Vi må vælge mellem konkurrencestatens arbejdskroppe og ægte mangfoldighed. Det mener Peter Mikkelsen, der på grund af muskelsvind ikke betaler sig i kroner og øre.
Peter Gundlund Koed Mikkelsen, handikapaktivist
Forestil dig en verden uden sygdomme, arbejdsulykker eller aldersskavanker. Det lyder som rosenrød fiktion, ikke? Men det er tilsyneladende den virkelighed, mange danske politikere går ud fra.
Folketingets parallelle virkelighedPå en måde giver det god mening. For Mette Frederiksen eller Jakob Elleman er det uproblematisk at færdes på Christiansborg. Deres hjerner har ingen problemer med at tyde lovtekster. Borgens trapper passer perfekt til deres rørige kroppe, der kan tage to trin af gangen. Ingen af dem behøver tænke over, at de nyder godt af nogle privilegier, alene fordi de har den kropstype, de har.
Det koster på empati-kontoen. For Jakob bliver det nemt at mene, at rådighedsbeløbet for enlige forsørgere på kontanthjælp er luksuriøst. For Mette blev det nemt at skære i fleksjob og førtidspension. De færdes jo i en parallel virkelighed, hvor handikap, sygdom og nedslidning ikke findes, er selvforskyldt eller bare ærgerligt. Deres manege er en konkurrencestat, hvor kun “kapable” kroppe, der er effektive 9-til-5, er værd at koncentrere sig om.
Brug for nye syn på krop og sindProblemet er, at uden for Christiansborg er ikke alle som Mette og Jakob. Her findes slidgigt, tvangstanker og kroniske smerter. For ingen kroppe er skærmet imod aldring, sygdom og handikap. Ingen psyke usårlig over for chok og spidsbelastninger.
Hvis vi vil rumme denne mangfoldighed af kroppe, så stiller det krav til vores politik. Ville Jakob være skråsikker omkring rådighedsbeløb, hvis han havde spillegæld på grund af ludomani? Ville Mette tro på det økonomiske incitaments magiske kraft, hvis hun skulle arbejdsprøves, selvom hun var blevet lam i arme eller ben? Formentlig ikke. Men vi kan ikke vente på, at mangfoldigheden indtræffer i Folketinget. Vi er nødt til selv – i vores partier, sociale bevægelser og vores hoveder – at udvikle og opelske nye syn på krop og sind.
Vi står over for et valgKan vi starte med at blive enige om, at samfundet består af mennesker af kød og blod i alle mulige udgaver? I så fald må vi vælge mellem to slags samfund: Vi kan insistere på, at alle kroppe er noget værd og skal rummes i vores skoler, arbejdspladser og fælleskaber. Det vil f.eks. kræve, at vi giver studerende med handikap ekstra tid og SU-klip, og at vi tør dele kontor eller bussæde med nogen, der ser helt anderledes ud end os selv. Eller vi kan vælge at fastholde fortællingen om, at kun konkurrencedygtige kroppe er værdifulde. I så fald giver det mest mening at plante os afvigere på de billigst tænkelige institutioner. Sagt på en anden måde: Vi kan enten gå i retning af en verden, hvor alle uanset kropstype kan udfolde deres virkelyst og livskraft. Eller vi kan tage Mette’rnes og Jakob’ernes vej til et sted, hvor kun bestemte kroppe tæller, mens folk som mig alene bliver set som et minus på en bundlinje. Hvad vælger du?
Peter Mikkelsen er uddannet med speciale i handikap og medlem af Muskelsvindfondens repræsentantskab.