Det er stor uenighed om hvordan “fascisme” skal defineres. Men når ordet bruges i den politiske debat – som ikke er bundet af politologiens definitionsproblemer – betyder det i almindelighed et undertrykkende, udemokratisk politisk system, hvor en magtfuldkommen stat, med en diktator i spidsen, styrer med hård hånd.
Mikael Rothstein, religionshistoriker ved Syddansk Universitet
Man tænker Hitlers Tyskland, Francos Spanien, Mussolinis Italien. Nationalismen er gået amok, og hævdelsen af ens egen gruppe som ideel er afgørende. De fascistiske samfund har en særlig historie og særlige forudsætninger, de organiserer sig som stater på en særlig måde, og de ledes af personer med en bestemt form for status.
De islamistiske grupper er konstruktioner af en anden støbning. Også de er undertrykkende og brutale, men de vokser ikke ud af de samme politiske processer, de er ikke organiseret som stater, og de har ikke en tilsvarende ledelse. Frem for alt er islamismen primært begrundet religiøst, mens fascismens kobling til religion, alt andet lige, er sekundær. Islamismen hævder sin autoritet under henvisning til en gud, mens fascismens højeste autoritet personificeres i den politiske leder eller den stat eller politiske bevægelse, han inkarnerer. Der er naturligvis en række sammenfald, men islamismen har også træk som ligner hvad vi kender fra kommunismen i brutale regimer som Sovjetunionen, Kina eller Nordkorea. Det gør dog ikke de tre fænomener til ét.
Undertrykkelse, aggression og fordummelse antager mange forskellige former, og man bør differentiere i analysen af de enkelte fænomener. I det mindste bør man fastholde, at islamismens fascistiske elementer er religiøse.