Hver tiende af NGO’ernes kroner er doneret af private fonde. De mange penge går ofte til gode og vigtige formål, men der er også tale om investeringer, som på en række områder medvirker til at kortslutte den demokratiske prioriteringsproces.
Thomas P. Boje, professor, Roskilde Universitet
I forsvaret for demokrati og retfærdighed er det helt afgørende, at NGO’erne er uafhængige af bevillingshavere og er den kritiske stemme, når der er samfundsforhold, som de finder uretfærdige og uacceptable. Det er helt centralt, at NGO’erne sikres frihed og råderum i valg og tilrettelæggelse af aktiviteterne.
NGO’ernes økonomiske kilder er mange – kontingent, salg af ydelser, statslige tilskud, gaver og bevillinger fra private fonde. Disse fondes bidrag til civilsamfundet udgør i dag omkring 12 milliarder svarende til godt 10 procent af den samlede indtægt, mens gaver i form af indsamlinger mv. står for det halve – godt seks til syv milliarder. Begge former for økonomiske bidrag har været stigende gennem de sidste år. De statslige bidrag til NGO’er er væsentligt større og beløber sig til mere end 46 milliarder svarende til en tredjedel af de samlede indtægter. Hovedparten af det offentlige tilskud går dog til NGO’er inden for velfærdssektoren.
Fonde betaler for aktiviteterne
Den relativt beskedne rolle, som de private fondsmidler spiller i den samlede finansiering af den frivillige sektors aktiviteter, betyder dog ikke, at de private fondes indflydelse er tilsvarende beskeden. Det er nemlig sådan, at der typisk er tale om en arbejdsdeling mellem det offentlige og de private fonde. Hvor de offentlige midler i nogen grad går til finansiering af infrastruktur og daglig drift, går de private fondsmidler primært til målrettede aktiviteter og er således med til at bestemme de civile organisationers aktivitetsmønster og dermed prioriteringer. Skal der satses på aktiviteter inden for nye målgrupper eller ydes en ekstra indsats overfor særligt sårbare social grupper, er det ofte – og i stigende grad – til de private fonde, at organisationerne henvender sig.
Der har gennem de seneste år været en intensiv debat omkring fondenes indflydelse på prioriteringer i både kultur – og velfærdspolitikken. Eksemplerne er mange. Her skal blot nævnes bygningen af Operaen, finansieret af A.P. Møller Fonden, centrene for diabetesbehandling, finansieret af Novo Fonden, den store satsning på folkeskoleområdet, som A. P. Møller Fonden finansieret og Bikubens satsning på hjemløseområdet.
Alt sammen bevillinger givet til gode formål, men samtidigt også investeringer, som på en række områder kortslutter den demokratiske prioriteringsproces. Men der behøver ikke at være en modsætning mellem uafhængighed og at modtage økonomisk støtte. Her er det vigtigt, at organisationerne sikrer sig, at de ikke efter bevillingens ophør f. eks. er bundet af udgifter til personale, bygninger og udstyr, som ikke er en del af deres kerneaktiviteter.
Større åbenhed og forudsigelighed
Med den stigende og strategisk vigtige rolle, som de private almennyttige fonde i de kommende år forventes at spille, bør der stilles klare krav til fondene om åbenhed, gennemsigtighed og forudsigelighed i ansøgningsproces, beslutningskriterier og bevillingsforudsætninger.
Altinget har i foråret 2016 spurgt et repræsentativt udvalg af landsdækkende frivillige organisationer om deres forhold til de private fonde. Her svarer to tredjedele, at fondsstøtte har betydning for omfanget af deres aktiviteter. En tilsvarende andel svarer ja til, at de må ændre på deres projekt for at få den støtte, som de har bedt om. Dette kan tolkes som, at der opstår en afhængighed af fondene, som betyder, at midlerne ikke nødvendigvis anvendes optimalt i forhold det behov eller samfundsmæssige problem, som organisationen har registreret. Ansvaret for, at man ikke lader sig styre af fondene, ligger selvsagt hos organisationen, men når 30 procent af de frivillige organisationer svarer, at ansøgningsprocessen er besværlig, kan det have som konsekvens, at kun de store og professionelle foreninger, som har ekspertise til at udarbejde ansøgninger, kommer igennem med deres ønsker, mens de mindre må tilpasse sig.
Der er en tendens til at løbe efter de store puljer, som lige nu er i spil. Men vigtigst i denne sammenhæng er det at være benhård i sigtet med en ansøgning. Ansøgninger skal ikke rettes ind efter puljen, hvis det ikke stemmer overens med NGO’ens formål. Organisationerne skal ikke acceptere doners ønsker om at tilpasse ansøgning, hvis det betyder afvigelser i forhold til NGO’ens mål og virke.