Kort nyt fra valgkampen

Af:

Ungdommen viste vejen

Hele vejen igennem den 29 dage lange valgkamp knoklede SUF med at støtte op om Enhedslistens valgkamp. Ungdomsvalgkampen havde bl.a. stor andel i Enhedslistens meget flotte og synlige tilstedeværelse ved klimamarchen den 25. maj.

Dagen før valget bidrog folkene bag ungdomsvalgkampen til at skabe en stor manifestation mod racisme.

– Det er vigtigt, at vi får sagt fra overfor racisme hver dag. Også i valgkampen, hvor der har været mange ekstreme ytringer mod vores naboer, venner og folk, vi ikke kender. Vi slår fast i morgen, dagen før vi skal i stemmeboksen, at vi er sammen mod racisme. Hver dag, lød det fra SUF.

Hundredvis af træer uddelt

I Syddjurs uddelte Enhedslisten rød-el i stor stil – med rod, naturligvis. Træsorten er meget gunstig for klimaet. Den er hurtigt voksende (40-70 cm om året), bliver 15-20 meter højt og tilbageholder en masse CO2. Endvidere sidder der på rødderne små rodknolde, som binder kvælstof.

– Rød-el kan vokse alle steder, er let at holde og fuglene er meget glade for træet. Der er et fint ordspil i rød-el, idet navnet både indeholder det røde og vores betegnelse “EL”. Bedre kan det næsten ikke være, forklarer Thøger Pauli fra lokalafdelingen.

Valgbus kørte Sjælland rundt

På Sjælland skabte Enhedslisten synlighed med en valgbus. For ni lokalafdelinger fra Vordingborg og Stege i syd til Viby Sjælland i nord gjorde bussen gavn, når der skulle uddeles valgmaterialer og promoveres kandidater. Ofte havde vi aktivister med fra SUF Sjælland.

– De hjalp med uddelingen og havde også deres egne valgmaterialer med. Utallige butikscentre, togstationer og torvepladser er blevet besøgt rundt i regionen, fortæller regionssekretær Jørgen Holst.

Der er lavet en videodagbog fra bussen, se den på sjaelland.enhedslisten.dk.