Retning: Velfærd eller våben?

Af:

Står det til regeringen, skal der i det kommende forsvarsbudget ske en markant forøgelse af de militære udgifter. Dermed lægger regeringen op til at bøje sig for den amerikanske præsident Trumps krav om oprustning. Forsvarsminister Claus Hjort har sågar meldt ud, at regeringen “på sigt” vil øge vores militære budget til to procent af bruttonationalproduktet (BNP), som er NATOs mål. I dag bruger Danmark 1,17 procent af BNP. Omkring 21 mia. kr. om året på militær. Til sammenligning bruger Sverige, der står uden for NATO, blot én procent på forsvar. Skal Danmark leve op til NATOs mål på to procent, så vil det koste mindst 16 mia. kr. om året. Et fuldstændig vanvittigt beløb, der ikke vil kunne undgå at betyde massive velfærdsforringelser.

Så stort et beløb kan være svært at fatte, men omregnet til mere konkrete tal kan vi for 16 mia. kr. ansætte 32.000 mennesker i vores fælles velfærd. Offentligt ansatte med varme hænder, der kan tage sig af vores børn, syge og ældre. Med andre ord står Danmark over for et valg mellem velfærd eller våben. For Enhedslisten er det valg klart. Vi vælger velfærd.

Grundlæggende er det helt absurd, at Danmark skal kaste milliarder efter militæret for at tilfredsstille Trump. Med en type som Trump for bordenden i NATO, er der endnu større behov for at løsrive dansk udenrigspolitik fra blindt at følge USA. I stedet bør vi begynde at tænke selv og sammen med de andre nordiske lande arbejde for en styrkelse af FN og gensidig nedrustning.

På et tidspunkt, hvor vores offentligt ansatte i regioner og kommuner er ved at knække nakken af stress, jag og årlige besparelser, skriger det til himlen, at regeringens prioritering er helt forkert. Det bliver svært at tale regeringen og Dansk Folkeparti til fornuft, men vi kan lægge massivt pres på Socialdemokraterne og Radikale, der er en del af forsvarsforligskredsen. Lad os sige fra over for Trump og den hovedløse oprustning. Lad os vælge velfærd og grøn omstilling frem for våben.

Nikolaj Villumsen

Udenrigsordfører for Enhedslisten