Det var først og fremmest en indsats fra landets handikaporganisationer, der fik luget regeringens værste forringelser ud af aftalen om Servicelovens voksenbestemmelser.
Jakob Sølvhøj, handikapordfører
Serviceloven fastlægger rammerne for tilbud og ydelser til borgere med handikap og til socialt udsatte. Den nye aftale er den foreløbige afslutning på et politisk tovtrækkeri, der grundlæggende har handlet om at give kommunerne bedre muligheder for at spare på området ved at fjerne rettigheder for mennesker med handikap.
Forsøg på at slække retssikkerhedenMålsætningen om at revidere Servicelovens voksenbestemmelser blev oprindelig fastlagt i en økonomiaftale mellem KL og Thornings regering, som udfoldede store politiske anstrengelser for at presse forringelser igennem i efteråret og vinteren 2014. Paragraffer i Serviceloven, der sikrer borgere med handikap retskrav på bestemte tilbud, skulle blødes op, så “skal”-bestemmelser blev til “kan”-bestemmelser. Borgerens retskrav skulle ophæves til fordel for kommunale skøn, hvor kommunen friere kunne bestemme, hvilket af tilbuddene i en såkaldt “tilbudsvifte” borgeren skulle visiteres til.
Til KL’s store ærgrelse måtte SR-regeringen trække sit forslag efter massivt pres fra handikaporganisationerne, men det kom hurtigt op af skuffen igen efter regeringsskiftet. Noget blev taget ud, men det centrale forslag om indskrænkning af rettigheder bestod. “Tilbudsviften” hed ganske vist nu et “indsatskatalog”, men navneforandringen slørede ikke hensigten.
Værste katastrofer afværget Efter langstrakt dialog sagde handikaporganisationerne for anden gang på to år nej til at svække retssikkerheden, og socialministeren fik det dårligst tænkelige udgangspunkt for politiske forhandlinger. De tidligere regeringspartier bakkede ikke længere op om deres eget gamle forslag, og det stod hurtigt klart, at socialministeren ikke kunne finde flertal for sit indsatskatalog. En forringelse af handikaphjælperordningen blev også afvist. Til gengæld viste der sig flertal for at sikre hurtigere sagsgange og for at begrænse kommunernes muligheder for at frakende borgeres hjælp med kort varsel.
Alligevel endte Enhedslisten med at stå uden for aftalen. Midtvejs i forhandlingerne besluttede regeringen nemlig, at den skulle finansieres af satspuljen, hvis midler stammer fra udhuling af bl.a. kontanthjælp og førtidspension. Denne ulighedsskabende pulje er Enhedslisten ikke med i, og derfor blev vi smidt ud af forhandlingernes sidste fase. Her fandt aftalepartierne desværre sammen om brugerbetaling for socialpædagogisk ledsagelse af borgere med udviklingshæmning og hjerneskade. I stedet for at støtte Enhedslistens forslag om at sikre disse borgere en minimumsret til 15 timer ledsagelse om måneden, lader aftalepartierne dermed borgerne betale mere end 40.000 kr. for ledsagelse på en uges sommerhusferie.
Handikapområdet skal være en prioritetHele forløbet og den lange kamp om revisionen af serviceloven har vist, at handikaporganisationerne gennem fælles indsats kan gøre det vanskeligt at gennemføre forringelser af vilkårene for mennesker med handikap. Det er der grund til at glæde sig over. Desværre bekræfter forløbet også, at stærke kræfter i både i Folketinget og kommunerne arbejder på at undergrave denne gruppe borgeres rettigheder, så kommunerne kan få friere hænder til at spare. For Enhedslisten betyder det, at vi må prioritere opgaven med at bakke op om handikaporganisationerne og slås for stærke rettigheder, der kan sikre mennesker med handikap ligeværdige liv.