Feminisme over det hele

Af:

Årsmødet stod i feminismens tegn. Stærke kvinder fra hele landet indtog talerstolen med stærke budskaber om feministiske, solidariske og socialistiske værdier.

Jakob Nerup og Anna Køster

Enhedslisten har fået sit første feministiske delprogram. Det vedtagne program er på mange måder en fusion af de to hovedforslag, der lå: hovedbestyrelsens indstilling og det alternative forslag. Det var hovedbestyrelses forslag, der vandt afstemningen – men med stort set alle forslagene fra det alternative program stemt ind. Der var næsten enstemmig opbakning til det endelige program, og det understreger, at feminisme ER en mærkesag, og at Enhedslisten med rette kan kalde sig et feministisk parti.

Opgør med social kontrol

En af de diskussioner, som trak mange på talerstolen, var formuleringen om social kontrol. Skal etniske minoritetsmiljøer nævnes konkret, eller skal vi undlade at udpege nogle miljøer som mere tilbøjelige end andre til at udøve social kontrol? Det var en følelsesladet og skarp debat, som mange havde holdninger til. Årsmødet vedtog, at der ikke nævnes særlige miljøer i programmet. Men det var en debat, som viste, at vi grundlæggende er enige om, at social kontrol eksisterer i alle miljøer – både i etnisk danske og i minoritetsmiljøer. Det er et problem, som vi selvfølgelig må bekæmpe i alle dets afskygninger.

Feminismedebatten fik mange, som ikke før havde været på en talerstol, til at tage ordet. Det viste med al tydelighed, hvor vigtigt et emne feminisme er. Mange satte ord på den ulighed og undertrykkelse, de oplever eller har frigjort sig fra – og gav dermed flere modet til at dele deres egen fortælling. Det understreger feminismeprogrammets pointe om, at det private er politisk. Gennem vores samlede erfaringer og fællesskab kan vi sammen bekæmpe undertrykkelsen i alle dens former.

8. marts hele året

Nu, med det feministiske program i hånden, skal vi i gang med at finde ud af, hvordan vi gør vores feministiske holdninger til praksis. Hvordan bliver vi et mere inkluderende parti, så nye medlemmer med forskellige kønsidentiteter, handikap og minoritetsbaggrund føler sig velkomne, set og hørt? Hvordan bliver vi et parti, som er nemt at være aktiv i, selvom man har børn og arbejde, der skal passes? Der er mange udfordringer, vi skal tage fat i.

Årsmødet vedtog, at vi skal arbejde for 8. marts hele året. Der skal laves et idékatalog, som afdelingerne kan anvende i deres daglige arbejde. Vi vil gerne bede alle, som allerede har en god, feministisk praksis eller gode ideer til kataloget, om at skrive til Anne Rehder på [email protected], som vil sætte gang i arbejdet.

Det feministiske delprogram og alle andre Enhedslistens andre programmer kan læses på enhedslisten.dk/programmer.