DEBAT: Om demokrati og om værnepligt for kvinder

Kvindepolitisk Udvalg mener ikke, at Enhedslisten skal gå ind for værnepligt for kvinder.

Af: Gunna Starck for Kvindepolitisk Udvalg

I anledning af 8. marts vil vi i Kvindepolitisk Udvalg sætte ”ligestilling” og demokratiet i Enhedslisten til debat. Enhedslisten er et erklæret feministisk og demokratisk parti, men vi er ikke sikre på, at hverken Folketingsgruppen eller ledelsen helt har forstået, hvad det går ud på. Det viser den højst overraskende udmelding om, at Ø går ind for værnepligt for kvinder.

Hvor kom den beslutning fra? Som kontaktperson for kvindeudvalget spurgte jeg, da vi sidste år kunne læse udmeldingen i pressen både den politiske ordfører, ligestillingsordføreren, HB og FU om beslutningsprocessen. Intet svar og efter et par rykkere stadig intet svar – vi opgiver!

Desværre har der været flere eksempler på, at udvalg og medlemmer er gået tabt i det demokratiske parti. Vi forstyrrer vist og er mest til besvær! Og Kvindepolitisk Udvalg er ikke det eneste udvalg med den opfattelse. Så meget om demokratiet.

Om substansen Værnepligt for kvinder

Den politiske ordførers primitive argumentation for værnepligt for kvinder var ligestilling. Man kunne jo også få ligestilling ved at afskaffe værnepligten for mænd! Indtil for nylig har det kun været Israel – fint selskab at komme i – der har værnepligt for kvinder, (der er dog ikke værnepligt for ultraortodokse af begge køn).

I Danmark har kvinder ret til at gå ind i værnene, hvorfor så indføre tvang. I FT-gruppens hoveder betyder ligestilling åbenbart, at kvinderne er skal “op” på mænds niveau. Mener man, at ligestilling vil sige, at kvinder skal være lige så kriminelle, lige så fordrukne, lige så voldelige, dø lige så tidligt osv. for at vi får ligestilling?

Mænd slår ihjel professionelt (som soldater) og privat (vold mod og drab på kvindelig partner),.

Kvinder er det køn, der giver liv, og mænd er det køn, der slår ihjel! Skal vi så i ligestillingens navn kræve, at mændføder børn?

I øvrigt er ligestilling ikke tilstrækkelig – Enhedslisten er et erklæret feministisk parti!

Argumenterne i den offentlige debat for værnepligt for kvinder indeholder dels vrøvlet om ligestilling, men også en mystisk forestilling om, at kvinderne kan ”forbedre” forsvaret, som er lavet ”af mænd til mænd og for mænd”. Regeringen er nu ved at løbe fra – hovedsagelig Ellemanns – ønske om værnepligt for kvinder. Der er allerede 27% kvinder i forsvaret, og de løber skrigende bort, mens nogle mænd forlænger deres kontrakter.

Men bag den borgerlige retorik, som Enhedslisten har købt, ligger også en krigs- og krisetilgang, så mia. vælter ud til et udueligt, sexistisk, mandehørmende forsvar, hvor der dybest set ikke hersker ønsker er om at miste et af dets sidste frirum. Er det det forsvar Enhedslisten synes kvinderne skal ind og redde?

Der tales om at gøre sin pligt for DK, forsvare fædrelandet og den slags krigsherreretorik.Hvor blev kravet om fred og nedrustning af?

Nu har Enhedslisten chancen for at komme ud af den fejlmelding før regeringen – uden at blive set som et halehæng til samme. Man kan jo bare melde om et massivt pres fra medlemmerne. Vi lægger gerne navn til, og det ved vi at mange i partiet også gør. Så får demokratiet også lidt plads!