Er du klar til en tørn i Folketinget?

Af:

Årsmødet i april kan meget vel blive det, der sætter holdet til næste folketingsvalg. Rød+Grøn har talt med Finn Sørensen om arbejdet på Christiansborg. Selv forbereder han sig på at give stafetten videre.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Hvad er vigtigst at overveje, inden man melder sig som kandidat til Folketinget?

– Først og fremmest skal familien være forberedt på, at det er et meget tidskrævende job. Der er perioder med meget fart og pres på, og du ved jo ikke på forhånd, hvornår! Du skal kunne trives med, at dagene sjældent går som planlagt. Du skal også have dit faglige bagland i orden – sikre dig at du har et netværk af gode kammerater, som du kan sparre med, og som kan minde dig om virkeligheden uden for Folketinget.

– Og helt grundlæggende skal du gøre dig klart, hvorfor du stiller op og melde det klart ud. Du skal med andre ord definere din egen “profil” og vide, hvilke samfundsgrupper du især vil appellere til og være talerør for. Men du skal også forberede dig på, at du ikke nødvendigvis får lov at arbejde med de ting, der interesserer dig mest. Fordeling af ordførerskaber er en kollektiv beslutning i folketingsgruppen, og alle kan ikke få alt, hvad de peger på.

Er der nogle typer eller kvalifikationer, vi i særlig grad mangler i folketingsgruppen?

– Vi har hårdt brug for flere, der har personlige erfaringer med livet som faglært eller ufaglært arbejder. Vi skal ikke gøre os forhåbninger om at få større fodfæste i denne store del af befolkningen, hvis folk ikke i langt højere grad kan identificere sig med dem, der repræsenterer Enhedslisten.

– Men det handler selvfølgelig også om, hvilke eksempler og problemstillinger, vi tager udgangspunkt i, og hvilket sprog vi bruger, når vi skal kommunikere vores politik. Vi skal ikke abe efter DF, hverken hvad stil eller politik angår, men det er da lidt beskæmmende, at DF´s folketingsgruppe er den, som bedst svarer til befolkningens sammensætning.

Du har valgt ikke at genopstille. Hvad vil du især savne, når du stopper på Borgen?

– Jeg kommer til at savne de mange gode og sindssygt dygtige kolleger på Enhedslistens gang i Provianthuset og de mange dygtige embedsmænd. Men såmænd også nogle af de andre folketingsmedlemmer. Christiansborg er langt bedre end sit rygte, hvad angår omgangstone og hjælpsomhed. Og som det politiske dyr, jeg er, kommer jeg til at savne adrenalinsuset, når man går ind til en afgørende forhandling. Og den euforiske glæde, når det faktisk lykkes at skabe nogle forbedringer for almindelige lønmodtagere og udsatte borgere.

– Det er hårdt arbejde at være medlem af Folketinget, og alle kommer i situationer, hvor man føler sig presset eller slidt. Men der er også masser af glæder, og på gangen hos Enhedslisten er der altid nogen, der står parat til at gribe dig, hvis du falder.