Efter 1. verdenskrig blev der startet en socialistisk rådsrepublik i den tyske by München. Det var et forsøg på en helt ny vej efter fire års krig og tysk nederlag. Republikken blev imidlertid kvalt af et fascistisk voldsorgie. Sådan er det gået både før og siden andre steder i verden.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
Socialistiske kræfter tog i 1919 på fredelig vis magten i München og begyndte at rydde op efter mange års krig, men de blev stormet af dele af den tyske hær. Mange døde i gadekampene, og mange blev henrettet uden dom bagefter. Det var ikke nyt. Tyske revolutioner og oprør var blevet druknet i blod siden 30 årskrigen, Martin Luther og revolutionen i 1848-50.
Demokratisk flertal nedkæmpet
Situationen for den almindelige befolkning var desperat: Der var mangel på madvarer. Den tyske mark kollapsede i hyperinflation. Hæren blev demobiliseret, og mange grænseegne var i ruiner. Venstrefløjens krav om, at folket skulle tage magten og selv organisere deres liv, havde bred støtte. Både Tysklands kommunistiske og socialdemokratiske parti var store. Desværre kunne de ikke fordrage hinanden og arbejdede derfor dårligt sammen.
Den politiske kamp blev i høj grad afgjort af væbnede slag mellem højre og venstre, og her var venstrefløjen håbløst underlegen af to grunde: For det første var officerskorpset yderst reaktionært, og mange af de militærfolk, der netop var blevet arbejdsløse efter krigens slutning, var ivrige efter at deltage i væbnede kampe. For det andet var højrefløjen bedre til at skaffe penge til våben – og pistoler, knipler, knive og senere også biler og maskingeværer blev i gadekampene det, som skaffede fascisterne sejren. Socialdemokrater, kommunister og demokrater var i flertal, men i det lange løb var det ikke nok.
Mussolini som forbillede
I den efterfølgende kamp om magten spillede Hitlers væbnede afdeling af nazistpartiet – SA – en særlig rolle. Gennem vold og terror blev Hitlers modstandere svækket. Jøderne var fra starten ofre for den nazistiske terror. Angrebet på jøderne frigjorde ejendom og stillinger, som blev overtaget af trofaste nazister. Efter magtovertagelsen blev SA en byrde for Hitler. Han foretrak det langt mere målrettede, militære SS, og han fik hele SA’s ledelse likvideret.
Modellen havde Hitler taget fra Mussolini i Italien. Allerede i 1919 formede han den såkaldte “Frivillige Milits for national sikkerhed”, bedre kendt som sortskjorterne. Det var en væbnet afdeling af fascistpartiet, baseret på tidligere officerer og godsejersønner. De beskæftigede sig hovedsageligt med terror mod arbejderbevægelsen og fattige bønder. Denne bølge af terror forhindrede, at Italien ikke gled fredeligt over i socialismen efter 1. verdenskrig, og var med til at sikre Mussolinis magtovertagelse ved marchen til Rom i 1922.
Fascistisk vold i dag?
En ting, der adskiller nutidige reaktionære ledere som Trump og Le Pen fra fascister, er, at de ikke har voldelige aktiviteter og organisationer af den type. I vold mod opstande og strejker sætter borgerskabet sin lid til politiet, som er velbevæbnet og disciplineret.
Men vi kan ikke udelukke, at fascistiske militser vil vokse frem igen. I USA er der som bekendt massevis af mennesker, der ejer pistoler, geværer og patroner. En del af disse er også organiseret i forskellige typer organisationer, der kan udvikle sig i retning af militser. NRA, National Riffle Association, som er en lobbyvirksomhed for retten til at eje og bære våben, har tre millioner medlemmer. Den mere radikale lobbyorganisation GOA, Gun owners of America, har 1,5 millioner medlemmer. Der er også private militser, folk der forbereder sig på krig og forskansning i bjergene.
De fleste af disse organisationer er stærkt reaktionære og bakkede begejstret op om valget af Trump. Også i Europa er der moderne fascistisk vold – bl.a. i form af mange brandattentater mod flygtningelejre i Sverige og Tyskland. Så den hellige grav er ikke vel forvaret.