar dialog med handikaporganisationerne for at gøre det nye inkluderende. F.eks. at anlægge ny offentlig transport, så der er fysisk tilgængelighed og tilgængelig information for personer, der er blinde, døve eller udviklingshæmmede. Tilgængeligheden sikrer, at vi som personer med handikap kan leve aktive liv med uddannelse, arbejde, sundhedstilbud, kulturliv og politisk aktivitet. Netop som Handikapkonventionen siger, vi har ret til.
Håndfast handleplan nødvendigKonventioner understøttes af princippet om progressiv realisering. Det indebærer en forpligtelse til at tage initiativer for stadig bedre opfyldelse. Vi kæmper for at realisere princippet med en mere håndfast handikappolitisk handlingsplan, end skiftende regeringer hidtil har været villige til. F.eks. en plan for, hvordan eksisterende bygninger og informationer gøres tilgængelige. En sådan plan vil sikre, at de nødvendige investeringer bliver foretaget i den mest hensigtsmæssige rækkefølge.
Handikapkonventionen forpligter til et generelt forbud mod handikapbetinget diskrimination. Det mangler i Danmark. Ved diskrimination fra privates side fører det til, at borgeren skal sagsøge staten for ikke at beskytte tilstrækkeligt mod diskrimination. Herefter vil staten være forpligtet til at gribe ind over for den private aktør. Den omvej vil vi ikke acceptere. Det siger sig selv, at det er omkostningstungt og personligt krævende at føre sag. Derfor er det afgørende at opfylde Handikapkonventionens forpligtelse på dette punkt.