Effektivisering som besparelser
Ditte Krøyer, sygeplejerske på Hvidovre Hospital En decemberdag i 2014 blev to nye patienter indlagt på mit sengeafsnit, selvom alle pladser allerede var optaget. Som led i de årlige to procent effektiviseringer i kommuner og regioner skulle vi pleje og behandle 18 patienter i stedet for 16. Intet andet var lavet om; ingen nye sygeplejersker eller læger blev ansat. Vi fik ingen øgede driftsmidler. Selvom vi havde fysisk plads til patienternes senge, havde vi ikke personale til at passe dem. Lod vi så bare patienterne passe sig selv? Nej da, vi gjorde som tusindvis af sundhedsprofessionelle gør hver dag for at imødekomme krav om effektiviseringer: vi arbejdede hurtigere.
Forskellen fra 16 til 18 patienter er en stigning på 12,5 procent. Så meget hurtigere skal vi altså løse arbejdsopgaverne. Som sygeplejerske betyder det, at jeg læser Kristians journal 12,5 procent hurtigere, mader Gurli 12,5 procent hurtigere, og har samtaler med døende Gretes pårørende 12,5 procent hurtigere. Det går selvfølgelig ud over kvaliteten og patientsikkerheden. Så får Youssef ikke tid til at stille det sidste spørgsmål om sin nyopdagede sukkersyge, Hanne må vente længere på smertestillende, og den unge sygeplejerske må selv hjælpe Viggo, der ikke kan få luft, uden hjælp fra en erfaren kollega.
Da de årlige effektiviseringer blev lanceret for 15 år siden, fik det muligvis indledningsvist ledelser til at tænke nyt og nedbringe ventelisterne. Men med kommuner og regioners stramme budgetter er “effektiviseringer” i dag bare et andet ord for “besparelse”. Besparelser på den hjælp, vi mennesker behøver, når vi er allermest sårbare. Konsekvensen af effektiviseringerne bliver flere fejl og mere utryghed, lidelse og død for svært syge og kriseramte mennesker.
Silotænkning
Susanne Langer, medlem af Hovedstadens Regionråd for Enhedslisten
Et af de sørgelige resultater af kommunalreformen er silotænkning. Regionerne står for decideret behandling, kommunerne for det sociale, og samarbejde mellem de to sektorer er afgørende for sundhedsindsatsen. Desværre viser adskillige analyser og rapporter, at der er store problemer med koordineringen, særligt i psykiatrien.
Der er dog også eksempler på vellykket samarbejde netop i psykiatrien, som vi må og skal lære af. I Region Hovedstaden har vi permanentgjort forsøget med Gadeplansteamet, der er et samarbejdsprojekt mellem regionen og Københavns kommune. Det går ud på at møde hjemløse med en psykisk lidelse dér, hvor de er – på herberger, natcafeer, i parker og på gader. Samtaler og behandling foregår altså på brugerens betingelser og i brugerens nærmiljø. Et andet godt eksempel er Psykiatriens Hus, der blev inspireret af bl.a. Silkeborgs gode erfaringer med at arbejde tæt sammen på tværs af sektorer. I Psykiatriens Hus sidder medarbejdere fra både kommuner og regioner sammen, og det er muligt at komme ind direkte fra gaden.
I den kommende regionale og kommunale valgkamp er det et centralt spørgsmål, hvordan vi får nedbrudt silotænkningen mellem regioner og kommuner. Problemet eksisterer ikke kun i psykiatrien – men psykiatrien kan måske vise en del af vejen, så borgeren frem for systemet bliver styrende for den gode behandling.
Ja eller nej til private donationer?
Annie Hagel, medlem af Hovedstadens Regionråd for Enhedslisten
600 mio. kr. fra Ole Kirks Fond gør det muligt for Region Hovedstaden at bygge et nyt børnehospital ved Rigshospitalet. Novo Nordisk Fonden donorer knap tre mia. kr. til et nyt Steno Diabetes Center ved Herlev Hospital. Gentofte og Herlev Hospital får en ny skanner takket være en donation på knap 16 mio. kr. fra AP Møllers Fond. Det er tre eksempler på, at private fonde i stadig højere grad er med til at finansiere det offentlige sundhedsvæsen. Det er fint for de patienter, det gavner, men andre bliver ladt i stikken. For private fonde vil støtter naturligvis de byggerier og behandlinger, der er prestige i. Vi har endnu ikke hørt om en fond, der vil give penge til en særlig afdeling for de ældre medicinske patienter, som fejler flere “mindre interessante” sygdomme og fylder mest på vores hospitaler.
Så længe vores regeringer ønsker sundhed i “verdensklasse”, men ikke kan eller vil finde pengene, kommer privat finansiering ind i forskellig form. Som donationer, som Offentligt-Privat Samarbejde eller som leasing. Hver gang er det et dilemma for os i Enhedslisten: Vil vi det bedste for patienterne – eller vil vi holde fast i vores principper? I Hovedstadens Regionsråd vælger vi ofte det sidste. For problemet er, at jo flere private interesser, der kommer ind i det offentlige sundhedsvæsen, jo mere bliver det private, der styrer sundhedsvæsnets udvikling. Det er ikke bare udemokratisk, det er til skade for den lighed i sundhed, som alle partier siger, de vil fremme.