Hvor skal møllerne stå?

Af:

Skal vi lytte til nabogrupper, der kæmper mod vindmøller, eller er de blot påvirket af en useriøs skræmmekampagne? Og kan den grønne omstilling komme i mål, hvis vi nøjes med de dyre men effektive havvindmøller? Rød+Grøn spørger fire af vores kommunalpolitikere, der lokalt arbejder med klima og miljø.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Jørn Vedel Eriksen

Herning

Hvor højt skal lokale borgerprotester over vindmøller vægtes i forhold til den grønne omstilling?

– Det er meget vigtigt at være i tæt dialog med lokalområdet. Borgerne skal tilbydes kontant medejerskab, og alle tekniske og praktiske spørgsmål, de rejser, skal undersøges. I Herning Kommune er vi erfarne med at beskrive og analysere borgernes spørgsmål. Vi har sagt nej til nogle og ja til andre vindmølleprojekter. Senest er et anlæg med fem kæmpevindmøller ved Stakroge syd for Herning godkendt i byrådet med Enhedslistens opbakning. Lokalbefolkningen bakkede massivt op og var glade for de grønne penge, der følger med til området.

Hvilke argumenter mod vindmøller mener du er reelle – støj, sundhed, natur, æstetik?

– Vindmøller støjer. Derfor skal de 150 meter høje vindmøller placeres mindst 600 meter fra nærmeste bebyggelse og meget længere fra byer. Møllerne skal stå stille, når støjen overskrider en vis grænse. Møllevinger skygger. Derfor skal møllerne placeres tilstrækkeligt langt væk fra boliger, så generne højst er nogle få dage om året. Kæmpevindmøller skal ikke opstilles i særlige følsomme naturområder. Og når de opstilles, skal det gerne lykkes at lave en aftale om nedtagning af små, gamle, ineffektive og kraftigt støjende møller.

Skal vi droppe landvindmøller og kystmøller og kun udbygge på havet, hvor de ikke kan ses fra land?

– Vi har ikke råd til at droppe en eneste af de vedvarende energiformer, der forbedrer indsatsen mod klima- og miljøødelæggelserne. Snart kører flertallet af busser, lastbiler og tog på energi fra decentralt opstillede kæmpevindmøller. De fem vindmøller ved Stakroge leverer den totale energiforsyning til 6.500 husstande. Danmark er førende på vindmølleteknologi, og 30.000 mennesker arbejder direkte i denne industri i Danmark. Jeg er skeptisk over for kystnære møller, men de støjer og skygger ikke. Havvindmøller er jeg positiv overfor – blot vi husker, at det er store konsortier, der opstiller dem, og der er nul borgerindflydelse.

Pelle Andersen-Harrild

Frederikssund

Er vindmøller på land ikke en forudsætning for at løse klimaproblemerne?

– Man skal ikke løse et problem ved at skabe et nyt. Vindmøller på land skaber store naturbeskyttelsesproblemer. Truede fuglearter som havørne og glenter kolliderer i stort antal med vindmøller på land. Og også andre fugle, der “svæver”, er blandt vindmølle-ofrene. Det viser omfattende undersøgelser foretaget af tyske og svenske miljømyndigheder. Også flagermus dræbes af vindmøller. Ikke direkte ved kollision, men fordi undertrykket fra vindmøllevingerne får flagermusenes lunger til at “eksplodere”.

Hvad så med kystmøller?

– Enhedslisten kæmper indædt mod regeringens planer om at tillade byggeri langs kysterne. Vindmøller er også byggeri, og de 7.000 km kyst, vi har, er noget af Danmarks vigtigste natur. De skal friholdes for kæmpevindmøller. Det fastslår Natur- og miljøklagenævnet i en række afgørelser. Skal der placeres vindmøller på land, skal de væk fra kysten og flade kystlandskaber som Tøndermarsken. Inde i land er vinden dog svagere.

Skal vi droppe landvindmøller og kystmøller og kun udbygge på havet, hvor de ikke kan ses fra land?

– Havvindmøller kan producere al den strøm, vi har brug for. Energistyrelsen har udpeget en halv snes områder i kystnære områder, hvor havmøller kan placeres uden at skade natur, fiskeri og sejlads. Men store havvindmølleparker kan bedst placeres mindst 20 km fra land, derude hvor vinden virkelig blæser, og hvor der kan laves mere el, end vi har brug for.

Derved løser man både behovet for mere el og beskyttelsen af natur og landskab.

Jonas Paludan

Roskilde

Hvor højt skal lokale borgerprotester over vindmøller vægtes i forhold til Enhedslistens ønske om en hurtigere omstilling til vedvarende energi?

– Fra Enhedslistens side skal vi være med til at sikre den lokale indflydelse på energipolitikken. Derfor skal vi arbejde på at sikre det lokale ejerskab til vindmøllerne og støtte dannelse af vindmølle-lav. Når det så er sagt, så skal vi også have modet til at være uenig med borgere, som går imod opstillingen af vindmøller på land.

Hvilke argumenter mod vindmøller mener du er reelle?

– Når det kommer til argumenterne imod vindmøller, så er de ofte meget, meget dårlige. Som parti skal vi gå ind i den debat på et sagligt grundlag. Der er det intet belæg for, at vindmøller er sundhedsskadelige. Det eneste sted, hvor vi reelt kan tale om en interessekonflikt, er når naturargumentet inddrages. Her er det bestemt vigtigt at lytte til borgere og grønne foreninger, for den danske biodiversitet er helt i bund. Her bliver vi nødt til at foretage en kvalificeret afvejning på baggrund af lokale forhold.

Skal vi droppe landvindmøller og kystmøller og kun udbygge på havet, hvor de ikke generer?

– Aldrig! Vindmøller skal op både til lands og til vands. Man har simpelthen ikke forstået, hvor alvorlig klimakrisen er, hvis man kun vil sætte møller op til havs. Her i Roskilde Kommune har et flertal desværre vedtaget, at der ikke må opsættes møller over 25 meter på land. Det er en aldeles tåbelig beslutning, som vi kæmper imod med næb og klør.

Maria Temponeras

Skanderborg

Hvor højt skal lokale borgerprotester over vindmøller vægtes i forhold til Enhedslistens ønske om en hurtigere omstilling til vedvarende energi?

– Den situation vi er i, kræver akut handling. Vi kommer hurtigst væk fra de fossile brændstoffer ved at kombinere vindmøller på land og i havet. Det er et paradoks, at vi gerne vil bruge strøm, men ikke vil tage konsekvenserne af det. Vi kan lytte og tage størst muligt hensyn til lokale behov. Men vi er nødt til at stille vindmøller op i alle kommuner, protester eller ej.

Hvilke argumenter mod vindmøller mener du er reelle?

– Hensynet til natur er vigtigt. Hvis der er fugletrækruter, som forstyrres, skal man indrette møllerne efter det. Det æstetiske hensyn vejer derimod ikke tungt for mig. Al den beskidte minedrift, produktion og affald, der skabes af vores forbrug, ligger andre steder og er grimt. Overforbrug koster, og det skal være synligt, synes jeg. Energiforbruget må gerne kunne ses i form af vindmøller. Så er der større chance for, at folk vil være motiverede for at begrænse det.

Skal vi nøjes med at bygge vindmøller på havet, hvor de ikke generer nogen?

– Det er langt dyrere at drive vindmøller langt ude på havet end på land. Det koster en jetjager at reparere dem. Jeg har været ude på Horns Rev ved Esbjerg som dykkerassistent på miljøovervågning, det kostede absurd mange penge for hver time, vi lå derude. Det er urealistisk at skifte til 100 procent vedvarende energi så hurtigt, som vi gerne vil, uden land- og kystvindmøller. Den dag, vi har 100 procent vedvarende energi, kan vi begynde at erstatte landmøller med de dyre havmøller og få vores uforstyrrede udsigt tilbage.