I debatten om retten til at leve med sygdom og handikap, mener nogle, at det er helt diskvalificerende at “trække Hitlerkortet”. Men nutidens modstandere af eksempelvis mennesker med Downs Syndroms ret til at blive født, placerer sig med deres retorik midt i Det Tredje Riges ordvalg og argumentation for aktiv dødshjælp.
Eva Simonsen
Nazisterne havde heller ikke selv opfundet retorikken for, hvorfor nogle mennesker måtte “frigøres” fra livet. 1930’ernes tyske politikere hentede mange argumenter fra en akademisk tekst fra 1920: “Frigørelse af ikke leveværdigt liv” (“Die Freigabe der Vernichtung Lebensunwerten Lebens”), skrevet af juristen Karl Binding og psykiateren Alfred Hoche, begge professorer.
Dyre stakler
Fra denne tekst går der en rød tråd til nutidens debat om såkaldt leveværdigt liv, både når det drejer sig om motiv og argumentation. Motivet har altid været og er fortsat økonomisk. Tyske skolebørn løste regnestykker over de astronomiske summer, mennesker med sygdom og handikap kostede samfundet. Argumentationen har været dobbelt: økonomisk og af omsorg for individet selv; i praksis sandsynligheden for at leve et liv, som samfundet fandt acceptabelt. Det økonomiske motiv er uændret fra Tyskland i 1920 til Danmark og Norge i 2017. Heller ikke begrebsbrugen i den videnskabelige klassifikation af leveværdigt liv har ændret sig særligt.I Tyskland i 1920’erne var kravet “et leveværdigt liv” ud fra samtidens videnskab. I Norge i 2017 er kravet et “fuldt liv” eller et “attråværdigt liv”, nu også defineret på et videnskabeligt grundlag, om end lidt vaklende. Filosoffen Aksel Braanen Sterri fra Universitetet i Oslo anførte i en debat i norsk radio, at et eksempel på et “fuldt liv” var at deltage i en sådan radiodebat – på et højt intellektuelt niveau. Det er ikke mennesker med Downs Syndrom forundt. Men de koster penge i massevis.
Tomme menneskehylstre
Disse debattører har, i lighed med Binding og Hoche, en overbevisende etos i kraft af deres akademiske position. De overbeviser også med logos; med deres videnskabelige omgang med værdisætning af menneskeliv. Fra denne position kan de smide deres trumfkort, bruge patos, det vil sige bruge malende metaforer, som spiller direkte på folks følelser. Dagens danske gøgeunger, de norske børn med Downs, som hævdes ikke at have fulde, men mindreværdige liv, er eksempler på patos som et retorisk greb. Vi ser kun små sproglige variationer over 1920’ernes og nazitidens “ikke leveværdige liv”, “frigørelsen af åndeligt døde” og “tomme menneskehylstre”. Den norske antroposof Bente Edlund peger på, hvordan der historisk set har været gjort forsøg på “ideologisk refrasering”, det vil sige udskiftning af gamle, belastende ord med nye og mere tiltalende udtryk for det samme. Binding og Hoche foreslog i 1920 at tale om en “ny humanisme”, hvor begrebet “drab” på syge og mennesker med handikap skulle skiftes ud med “selvmord”. I Norge er det foreslået at skifte “aktiv og passiv dødshjælp” ud med “eutanasi og behandlingsbegrænsning”.
Vi ser igen, at det er dele af akademia, der legitimerer denne gamle “nye humanisme”. Denne legitimering fortjener at blive sat i sin rette historiske sammenhæng.