Kort grønt nyt

Af:

Den grønne slagter i USA

Præsident Trump har nu fremlagt det, som nogle kalder hans sindssyge miljønedskæringsbudget, men er helt i tråd med budgetchefens formulering: “Det er spild af penge”. Miljøstyrelsen EPA skæres med 31 procent, og en stribe klimaprogrammer hos f.eks. NOAA og NASA skæres ned.

Der skæres i regulering af kraftværker, i klimaforskning og i internationale klimaprogrammer. Samlet skæres 100 mio. dollars, som bidrager til at finansiere 54 mia. dollars til militæret.

Budgetforslaget kan dog møde modstand, fordi EPA er underlagt lovkrav om indsats mod klima og derfor skal have tilført midler hertil. Dette kan alene fjernes baseret på “fornuftige argumenter”. Nu får vi se, om “spild af penge” anses som et fornuftigt argument.

Solkongen i USA

Mange giver udtryk for, at Trump er kommet for sent på banen til at kunne stoppe vedvarende energi. Sidste år blev der i USA etableret 10.500 MW solceller – mere end Enhedslisten arbejder for at få i Danmark i 2040 – og nok til at levere strøm til to millioner hjem. I år forventes næsten den samme udbygning, og den samlede mængde solceller forventes tredoblet i de kommende fem år. Trump kan således meget mod sin vilje ende med at blive udråbt til solkonge.

Køleskabet er åbnet

Sådan betegner forskere situationen i Det Arktiske Hav. Polarområdet har enorm betydning for klimabalancen og vejrsystemerne. For tredje år i træk blev der i marts slået ny rekord i lav udbredelse af isen. Endvidere opbygges markant mindre is i volumen. Og isen er tyndere, fordi lufttemperaturerne ligger højt. En effekt af dette er langt flere storme i vinterhalvåret. Der har således været fire 10 års-storme på bare halvandet år, og samlet set betyder det en voldsom ændring i klimasamspillet mellem køleskabet i nord og de varmere områder sydpå. Vi har nu åbnet køleskabsdøren og kan se frem til voldsomme påvirkninger af klimasystemet.

Grønne Ø-forslag

Enhedslisten gør et stort stykke parlamentarisk arbejde på det grønne område, som sjældent får stor opmærksomhed i medierne. Her er en række grønne forslag, som partiet har fremsat for nylig:

  • Oprettelse af en jordbrugerfond, der opkøber landbrugsejendomme, som bortforpagtes til landmænd på længerevarende kontrakter med økologisk drift.
  • Forbud mod en række giftstoffer i tatoveringsblæk.
  • Synliggørelse af CO2-udledning ved brug af biomasse i fjernvarmesektoren.
  • Analyse af afgift på biomasse i fjernvarmeforsyningen.

Sammen med en række andre partier har Enhedslisten desuden fremsat forslag om en øget indsats mod plastforurening, samt indførelse af konsekvensanalyser af lovforslag i forhold til FN’s 17 verdensmål.