Hvis vi sammenligner vores økonomiske og politiske situation med den, der i 30’erne gødede jorden for fascismen, er der lighedspunkter.
Rune Stahl, politisk økonom
Overordnet kan man sige, at fascismen voksede ud af mellemkrigstidens økonomiske kaos. Før første verdenskrig herskede en liberal verdensorden, hvor de store økonomiers valutaer var bundet til hinanden via en international guldstandard.
30’erne: Fascismen udspringer af kaosSå kom krigen, og efterfølgende forsøg på at genoplive frihandelskapitalismen endte i depression i 1929. Guldstandarden faldt fra hinanden, verdenshandlen kollapsede, og i flere lande nåede arbejdsløsheden over 25 procent. Middelklassens småsparere og pensionister så deres formuer og indtægter udhulet af inflation. Krisen skabte en følelse af utryghed og tab af orden og kontrol.
I denne situation fik fascistiske partier opbakning – mest tydeligt i Tyskland – fra især middelklassen, småborgerskabet og bønderne. Netop disse grupper oplevede i perioden, at deres relativt privilegerede liv forsvandt, og at de trods uddannelse eller ejendom endte nær samfundets bund.
I dag: Nostalgisk højrepopulismeVor tids Europa minder om krisetiden i 1930’erne. Store dele af befolkningen oplever usikkerhed, dårligere levekår og vender sig fra det politiske establishment. Det styrker både højrepopulismen og venstrefløjen. I de hårdest ramte lande i Sydeuropa går venstrefløjpartier som Podemos og Syriza stærkest frem. I Nordeuropa er det højrepopulister som Gert Wilders, Marine Le Pen og Nigel Farage, der høster fremgangen.
Karakteristisk for højrepopulismen er, at dens kritik af globalisering og ulighed er nostalgisk og peger tilbage mod en tabt orden. Ulighed er ikke problemet i sig selv, men at de forkerte mennesker får del i hårdoptjente privilegier – hvad enten “de forkerte” er kvinder, indvandrere, storby-eliten eller de arbejdsløse. Den form for nostalgisk politik ses i Brexit-sloganet “Take back control” eller i Trumps “Make America great again”. Det handler ikke om at se frem mod en mere retfærdig verden – men om at genoplive en verden, hvor de rigtige mennesker sad på privilegierne.
De glemte, vrede, hvide mænd Den feministiske sociolog Michael Kimmel beskriver den nye højrepopulismes kernevælgere som “vrede hvide mænd”. Ligesom i 1930’erne tilhører de grupper, der oplever tab af status. De kan være industriarbejdere, hvis job flyttes ud af landet, eller chauffører, som får deres vilkår undergravet af social dumping. Når de vælger højrepopulisme, bunder det ikke bare i økonomi, men også i et tab af identitet. For når din verden bliver usikker, når dine børn tvinges til byen eller til tage lange uddannelser, du ikke kan relatere til – hvor er så din egen plads i samfundet?
Den norske forfatter Magnus Marsdal har desuden vist, at gruppen føler sig svigtet af centrum-venstre. De føler, at globaliseringen kun gavner andre, og at regeringerne er ligeglade og ser ned på deres arbejderklassekultur. De gamle partier fra begge fløje taler for samme økonomisk politik, så gruppen vælger det nyere højrepopulistiske Fremskridtsparti, der tager deres kulturelle bekymringer alvorligt og lover en tilbagevenden til en mere tryg og ordnet tid.
Endnu er ingen af vor tids højrepopulistiske bevægelser så radikale som 1930’ernes fascisme. Men deres appel til samfundsgrupper, der føler tab, minder om noget, vi har set før. Hvis uligheden og usikkerheden bliver ved med at vokse, kan man forestille sig, at det kan radikalisere situationen.