Den bedste løsning ville være, at det offentlige selv stod for botilbuddene, for så ville de både kende borgernes behov og selv kunne styre botilbuddenes kvalitet og pris. Nu er det de private udbydere, der har denne viden og magt. Det sætter kommunerne i en vanskelig forhandlingssituation, men det får ikke ekspertudvalget til at foreslå den bedste løsning.
Diskussionen om ekspertudvalgets behandling af og forslag til ændringer af det specialiserede socialområde (indsats overfor borgere med funktionsnedsættelse og socialt udsatte) har været domineret af udvalgets forslag om, at kommunerne skal have lov til at inddrage økonomiske hensyn ved beslutninger om tildeling og udmåling af sociale ydelser og spørgsmålet om borgernes retssikkerhed. Her vil jeg imidlertid pege på spørgsmålet om asymmetrisk information som et afgørende problem i den nuværende organisering af indsatsen, og som udvalgets forslag ikke løser.
Store stigninger i udgifterne til private botilbud til en særlig gruppe borgere
Udvalget påpeger, at de senere års store udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde primært gælder for botilbud og støtte i forbindelse hermed, og at det især gælder for botilbud til borgere med særligt komplekse behov og udadreagerende adfærd og derfor ikke kan bo sammen med andre. Udvalget gør også opmærksom på, at den markedsmodel, der formelt er gældende for området, er problematisk. Konkurrencemekanismen i en normal markedsmodel, der gør det mulig at sammenligne pris og kvalitet, virker ikke rigtigt her. Når man fx vil købe et par sko er det forholdsvist nemt for både køber og sælger at overskue, hvad der leveres og sammenligne dem med prisen på tilsvarende tilbud. Men når en kommune køber et botilbud med støtte er leverancen meget mere uigennemskuelig, hvorfor det også er svært at sammenligne den med alternative tilbud. Samtidig er der også vanskeligt at kontrollere om man får den leverance, som man har betalt for.
Kommunerne er i en dårlig forhandlingsposition
Imidlertid er problematikken endnu mere alvorligt – hvad udvalget ikke kommer så meget ind på – nemlig tilstedeværelsen af asymmetrisk information. Ved mere permanenter botilbud er det leverandøren, der har det indgående udefra-kendskab til borgeren, hvorfor kommunen bliver meget afhængig af den information om brugeren, som den kan få fra den pågældende leverandør. Kommunen er derfor ikke i stand til at lave en uafhængig vurdering af brugerens behov og om de bliver opfyldt at leverandøren.
Men hvorfor er det et afgørende problem? I de senere år har der været en stigning i omfanget af private kommercielle leverandører på botilbudsområdet. Det gælder ikke mindst botilbud til borgere med særligt komplekse behov og udadreagerende adfærd. Systemet er blevet et eldorado for private kommercielle leverandører, som har kunnet presse priserne op. Når jeg kalder dette et eldorado, er det fordi, der ikke kan konstateres en tilsvarende kvalitetsstigning i tilbuddene. I en undersøgelse fra KL, som har gennemgået alle botilbudssager som koster over 2 millioner kr. årligt, vurderer kommunerne, at over halvdelen af borgerne ikke er velbehandlede eller, at det er uvist om borgerne er velbehandlede.
Det offentlige plejer ellers selv at tage sig af komplicerede sager
Udvalget påpeger da også, at et system med primært kommercielle og ikke-kommercielle private leverandører, til borgere med de mest komplicerede behov, strider mod den praksis, der er på sundhedsområdet, hvor det offentlige selv tager sig af de med komplicerede sager, mens man har private til at afhjælpe med de mindre komplicerede.
Det fornuftige valg er at afskaffe markedsmodellen, men det foreslår udvalget ikke
Den logiske løsning på problemerne med at styre udgifterne på botilbudsområdet ville være, at det offentlige afskaffede markedsmodellen og selv blev driftsherre på området, ikke mindst for borgere med de mest komplicerede behov. Det er imidlertid ikke udvalgets forslag. Man nøjes med at kommer med følgende fire anbefalinger på botilbudsområdet:
- Anbefaling om nye rammer for kapacitetsstyring og etablering af botilbudspladser til borgere med særligt komplekse behov og udadreagerende adfærd.
- Anbefaling om udvikling af nyt takstsystem.
- Anbefaling om hensigtsmæssig udvikling af botilbudskapaciteten.
- Anbefaling om bedre understøttelse af match mellem borger og botilbud.
De to første anbefalinger har til formål at sikre en bedre styring af kapacitet og priser. Det er udvalgets opfattelse, at der her er behov for en betydelig mere indgribende regulering. Som led i et nyt takstsystem anbefaler udvalget, at der ses på mulighederne for at sættes et takstloft for botilbud til borgere med særligt komplekse problemer.
De to sidste anbefalinger skal modvirke fordyrende indsatser på botilbudsområdet. En overkapacitet på området vil vanskeliggøre leverandørernes muligheder for prispres, når det skal findes en botilbudsplacering. Den sidste anbefaling angår kommunens muligheder for at flytte borgerne, når behovene ændres. Her støder man ind i nogle retssikkerhedsproblematikker for borgerne, hvorfor udvalget anbefaler flere midlertidige botilbud, som vil gøre det nemmere at flytte borgerne.
Ekspertudvalgets forslag løser ikke problemet med asymmetrisk information
Jeg vil ikke afvise, at der for kommunerne kan ligge økonomiske besparelser i de fire anbefalinger; men ingen af disse løser grundproblemet med den asymmetriske information.
Figuren er forsiden på rapporten BOTILBUD TIL OVER 2 MIO. KR. Afdækning af karakteristika og handlemuligheder – 2022 og 2023. 59 kommuner og 845 enkeltsager. Komponent, KL, dec 2023. https://www.komponent.dk/sites/komponent.dk/files/2023-12/S%C3%A6rligt%20dyre%20enkeltsager%2C%20Komponent%20december%202023.pdf