Mange borgere med handicap frygter at blive ensomme, hvis teknologi erstatter hjælpere. Det viser undersøgelse fra Ulykkesforeningen.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
For nylig undersøgte Ulykkesforeningen, hvordan deres medlemmer så på velfærdsteknologi. Næsten 60 procent var bekymrede for, at robotter og teknik skulle erstatte menneskelig hjælp og kontakt – halvdelen af dem i høj eller meget høj grad.Flere ensomme med handicapFrygten overrasker ikke formand Janus Tarp.- En tidligere undersøgelse viste, at vores medlemmer er mere isolerede end resten af befolkningen. Manglende tilgængelighed og andre ting gør det svært at komme ud ad døren. Hvis velfærdsteknologi betyder, at de ikke længere får hjælp i hjemmet, bliver de bange for aldrig at se andre mennesker.
En af de bekymrede er Brith Engblad, der bruger kørestol og har handicaphjælpere i hverdagen.- Når man er handicappet eller ældre, er man typisk overladt mere til sig selv og bliver nemt ensom. Derfor betyder kontakten med de mennesker, der kommer i ens hjem for at hjælpe, virkelig meget.
Robotter kan ikke vaske tæer
Selvom Brith er glad for sin kørestol og sit skylle-tørre-toilet, er der andre steder, hvor hun nødig ville give afkald på menneskehjælp.- I spisesituationer vil jeg klart foretrække et menneske, jeg kan tale med, frem for en spiserobot!
Mathias Jonas Wathne Bruhn, der er delvist lam efter en ulykke, mener, at behovet for menneskelig hjælp er grundlæggende.- En vigtig del af at føle, at velfærdssamfundet tager sig af én, er, at man også har omgang med mennesker. Mon ikke de, der arbejder som hjælpere eller fysioterapeuter, har det på samme måde?
Meningsfulde hjælperelationer
Til forskel fra KL mener Mathias ikke, at meningsfulde relationer nødvendigvis skal formes med andre end hjælpere.- Man kan ikke dele det op på den måde. Siden jeg har fået min skade, har jeg haft mange meningsfulde relationer til de folk, jeg har haft brug for hjælp fra. Min fysioterapeut, min ergoterapeut, min psykolog, nævner han.- Hvis man behøver hjælp døgnet rundt, bliver dialogen med et andet menneske endnu vigtigere. At man selv tager ansvar for sin situation og sætter ord på, hvad man har brug for, er essentielt for at kunne leve et fuldt liv med handicap. Hvis der ikke er et menneske i den anden ende, som kan reagere, når man udtrykker de behov – så kan man blive meget modløs og fortvivlet.
Teknologi med omtanke
Velfærdsteknologi er ikke i sig selv et problem, hvis borgeren ønsker den, og kommunen bevilger den med omtanke, mener både Mathias og Janus Tarp.
Brith giver det perfekte eksempel på, at omtanken desværre ikke altid er der:
– Min kommune vil give mig en elektrisk nakkestøtte, så jeg ikke behøver en hjælper til at indstille den mange gange om dagen. Men hvad med de andre ting jeg får hjælp til i de timer, de vil tage fra mig? En elektrisk nakkestøtte kan jo ikke hente vand eller få mig op fra toilettet! Jeg kan ende med rigtig mange tekniske ting i huset, men et menneske vil altid være mere alsidigt.