Retning: Efter julen sættes folk for alvor på gaden

Af:

Kontanthjælpsloftet, 225 timers-reglen og integrationsydelsen er begyndt at kunne mærkes. På ejendomskontorer, hos boligsociale medarbejdere og kommunale sagsbehandlere dukker familier op og fortæller, at de mister 2-3.000 kr. om måneden. De undrer sig og frygter for fremtiden. Og rammes af desperation, når de ikke kan få hjælp.

Det er familier med børn, som i forvejen ikke har meget, der rammes. Op mod 13-14.000 enlige forsørgere mister tusinder af kroner om måneden. Allerede nu begynder boligselskaberne at se lidt flere manglende betalinger af husleje. Ikke mindst fordi den boligstøtte, som tidligere automatisk blev indbetalt til selskaberne, er formindsket.

Mange familier har lidt at tære på og venner, man kan låne fra. Man bliver i øvrigt ikke sat ud, straks efter huslejen ikke er betalt første gang. Men når der er gået et par måneder, og man måske er kommet til at give sine børn en julegave, så stiger risikoen for, at man mister sin bolig. Det går man rundt og snakker om blandt socialarbejdere og beboere og ansatte i boligbevægelsen. Mens afmagt og frustration præger alle.

Der er ingen nemme måder at hjælpe de ramte på. Den husleje, der måtte mangle i de almene boligområder, tages jo ikke fra en pengegrisk husvært, men fra de andre beboere i området, hvis husleje stiger for at dække tabet.

En af de eneste måder, der her og nu kan hjælpes på, er at de ramte arbejder nogle timer om ugen. Det betyder ikke bare, at man opnår de 225 timers beskæftigelse, men også at man pga. reduktionen i kontanthjælpen for de timer, man får løn, kommer under loftet og kan få sin boligsikring tilbage. Rundt omkring i boligområder er lokale kræfter, boligselskaber og andre ved at undersøge, om og hvordan man kan skabe småjob til de ramte.

Enhedslisten kan lokalt gøre en forskel, bl.a. i de kommunalbestyrelser, vi sidder i. Her kan vi foreslå, at den kommunale beskæftigelsesindsats hjælper til med at finde småjob til ramte. Måske kan vi også selv lave kommunale småjob.

Som parti skal vi fortsat have fuldt fokus på den fattigdom og den ulighed, som kontanthjælpsreformen skaber. På Christiansborg, lokalt og ikke mindst i de boligområder, hvor mennesker rammes hårdest.

Mikkel Warming

Medlem af Hovedbestyrelsen og Forretningsudvalget