Hjælperordningen giver frihed og fleksibilitet til brugere og hjælpere, men det er en udfordring, at lønrammen fastsættes af kommunen frem for af arbejdsmarkedets parter. Rød+Grøn har drøftet den unikke ordning med forfatter Ditte Guldbrand, der har muskelsvind, og keramiker Ane Davidsen, der har arbejdet som hjælper hos Ditte i over 10 år.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Både Ditte og Ane fremhæver “fleksibilitet” som det vigtigste ved hjælperordningen (BPA). Ditte har valgt selv at være arbejdsgiver, fordi det giver hende og hjælperne mere frihed, end hvis et bureau lagde vagtplanerne. Ditte kan flytte rundt på timer i samarbejde med hjælperne, så den med tæft for forbindinger kigger forbi, når hun har siddesår. Ane kan gå ned i vagter i perioder, hvor hun udstiller keramik, og døgnvagterne passer hende perfekt:
– For en kunstner er det ideelt. Det er super for mig at knalde mange timer af ad gangen, for det giver mig tid til at arbejde på mit værksted og til at være sammen med mine tre børn. Døgnvagterne føles som almindelige arbejdsdage, hvor man godt nok skal op om natten, men det er ikke værre end at have små børn.
Dårlig overenskomstdækningFor Ditte og Ane er det umuligt at benytte FOA’s overenskomst for handikaphjælpere.
– Handikaphjælpere er privat ansat af en borger, pårørende eller et hjælperbureau, men det er kommunen, der fastsætter lønrammen. Og langt fra alle bevilger nok til, at man kan følge FOA’s overenskomst. I min kommune vil man f.eks. ikke vil give hjælpere fuld løn under barsel, fortæller Ditte.
På ét punkt er de to under alle omstændigheder skeptiske over for overenskomsten: seks måneders opsigelse fra hjælperens side giver ikke mening i den tætte bruger-hjælper-relation. Derfor har de valgt at følge funktionærloven, hvor begge parter har en måneds opsigelse
– Det korte varsel kan selvfølgelig få økonomiske konsekvenser. Men skulle der opstå en vanvittig konflikt, så er det rigtig, rigtig rart, at vi ikke er tvunget til at blive sammen i månedsvis, påpeger Ane.
Ordningen må ikke blive for dyrLønforhandlinger mellem brugere og hjælpere har ingen konsekvens, når kommunen kan bevilge lønramme efter forgodtbefindende. Derfor foreslår FOA, at kommunerne skal følge en referenceoverenskomst. Mens Ane bifalder ideen, advarer Ditte om, at ordningen kan blive så dyr, at den sejrer sig selv ihjel. Frikommunen Favrskovs aktuelle forslag om at tvinge borgere med brug for mere end 20 timers ugentlig hjælp på institution gør truslen meget reel. – Hvis ordningen bliver for dyr, så vil kommunerne foretrække at sende folk på plejehjem eller at skære drastisk i det antal timer, de får hjælp. Jeg forstår det godt, for økonomien er presset i kommunerne. Den virkelighed må vi medtænke f.eks. i forhold til opsigelsesvarsler på seks måneder. Hvad skal hjælperen lave, hvis samarbejdet ikke kan fungere? Det vil typisk ende med en sygemelding, som kommunen ikke har råd til at hænge på udgiften til.