Det er ikke svært at sige ja til at lave et debatmøde om Palæstina og Israel i anledning af 50-året for seksdageskrigen. Noget helt andet er at udtænke et debatpanel, der er som nat og dag. Kan der komme noget godt ud af det? I Guldborgsund sank vi spyttet og gjorde det.
Anne Lund, Guldborgsund
Det anderledes ved dette møde var ikke emnet, men debattørerne, nemlig ultrazionisten og højrenationalisten Søren Espersen fra Dansk Folkeparti og vores egen ræverøde internationalist og humanist Christian Juhl.
Der kom et halvt hundrede mennesker for at se, høre og blande sig i debatten. Begge d’herrer gjorde sig umage og holdt kammertonen. Det sidste takker vi i høj grad mødelederen Lena Odgaard for. Hun havde undersøgt, hvem hun sad i panel med, og efter fem år som journalist med fast bopæl i Ramallah kendte hun sit stof ind og ud. Hun var en langt mere central person, end vi havde forudset.
Grillet på skift
Vi havde bestemt temaet og delt vores overvejelser med Lena under forberedelserne. Da først mødet startede, var det hende der satte dagordenen, og det gjorde hun på en kvalificeret og sød måde. Hun havde planlagt tingene sådan, at hun til ære for tilhørerne kort skitserede konfliktens baggrund. Herefter fik Christian Juhl og Søren Espersen hver ti minutters taletid uden afbrydelser og med stopur, hvorefter hun grillede dem.
De to var som forventet komplet uenige, selv om de prøvede at mildne det med indledninger som: “Jeg er enig med Søren i …”, eller: “Christian har ret i …”.
Søren Espersen stod hårdt på juraen – eller som han selv sagde: kynismen – fra Balfour-deklarationen til Folkeforbundet. Det var beslutningerne derfra, der gjaldt. FN var moral og politik, altså uinteressant i denne sammenhæng. For eksempel er de jødiske bosættelser på Vestbredden ikke ulovlige i juridisk forstand, om så hele verden siger ham imod.
Den stærkeste må række hånden ud
Christian Juhl slog på det modsatte – etik og politik – altså FN’s beslutninger, folkeretten, Genevekonventionen, børnekonventionen, menneskerettighederne, levevilkårene, det demokratiske underskud i begge lande, parternes disproportionalitet og den stærkestes pligt til at række hånden ud mod den anden. Og han argumenterede for boykot af Israel.
Før pausen handlede det om situationen nu: Er der en grænse, og hvor går den? Og efter pausen: Hvad ender det her med? Mødelederen stillede Søren Espersen og Christian Juhl spørgsmål, og de svarede. Tonen var civiliseret uden at blive jovial.
Lige før lukketid kom der fra salen en grådkvalt anklage mod Christian Juhl for ikke at sætte israelske liv lige så højt som palæstinensiske. Christian svarede ordentligt og sluttede med en pointe, man bør skrive sig bag øret:
– De israelske bosættere i Gaza blev trukket ud af én grund: For at skabe fri bane for Israel til at sønderbombe Gaza i flere omgange. Det havde ikke været ikke muligt, mens bosætterne også var der.
Hestens egen mund
Det endte med at blive en aften, hvor alle fik noget med hjem uden overhovedet at skifte mening. Ved udgangen fik vi venlige håndtryk fra ‘venner og fjender’, med tak for et spændende møde. Det er vi ikke vant til.
Og hvad er så moralen i det her? At det kan være nyttigt at høre også de mest nederdrægtige zionistiske synspunkter fra hestens egen mund.
Mødet var officielt arrangeret af Palæstina-Initiativet i Guldborgsund Kommune og blev støttet økonomisk af Græsrodsfonden og Hagens’ Legat. Enhedslisten i Guldborgsund stillede opbakning, aktivister og underskudsgaranti, som var helt afgørende for, at mødet blev til noget.