Det ser lovende ud – men juryen voterer stadig

Af:

Folketingsvalget endte med sejr til de partier, der ønsker en ny regering. Særligt SF og Radikale Venstre fik flotte valg. Men selv med et solidt flertal er de regeringsforhandlinger, der er i gang i skrivende stund, svære.

Pelle Dragsted, afgående folketingsmedlem

Det mest spektakulære ved valgresultatet var sammensmeltningen på den yderste højrefløj. Dansk Folkeparti, der blev sidste folketingsvalgs store vinder, kollapsede fuldstændig. Partiet tabte mere end halvdelen af vælgerne og gik fra 21,1 til 8,7 procent. Selv hvis man tager højde for de stemmer, der gik til de to nye højreradikale partier, Nye Borgerlige (som fik fire mandater) og Stram Kurs (som ikke blev valgt), er der tale om en kraftig tilbagegang til den yderste højrefløj.

Men ikke kun den fremmedfjendske højrefløj gik tilbage. Også ultraliberalisterne i Liberal Alliance fik en syngende lussing af vælgerne, der sendte partiets stifter og formand Anders Samuelsen helt ud af Folketinget. Lars Løkkes Venstre og Konservative Folkeparti fik fremgang, men der var tale om intern kannibalisering på højrefløjen.

Højrefløjens genopbygning bliver vanskelig. Ikke mindst fordi Nye Borgerlige er valgt på at stille helt uopnåelige men ultimative krav om totalt asylstop. Det bliver spændende at se, hvad tilbagegangen for de fremmedfjendske partier betyder for højrefløjen. Vil der komme et liberalt opgør mod den følgagtige linje, som den samlede højrefløj har ført ift. Dansk Folkeparti? Og vil Dansk Folkeparti kunne genrejses?

Svære forhandlinger

Lige nu er alle projektører rettet mod forhandlingerne i rød blok. På nogle områder trækker de tre partier, der bakker op om Mette Frederiksen, i samme retning. Det gælder på klimaområdet, hvor vi, SF og Radikale Venstre under valgkampen præsenterede den fælles klimapagt: Uden en bindende klimalov med et reduktionsmål på 70 procent i 2030 vil partierne ikke stille sig bag en ny regering. Det gælder også dele af velfærdspolitikken, hvor partierne f.eks. er enige om, at der skal ansættes flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer.

Også når det gælder udlændingepolitikken kræver alle tre partier, at der sker forandringer af den udlændingepolitik, som det yderste højre har dikteret. Her har Socialdemokraterne til gengæld gået til valg på at fastholde den “stramme udlændingepolitik” – et løfte som er gentaget igen og igen.

En anden udfordring er den økonomiske politik, hvor støttepartierne trækker i forskellige retninger. Radikale Venstre, der er blå, når det handler om økonomi, har krævet reformer der øger udbuddet af arbejdskraft – f.eks. ved at gøre det lettere at importere udenlandsk arbejdskraft fra lande uden for EU eller ved at hæve pensionsalderen yderligere. Omvendt har vi gjort det helt klart, at Enhedslisten ikke accepterer en socialdemokratisk regering, hvis ikke vi får klare løfter om reformer, der øger den økonomiske lighed og bekæmper fattigdommen. Vi vil for alt i verden undgå en “svensk model”, hvor venstrefløjen presses til at acceptere en regering, der vil føre en usolidarisk og ulighedsskabende politik, som øger utrygheden for lønmodtagerne.

Lars Løkke spøger i kulissen

Statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er kendt for en god dosis politisk snedighed, overraskede i valgkampen ved at åbne op for at gå i regering sammen med socialdemokraterne. I slutfasen af valgkampen gik han skridtet videre og sagde, at det var hans førsteprioritet at danne en regering ind over midten. Udmeldingen var selvfølgelig i høj grad taktisk, da mange danskere ser positivt på partier, der erklærer, at de ønsker bredt samarbejde.

Men det er givetvis også udtryk for, at den økonomiske elite, som de borgerlige partier repræsenterer, er dybt bekymrede over udsigten til et politisk vejrskifte, der kan betyde, at deres interesser trues.

Det er en slags politisk jernlov i kapitalistiske samfund, at når højrefløjen vinder valget, så ønsker eliten snæver blokpolitik. Når venstrefløjen går frem, så er man pludselig tilhænger af et “bredt samarbejde” ind over midten, som kan forhindre, at der føres en mere lighedsskabende og lønmodtagergavnlig politik. På den måde kan eliten sikre, at dens interesser varetages bedst muligt i begge tilfælde.

Radikale drømme om SV(R)

Radikale Venstre har kaldt en SV-regering for et “drømmescenarium”. Partiet bruger formentlig Lars Løkkes tilbud om et alternativt flertal til at presse socialdemokraterne og venstrefløjen i forhandlingerne. Men spørgsmålet er, om truslen er reel? Radikale Venstre er gået til valg med benhårde krav om en ny udlændingepolitik og en ambitiøs klimapolitik, og i en regering med højrefløjens deltagelse vil disse løfter næppe kunne indfries. Og venstrefløjspartierne vil næppe lade sig presse af truslerne. Ikke mindst fordi erfaringerne med de brede koalitioner er, at de vil medføre en vælgerflugt til netop venstrefløjen. Det er netop årsagen til, at særligt socialdemokraterne vil gøre alt, hvad de kan, for at undgå det scenarie.

Man skal dog aldrig sige aldrig. Derfor er det også stadig for tidligt at kåre valgets vinder. Vi ved, at den ekstreme højrefløj tabte valget. Men vinderen kan enten blive endnu en udgave af det, som den britiske teoretiker Tariq Ali kalder det ekstreme centrum: en regering, der fremstiller sig selv som midtsøgende og værdipolitisk progressiv, men som fortsætter den nyliberalistiske økonomiske politik, som vi senest har set det i både Frankrig og Sverige.

Eller det kan blive en regering, som faktisk ændrer den politiske kurs og leverer på såvel en mere solidarisk økonomisk politik, som på en ambitiøs klimapolitik.

Under valgkampen har en række stærke sociale bevægelser manifesteret sig. Det gælder ikke mindst en bevægelse af forældre, som kræver bedre velfærd og flere pædagoger, og en klimabevægelse, som har engageret tusindvis af borgere. Hvis de bevægelser holder dampen oppe i den kommende tid, kan det formentlig trække i retning af det sidste scenarium.

Juryen voterer stadig.