Satirehæfte kaster lys over frås i Vejle

Af:

Det hele begyndte med, at Vejle Amts Folkeblad fik nys om uregelmæssigheder i forbindelse med Vejles havnebestyrelses 83 (!) rejser, der tilsyneladende var uden faglige begrundelser. En undersøgelse foretaget af revisionsfirmaet PwC viste, at havnebestyrelsen nærmest gjorde en dyd ud af at handle uden respekt for borgernes skattepenge.

Indsendt af Warney Holt Andersen, Enhedslisten Vejle

Enhedslistens kommunalbestyrelsesmedlem i Vejle, Lasse Egelund, forsøgte at få så mange sandheder frem som muligt i sagen, der tilsyneladende overgår skandalen i Farum. Det var lidt ømfindeligt, da både Venstre og Socialdemokratiet havde flere medlemmer i havneudvalget, herunder en tidligere borgmester.

Vejles Venstre-borgmester misbrugte sin position til at stoppe Lasses indlæg i byrådsalen ved at slukke for mikrofonen og stoppe punkter på dagsordenen, der indeholdt ubehagelige forespørgsler om f.eks. udbetaling af kilometerpenge til havnechefen – samtidigt med at kommunen dækkede hans privatbil. Borgmesterens praksis blev støttet af den socialdemokratiske viceborgmester, som sagde: “Sådan gør vi ikke i Vejle byråd”, med henvisning til, at man ikke skal stille spørgsmål om den slags.

Vi fik hjælp af Henning Hyllested, der stillede trafikministeren nogle gode spørgsmål og fik nogle svar, der gav Lasse skyts til byrådsdebatterne. Samtidig aftalte ministeren et møde med Henning for at få vores ideer med i forbindelse med revision af havneloven.

Politiet gik ind og ransagede havnekontoret og mindst fire af havneudvalgets medlemmer. Aldrig før er så mange kommunalpolitikere blevet ransaget i en enkelt sag. Det førte til en sigtelse, men sagen er endnu ikke nået til domstolene.

Satire mod svindel

Når demokratiet ikke virker, må man gå andre veje. Warney fra Enhedslisten i Vejle har et 40-årigt samarbejde med et partimedlem på Ærø, som skaffede kontakt til et usædvanligt menneske, Ulla de Frey (med baggrund i grafisk arbejde og markedsføring). Ulla foreslog et satirehæfte, som hun nærmest brændte efter at lave, da hun først havde læst revisionsselskabets 87 sider om sagen. Det blev modtaget med kyshånd, og så gik Warney, Lasse og Ulla i gang.

Rapporter, avisudklip, idéer og skitsetegninger fløj frem og tilbage. Efter kun syv ugers arbejde stod vi med 2500 stk. satirehæfter. Trykningen blev velvilligst støttet økonomisk af Enhedslisten Vejle (tegneren skænkede alle 44 tegninger, fordi hun blev så harm over sagen).

Ved 1.maj i Vejle blev der delt mange satirehæfter ud. Tilskuerne læste ivrigt, og klapsalverne til talerne blev noget adspredte. Da folk var gået hjem, undersøgte Lasse pladsen og affaldsbeholdere for efterladte satirehæfter. Ikke ét lå tilbage. Tegneren havde ramt rigtigt.

Arbejdet har båret frugt

Efter aftale med Henning Hyllested sendtes 200 satirehæfter til Borgen – et til hvert medlem i Folketinget og resten til sekretariatet. Ø-medlemmer solgte hæftet alle de steder, de kunne komme til det, og en boghandel fik dem på disken. Men da fiskehandleren på havnen, der var blevet berøvet sine kundeparkeringspladser af terrorhegnet, så hæftet, kom pungen frem:

“Vi starter lige med hæfter for 500 kr.”

Han fik dem til trykprisen: Fem kr. pr. stk. og solgte dem for fem kr. pr stk. Siden er den lille kasse på disken tømt så mange gange, at fiskehandleren nu har solgt 1.000 hæfter – og der er stadig folk, der køber det. Ved hjælp af sine diplomatiske evner har Lasse fået en god aftale med den nye havnechef, så der bliver etableret kundeparkeringspladser i denne måned.

Satirehæftet har været omtalt i både aviser, radio og på TVSyd. Havneudvalgets revisionsfirma, som gennem fire år ikke var vakse nok til at se misbruget, har nu betalt 100.000 kr. tilbage til kommunen.

Nogle gange må man være kreativ og gå nye veje, hvis noget skal have opmærksomhed midt i den strøm af mere eller mindre relevante nyheder, analyser og direktiver, der kommer fra systemet. Det er vores fælles ansvar at slå ned på ulovligheder og manglende moral, når vi ser det – og gøre noget!