Kommissionsformand Jean-Claude Juncker taler som ræven til gæssene om en styrkelse af EU’s sociale dimension.
Lole Møller, Rød+Grøn
Begrebet socialt er godt nok ikke det første, der falder én ind efter årtiers brutale nyliberalistiske nedskæringspolitik, der har medført stigende fattigdom og ulighed i hele EU. Næsten 22 millioner er arbejdsløse. Hver sjette europærer lever i fattigdom og 120 millioner risikerer et liv i fattigdom. Men nu skal oprettelsen af en europæisk søjle for sociale rettigheder sikre en “dybere og mere retfærdig Økonomisk og Monetær union”, lød det i Kommissionsformand Jean Claude Junckers tale til parlamentet den 9. september sidste år.
Det skal bl.a. give bedre beskyttelse af arbejdstagerne, tilbyde et passende sikkerhedsnet, maksimere jobskabelse og give den menneskelige kapital mulighed for at trives.
Kommissionsformanden synes samtidig at have modtaget en åbenbaring, når han med henvisning til analyser fra OECD, Verdensbanken, IMF og ILO konstaterer, at ulighed hæmmer den økonomiske udvikling og at indkomstforskelle på lang sigt kan få en negativ indvirkning på væksten og den enkeltes muligheder. EU skal gøre sig fortjent til et socialt AAA-mærkat. Det lyder forjættende.
Social på papiret
Vil etableringen af en social søjle sætte en stopper for nedskæringspolitikken og for privatiseringen af offentlig virksomhed? Vil der blive afsat midler til at lukke indkomst- og velstandsgabet både i og mellem de enkelte medlemslande? Vil der ske en styrkelse af de sociale rettigheder? Vil der blive sat grænser for den fri bevægelighed? Vil mennesket endelig komme før markedet?
Bag de lokkende og smukke hensigtserklæringer står det desværre klart, at den sociale søjle kun er social på papiret. Den skal først og fremmest bane vejen for ét transnationalt arbejdsmarked for 27 lande på helt forskellige udviklingstrin og en fornyet konvergens og samordning af de sociale sikringssystemer i euroområdet.
Fokus er ikke på bekæmpelse af fattigdom, og det er ikke til at få øje på en reel sikring af hverken faglige eller sociale rettigheder. Tværtimod iværksættes der overalt i EU nye angreb på disse rettigheder. Arbejdsmarkedet er kun for de stærkeste med de rette kvalifikationer. Flere og flere er henvist til vikarjob, midlertidige ansættelser og løsarbejde. Samtidig er arbejdskontrakten i dag en af de vigtigste kilder til at opnå sociale rettigheder. Det skaber stor utryghed, når de sociale sikringsordninger sideløbende forringes og begrænses.
Mere ensretning af socialpolikken
Kommissionen har endnu ikke konkretiseret, hvad der tænkes at indgå i den sociale søjle. Der gættes på alt fra bestemmelser om minimumsløn over børnepasning og barselsorlov til efteruddannelse og arbejdsløshedsforsikring.
Måske bliver det ved hensigtserklæringerne, måske vil EU nu til at blande sig i områder, som det enkelte medlemsland hidtil har lovgivet om eller det er blevet aftalt mellem arbejdsmarkedets parter. EU-Kommissionen mener selv, at “den sociale søjle” vil komme til at berøre mange områder, hvor EU faktisk ikke har ret til at blande sig. Den sociale søjle skal tjene som drivkraft for reformer i eurolandene.
’Det står klart, at euroens fremtidige succes i vidt omfang afhænger af, hvor effektive de nationale arbejdsmarkeder og velfærdssystemer er og af økonomiens evne til at absorbere og tilpasse sig stød’, skriver kommissionen.
Der blev i marts måned i år igangsat en offentlig høring, hvor der frem til udgangen af december hentes kommentarer og input hos EU-institutioner, nationale myndigheder, fagforeninger, erhvervsorganisationer, NGO’er mfl. De kan komme med forslag til den kommende sociale søjles indhold og omfang, som præsenteres i en hvidbog i foråret 2017 om ØMU’ens fremtid.