Hvad har handikappolitik og klassekamp med hinanden at gøre? I et samfund, hvor rettigheder i stigende grad hænger sammen med indtægt, er svaret: de to ting kan ikke skilles ad.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Sammenhængen mellem handikap, arbejdsløshed og fattigdom er klokkeklar. Ser vi på handikapfri danskere i alderen 16-64 år, så er mere end tre ud af fire i arbejde. For samme gruppe, men tilsat handikap, er kun knapt hver anden i arbejde. Har handikappet en psykisk karakter, så er vi helt nede på hver fjerde (kilde: SFI-projektet Handicap og beskæftigelse 2002-2016).
De mennesker med handikap, der har et arbejde, tjener mindre end gennemsnitskollegaen. Sådan var det allerede før fleksjobreformen i 2013. Siden da er lønforskellene blevet markante.
De, der står uden for arbejdsmarkedet, bliver fattigere i takt med, at satspuljen og Thornings skattereform udhuler overførselsindkomsterne. Mange med handikap strander på kontanthjælp, fordi det er blevet næsten umuligt at få førtidspension. Det bør derfor ikke overraske, at tre ud af fire kontanthjælpsmodtagere ikke kan arbejde – uanset hvor mange sanktioner, politikerne udsætter dem for.
Handikap sidder i samfundet
I Danmark registrerer vi ikke handikap, men ifølge nyeste tal fra SFI (2014) vurderer 16,9 procent af befolkningen mellem 16 og 64 år, at de har et handikap. Her forstås handikap som et længerevarende helbredsproblem, der giver udfordringer i hverdagen.
At være almindelig nærsynet regnes altså ikke for et handikap i kontaktlinsernes tidsalder. Ordblindhed, der ikke var et problem på roemarkerne i 1916, udgør derimod et handikap i dag. Konteksten er kort sagt afgørende for, hvad der tæller som handikap. Derfor sidder handikap ikke kun i bestemte kroppe, men også i samfundet.
Den måde, vi indretter os på, afgør, om det f.eks. bliver et handikap at være dårligt gående: Når kommunerne i nedskæringernes navn giver afslag på en rollator, når vi bygger folkeskoler uden elevator – så bliver det et stort handikap at være lam i benene. Det handikap behøver vi ikke læger for at kurere. Vi kan fjerne det ved at sørge for ordentlig velfærd og tilgængelighed. Så vil der stadig være folk, der er lamme i benene – men de vil ikke opleve det som et handikap, der forhindrer dem i at deltage i samfundet på lige fod.
Vi kan gøre en forskel
Holdninger betyder også noget for, hvor stort et handikap det f.eks. er at behøve en kørestol. Der er ingen fysisk grund til, at kørestole skulle umuliggøre et politisk virke. Men da De Radikales Kristian Hegaard blev sat uden for byrådets forhandlinger om handikapområdet, fordi man regnede ham for inhabil, eller da jeg selv blev mødt med bekymringer om, at jeg kun ville gå op i handikapsager, så blev kørestolene til en barriere. Her er problemet ikke mangel på ramper og handikaphjælpere. Her er problemet, at vi endnu ikke har lært at se handikap som blot en lille del af et menneske – fuldstændig som vi gør med hudfarve, køn og seksuel orientering.
Den gode nyhed er, at vi ikke behøver at ty til racehygiejne eller vente på mirakelkure for at komme alvorlige handikap til livs. Der vil sikkert altid findes sclerose, muskelsvind og Down’s syndrom – men det er vores holdninger og handlinger, der afgør, om sclerose, muskelsvind og Down’s syndrom skal forhindre det gode liv. Og holdninger og handlinger kan vi ændre! Vi skal bare i gang. Derfor giver Rød+Grøn i månedens tema nogle bud på, hvor der er særligt brug for handikamp som klassekamp. Resten er op til jer.