Liste Ø, Å eller F?

Af:

Ved kommunalvalget stiller Enhedslisten op i 87 kommuner. SF stiller op i 97 steder, og den nye spiller på venstre banehalvdel, Alternativet, stiller op i 82 af landets 98 kommuner. Men hvorfor stemme på Enhedslisten i stedet for Alternativet eller SF? Hvor skiller Enhedslistens meninger og politik sig ud fra de andre venstrefløjspartiers?

Eva Hyllegaard, Rød+Grøn

Overordnet set fokuserer SF på: velfærd, et godt børneliv, det grønne og sygehusene. Alternativet fokuserer på: bæredygtig omstilling, entreprenant skaberkraft, en anderledes økonomiforståelse og en bedre verden – og på kultur.

I Enhedslisten fokuserer vi på: frigørelse fra al undertrykkelse, menneskers ret til et arbejde uden nedslidning, klima, lige muligheder for udvikling, lige adgang til formelle og sociale rettigheder, fælleseje, bæredygtighed, demokrati og ligestilling som de bærende principper for økonomien, velfærd for alle gennem en profitfri offentlig sektor og lige ret til sundhed.

Økonomiske forskelle

Man kunne sikkert skrive mange lange rapporter og analyser om forskellene på de tre partier. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i den økonomiske politik, fordi forskellene her giver et meget godt billede af de tre partiers forskelligheder.

Kort sagt fører Enhedslisten en økonomisk politik, der skal give mere lighed og velstand til alle og mindske uligheden mellem rig og fattig. Den offentlige sektor skal være dominerende, og der skal tages hensyn til miljøet, til beskæftigelsen og til menneskers livskvalitet, når det offentlige producerer eller indkøber varer og services.

SF arbejder for en økonomisk ansvarlig kurs. De ønsker et stærkere og mere dynamisk erhvervsliv med fokus på at skabe vækst og arbejdspladser gennem grøn omstilling. Pengene skal så bruges til at fremtidssikre vores samfund – regningen må ikke ende hos samfundets svageste eller hos kommende generationer.

Alternativet vil kæmpe for en stabil økonomi, der er indrettet efter menneskets behov og naturens begrænsninger. Danmark skal være foregangsland for seriøs, bæredygtig, økonomisk politik, der fungerer både lokalt og nationalt. Derudover må økonomien aldrig være et mål i sig selv, men skal udelukkende være et middel til at opnå et bæredygtigt samfund.

Det er i virkeligheden meget sigende for forskellen på de tre partier, at vi i Enhedslisten fokuserer på en økonomisk politik, der skaber lighed, mens SF fokuserer på et stærkere erhvervsliv – og Alternativet mener, at økonomien aldrig må være et mål i sig selv.

Stem på de socialt ansvarlige

Men hvad får man, hvis man stemmer på Enhedslisten fremfor et af de andre partier? Det umiddelbare svar er social ansvarlighed og mindre ulighed. For selv om SF ønsker en bedre velfærd, så er vejen dertil mere vækst og flere arbejdspladser – det er rigtig fint med flere arbejdspladser, men der er stadig en gruppe af mennesker, der ikke kan arbejde, og det er svært at se, hvor de passer ind i SF’s vision for samfundet – bortset fra, at de ikke skal betale regningen.

Det er en smule flyvsk og uklart, når Alternativet mener, at økonomien ikke må være et mål i sig selv. Måske meget sympatisk, men også lidt svært at forestille, hvordan man ruller det ud i praksis – hvilket nok er den største udfordring for det nye, grønne parti.

Brandtalen må altså lyde cirka sådan her: Du skal stemme på Enhedslisten, fordi vi er socialt ansvarlige, og fordi vi repræsenterer dem, der ikke passer ind i de andre partiers kasser. Vi knokler for et rødt og grønt samfund, hvor der er plads til alle, og alle har de samme rettigheder.