Med sloganet “For de mange – ikke de få” gik den venstreorienterede Labour-formand Jeremy Corbyn til valgkamp i juni. Resultatet overrumplede medier og borgerlige røster på såvel højrefløjen som i Corbyns eget parti.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
Corbyn kunne ikke vinde et valg, hans politik var alt for venstreorienteret. Når han vandt valgene stort internt i Labour, så var det stemmer fra de venstreorienterede aktivister, som ikke repræsenterede den brede befolkning. I det rigtige valg, der ville han blive en katastrofe. Sådan har medierne i Storbritannien kørt i de seneste år, og de danske aviser har lydt som et ekko.
Alligevel gav Jeremy Corbyn Labour det bedste valg i lang tid med næsten 10 procent fremgang og 40 procent procent af stemmerne. Han gav samtidig de konservative et stort hak i tuden. Regeringspartiet mistede sit flertal i parlamentet og har nu med støttepartiet DUP kun 328 mandater – to mere end nødvendigt for at have et flertal.
Storbritannien er endnu mere progressivt, hvis man ser på det samlede billede: Labour fik 40 procent, det skotske nationale parti 3 procent og Sinn Fein i Irland 0,8 procent. Plaid Cymru, som er socialdemokrater fra Wales, fik 0,5 procent, mens Det grønne parti fik 1,6 procent – alt i alt imponerende 45,9 procent. De konservative og deres støtteparti fik kun 43,3 procent af stemmerne, mens De liberale demokrater i centrum fik 7,4 procent.
For de mange – ikke de få
Labours valgprogram hed “For the many – not the few” (på dansk: “For de mange – ikke de få”). Programmet går direkte til angreb på den neoliberale politik. Det kræver blandt andet gratis uddannelse, renationalisering af de vigtigste samfundstjenester og et Storbritannien uden alliance med Donald Trump.
Dette manifest begejstrede også ungdommen, som man ellers havde sagt ikke ville stemme. Det blev deres stemmer, som sikrede Labour den store fremgang.
Ellie Mae O’Hagan, freelance journalist og redaktør for netmediet OpenDemocracy, har et bud på, hvorfor de unge i stor stil stemte Labour:
– Jeg mødte en 25-årig kvinde, som var i gang med en ulønnet praktikstilling på andet år og stadig boede hjemme hos sine forældre. Jeg talte med en mand i 30’erne, som sagde, at han stadig levede, som da han var studerende, skriver hun i The Guardian og Information og uddyber:
– De unge, der lagde stemmer til Labours fremgang, er mindre tilbøjelige til at være fjendtlige over for indvandrere. De er mere frisindede, hvad angår seksualitet. De er mere feministisk indstillede. hvert eneste unge menneske, jeg har mødt, som har ført kampagne for Labour, har gjort det, fordi personen var træt af at føle sig slavegjort på en ø kontrolleret af dyneløftende hyklere.
Labours manifest stikker en klar socialistisk kurs med renationalisering af jernbaner, energi og vand. Det rummer spændende tanker om, at det skal ske regionalt, hvad der giver mulighed for nærdemokrati. Udenrigspolitisk tager manifestet afstand fra Storbritanniens deltagelse i interventionistiske krige.
I sin essens er det et venstre-socialdemokratisk program. Derfor er det heller ikke underligt, at vores egen Pelle Dragsted er begejstret, mens Henrik Sass Larsen og resten af det danske socialdemokrati skummer af surhed.
Men hvad med Brexit?
Brexit fortsætter, da det viste sig i valgkampen, at der ikke er stemning i Storbritannien for at stoppe processen: Det eneste parti, der førte kampagne for at ophæve Brexit – De Liberale – fik et dårligt valg.
Men hvordan det vil forsætte, er meget uklart. Teresa May udskrev valget for at få et stærkere mandat – i stedet er hun nu alvorligt svækket. Samtidig er Labour kommet på banen med helt andre krav til Brexit – blandt andet om at standarder for arbejde og arbejdsmiljø ikke må blive ringere i britisk lov, end de nu er i EU-reglerne.
Labour vil garantere, at EU-borgere, der bor i Storbritannien, beholder eksisterende rettigheder det samme for britiske statsborgere, der bor i EU-lande. Irland bliver et særligt ømt spørgsmål, som ikke bliver mindre af, at de konservatives nye støtteparti er højreekstreme, irske protestanter.
Det var en tåbelig fejl af Teresa May at udskrive valget: Hun havde et tilstrækkeligt flertal i parlamentet til at gennemføre brexit-forhandlingerne med en konservativ dagsorden. Men hun valgte at gamble og tabte – og det vil formentlig koste hende lederposten. Med sit meget vakkelvorne flertal kan hun næppe holde sig ved magten, og hun er i en elendig forhandlingsposition i forhold til EU. Der er derfor tegn i sol og måne på, at der snart kommer et nyt valg i Storbritannien – et valg som Labour har gode chancer for at vinde.