Marx’ opfattelse af en frelserreligion med løfte om et gudsrige i en anden verden er blevet udlagt som den herskende klasses sløvende opium til bedøvelse af folket. Religion er blevet anvendt på den måde, men kristne og andre religiøse strømninger har også været med til at vende de undertrykte mod magthaverne og deres samfund.
Marx er ateist.
Marx’ ærinde med at kalde religion for folkets opium er at forklare den religiøse tro som ikke alene et resultat af, men også som et modstykke til denne verdens lidelser og elendighed med al dens undertrykkelse, udbytning og fremmedgørelse.
Opium skaber i lighed med lidelsen ikke kun afhængighed, som er vejen til deroute. Opium er ikke kun sløvende. Den giver en bevidsthedsudvidende paradisisk hallucination.
At et ”gudsrige”, altså en god, smuk og retfærdig verden bliver en utænkelig tanke, er noget af det værste, man kan forestille sig. Det indebærer, at vi ikke længere har en fremtid. Det gør historien meningsløs og den samfundsbetingede lidelse apatisk.
En dialektisk opfattelse
Marx har en dialektisk opfattelse af religion – og opium, må jeg føje til:
”Religion er et udtryk for den virkelige elendighed og samtidig protesten mod den virkelige elendighed. Religion er den betrængte skabnings suk… Den er folkets opium”.
Sådan skriver han i ”Kritikken af den hegelske retsfilosofi”.
Folkets lidelser har mange former: fra slid og møje til fordel for arbejdsgiveren til angstens sved for ikke at slå til, fra arbejdsbetinget dårlig ryg til stressforårsagede psykiske lidelser, fra umenneskelig sagsbehandling til økonomiske sanktioner osv. Hvis livet er sådan kan folk ikke andet end acceptere, at elendigheden er virkelig. Og folk må erkende, at de eksisterer i den, og at de samfundsbetingede lidelser ikke blot kan undviges og snakkes væk.
At overkomme lidelsen
At være i, forstået som at overkomme, lidelsen er en beskæring af de desperate ønsker til en forandring af øjeblikket, der har det med at overskygger alt. Dette er muligheden for, at de lidende bryder tavsheden og træder ud af apatiens skyggetilværelse.
De bliver bevidste og lærer af lidelseshistorierne om overgreb, undertrykkelse og udbytning. De får et andet perspektiv på tilværelsen. De stifter forventningen om en samfundsomvæltende forandring næret af forestillinger om et frihedens rige.
Vi kan gå til bevægelser som ”Jobcentrets Ofre” og ”Almen modstand” mod diskrimination, nedrivninger og tvangsflytning fra almene bebyggelser for at hente eksempler på mennesker, som rejser sig for at kæmpe imod og for. Vi kan også gå til arbejderbevægelsen. Men erfaringen fra bevægelserne er også, at det er en vej fyldt med frustrationer, som nogle bukker under for og andre tilpasser sig for ikke at få åndenød.
At tjene Gud
Den revolutionære befrielsesteologis ”grand old man”, Thomas Müntzer, der blev halshugget i 1525, bruger ikke opium. Han holder sig til lidelsen:
Troen på en Gud, der fordrer, at man underkaster sig magthaverne og udbytternes system, og som skaber formålsløse lidelser i det jordiske liv, er at blive Djævlen og hans disciples martyr. Oprørerne under De Tyske Bondekrige og klassekampe på reformationstiden lider derimod for Guds skyld i skabelsen af hans fællesskab på Jorden. Kravet om fælles ejendom kommer her klart til udtryk.