Folkeafstemningen i Catalonien handler om andet end selvstændighed. De repressive politiaktioner fremkalder minder fra Spaniens mørke fortid, som aldrig er blevet forløst eller bearbejdet.
Mark Hau
– Vil du ikke tage et billede af mig?
En kvinde giver min sin mobiltelefon og går hen til stemmeboksen. Mens de valgtilforordnede registrerer hendes ID-kort, holder hun hele tiden hånden på boksen. Hun lukker øjnene og drømmer sig væk – måske til et uafhængigt Catalonien. Da hun smider sin stemmeseddel i boksen, kigger hun ind i kameraet. Hun er pavestolt og har tårer i øjnene.
Ude foran valgstedet er omkring 200 mennesker samlet for at sørge for, at politiet ikke stormer skolen og konfiskerer stemmeurnerne. Situationen er rolig men anspændt. Hver gang en politihelikopter passerer over os, klapper og hujer folkemængden:
– Vi er ikke bange, disse gader vil altid være vores, synger de.
Jeg snakker med Xavier, et medlem af den lokale skoles forældrebestyrelse, der har besat valgstedet. Han er hverken medlem af et parti eller en uafhængighedsorganisation. Han vil bare gerne have lov at stemme.
– Jeg er bange, selvfølgelig er jeg det. Min kone er derhjemme med vores to små piger. Jeg håber, jeg kommer hjem i ét stykke.
Hjertestop og brækkede fingre
Andre steder i Barcelona går politiet hårdt til værks. Lokale brandmænd forsøger forgæves at skærme menneskemængden for det spanske politi, der med gummikugler, politistave, slag og spark pløjer igennem til valgstederne og konfiskerer stemmeboksene. En ung kvindes historie går viralt på Twitter. Politiet brækkede hendes fingre én efter én, da hun prøvede at holde sig fast til et banner i valgstedet Pau Claris i det centrale Barcelona. En anden video fra byen Lleida i det vestlige Catalonien viser, hvordan en ældre mand har fået et hjertestop på gaden foran et valgsted, efter politiet væltede ham. Mens to unge mænd forsøger at udøve førstehjælp, stormer politiet frem med knipler, slår dem ned og forsøger at jage dem væk.
Da dagen er slut, er over 800 sårede, heraf otte indlagt på intensiv afdeling. 90 procent stemte ’ja’, men stemmedeltagelsen endte kun på 42,5 procent, og 700.000 stemmer blev konfiskeret af det spanske politi.
Civil ulydighed og generalstrejke
For selvstændighed står en bred koalition af partier fra yderste venstre til centrum-højre, støttet af et kæmpe civilsamfund og kulturelle organisationer. Den pro-uafhængige venstrefløj ser et selvstændigt Catalonien som den eneste mulighed for at føre social og progressiv politik, der gang på gang nedstemmes i den spanske kongres. Man håber, at et opgør med Spanien kan føre til mindre korruption og en mere social fordeling af ressourcerne i Catalonien.
På den anden side står primært de nationalkonservative Partido Popular og deres støtter af idéen om spansk enhed for enhver pris. Venstrefløjspartiet Podemos har afholdt demonstrationer i 40 byer mod regeringens uacceptable adfærd overfor Catalonien, der inkluderer anholdelser af embedsmænd, lukning af hjemmesider og bøder til civilsamfundet for at tale om selvstændighed.
Undertrykkelsen har i dén grad fået catalanerne på gaden. For mange handler sagen mindre om catalansk selvstændighed og mere om juridiske mundkurve på politiske modstandere og repressive politiaktioner fra et Spanien, der har en mørk, uforløst fortid. Flere fagforbund for havnearbejdere, brandmænd og landmænd har i dagene op til afstemningen kæmpet mod det spanske politi gennem civil ulydighed. To dage efter afstemningen holdt Catalonien generalstrejke støttet af de historiske fagforeninger CNT, UGT, CCOO og CGT med hundredtusindvis af mennesker på gaden.
Den del af venstrefløjen, der er imod uafhængighed, tror stadig på, at Spanien kan reformeres i en mere demokratisk og socialistisk retning. Det har mange i Catalonien dog tabt håbet om – ikke mindst i kølvandet på de voldsomme politiaktioner.