Vänsterpartiet i Sverige har som det første svenske parti en repræsentation af kvinder på lidt over 50 procent både i Rigsdagen, Landstinget og i kommunerne. Derudover har Vänsterpartiet Malmö fordoblet deres medlemstal i løbet af de sidste fem år. Derfor tog jeg til Malmö for at tage en snak med Emma-Lina Johansson, projektleder for Vänsterpartiet Malmö, om de positive resultater set i lyset af deres aktive arbejde med feminisme internt i partiet.
Kira May Myhrmann, praktikant hos Enhedslisten
Hvorfor har I fundet det vigtigt at arbejde med feminisme internt i Vänsterpartiet?
– Vänsterpartiet kan ikke sige sig fri fra de generelle strukturer i samfundet, hvor mænd dominerer og i højere grad tager ordet. Vi kan ikke skille socialisme og feminisme fra hinanden i kampen for et lige samfund, fordi begge ismer handler om at bekæmpe den skæve magtfordeling i samfundet og dermed sikre lige muligheder for alle. Derfor har det været vigtigt for Vänsterpartiet, at feminisme på lige fod med socialisme gennemsyrer vores partiprogram.
– Ud over at styrke kvindernes position internt i partiet, håber vi på at synliggøre generelle ligestillingsproblematikker i Sverige igennem vores arbejde med intern feminisme. I denne sammenhæng er løngabet mellem mænd og kvinder en af de største ligestillingsudfordringer i Sverige.
Hvordan arbejder I praktisk med intern feminisme?
– I 2011 udkom delrapporten “Feminister i vardagen”, der ud fra interviews og diskussioner kortlægger kvindernes position internt i Vänsterpartiet. På baggrund af rapporten blev det klart for os, at der var en masse at arbejde med i forhold til kvinders plads i partiet, bl.a. at arbejde på at give kvinderne en stærkere stemme. Derfor udarbejdede vi en intern feministisk håndbog for at styrke ligestilling på alle niveauer i partiet. Håndbogen kommer med konkrete eksempler fra delrapporten og bud på, hvordan kvindernes position styrkes bedst muligt.
– Ud fra håndbogen arbejder vi bl.a. med talerlister og med taletid, hvor hver enkelt person har ca. to minutter til at frembringe sit budskab. Derudover uddelegeres faste roller, der går på skift, så der er en, der er sekretær og skriver ned, hvem der siger noget, og en, der er ordfører. Den, som er ordfører, kan ved hjælp af talelisten holde styr på, hvem der siger noget og hvor ofte og med listen som grundlag opmuntre kvinderne til at tage ordet noget mere.
– Vi har desuden gode erfaringer med separatisme som ligestillingsredskab. Helt enkelt indebærer det, at mænd og kvinder deles op i grupper. F.eks. bliver mænd og kvinder opdelt inden et årsmøde i en halv til en hel time. Mændene snakker om, hvordan de kan give mere plads til kvinderne, og kvinderne diskuterer, hvordan de kan opmuntre hinanden til tage ordet og turde fylde noget mere. Separatisme fungerer godt, fordi det er med til at skabe et trygt rum både for mænd og kvinder.
Hvorfor har I valgt at have et “kvinnonätverk” frem for et feministisk organ?
– Det handler om at sørge for, at feminisme ikke kun bliver tænkt i ét enkelt organ og bliver glemt inden for de andre politiske områder. Feminisme skal tænkes naturligt ind i alle organer, og det er grunden til, at Vänsterpartiet har valgt ikke at have et selvstændigt feministisk organ ligesom de andre partier i Rigsdagen. Vänsterpartiets “kvinnonätverk”, der er af og for kvinder, har til opgave at styrke og støtte kvinderne i partiet til at tage mere plads i partivirksomheden og hjælpe dem til at blive mere selvsikre debattører.
Har du et sidste budskab, du vil give mig med på vejen?
– På trods af en repræsentation af kvinder på lidt over 50 procent både i Rigsdagen, Landstinget og i kommunerne, skal Vänsterpartiet blive ved med at arbejde med feminisme internt i partiet. Som parti kan man ikke bare sige: “Vupti, nu er vi et feministisk parti”. Det er noget, vi hele tiden skal arbejde på at være. Det er derfor, at strategierne fra den interne feministiske håndbog er så vigtige.
– Vänsterpartiet arbejder også hårdt på at inkludere folk med migrationsbaggrund, som i Sverige kaldes “rasifierad”, og folk med arbejderbaggrund. Her er det en vigtig pointe, at socialisme, feminisme og antiracisme ikke kan skilles ad i kampen for et bedre og lige samfund. For mig handler det om solidaritet og inklusion – at vi skal hjælpe hinanden til at få plads og komme frem.