Så er Falster med på Folkemøde-vognen

Af:

Folkemøderne breder sig. Pinsen bød på Kvindfolkemøde på Marienlyst Højskole.

Gunna Starck og Lole Møller, Rød+Grøn

Ud over Bornholm har en række landsdele nu Folkemøder: miljø i Hjørring, kultur på Fyn og køn på Falster. Vi tror, det handler om, at Bornholm er blevet for dyrt, uoverskueligt og bureaukratisk for nogle af de mindre organisationer, som beskæftiger sig med et bestemt politikområde og gerne vil møde de, der er optaget af de samme tanker og ideer. Den ene slags folkemøde udelukker ikke den anden slags, men det er måske en advarsel til Folkemødet på Bornholm om at overveje både organisering, indhold og ikke mindst priserne.

En tur til Falster

Vi var nogle stykker, der tog til Falster for at se, om Kvindfolkemødet var noget Enhedslisten skulle byde ind på i disse feminismetider. Kvindfolkmødet er i en lille bitte skala sammenlignet med Bornholm. Til gengæld var programmet koncentreret om køn suppleret med tilbud om yoga, løb, malerværksted, naturvandring på diget med mere.

Fra scenen i parken var der syv-otte koncerter med bl.a. Karina Willumsen, og der var virkelig morsom stand-up med Sanne Søndergaard.

Fra samme scene blev grundlovsmødet holdt. Højskolen har en solid grundlovstradition, og der var omkring 500 fremmødte, der sang, lyttede til musik og taler af Ligestillingsministeren, Johanne Schmidt-Nielsen, Dennis Kristensen og Mette Frederiksen.

Kvindfolkemødet var knapt så godt besøgt, men der var alligevel 50-150 til debatterne, som med få undtagelser var spændende og vedkommende. De fleste blev afholdt i højskolens festsal – nogle få i større telte i parken.

Det var Kvinfo, den lokale aftenskole, biblioteket, FOA, Dansk Kvindesamfund, Højskolen og Kvinderådet, der stod som arrangører af de enkelte debatter. Ingen partier – dog havde Socialdemokraterne et telt i parken.

Vi havde en snak med forstanderen, som naturligvis var skuffet over deltagerantallet. Han medgav dog, at det måske heller ikke er så smart at lægge Kvindfolkemødet lige efter Talk Town og 14 dage før Folkemødet på Bornholm. August ville måske være bedre. Vi har en aftale om, at han sender os resultatet af deres evaluering og et bud på, hvad de vil.

Skal Enhedslisten deltage?

I de kommende år kunne Enhedslisten få en stærk profil med et lille Ø-telt i parken og to-tre spændende debatter på programmet. Et Ø-telt behøver kun at rumme materialer, da der er plads og faciliteter til debatterne. Vi havde 21 på Bornholm og tre på Talk Town, og en del ideer kan genbruges. Der er ingen konkurrence fra andre partier, deltagelse er billig og overskuelig, og Lolland-Falster har både plads, helt andre indkvarteringsmuligheder og feministiske traditioner. Transport for deltagerne og ikke mindst debattører er billig og let og kan klares uden overnatning.

Det kræver, at Kvindfolkemødet ikke ligger tæt på folkemødet på Bornholm, og at vores lokale medlemmer har lyst til at tage en tørn et par dage. Måske ses vi til Kvindfolkemøde til næste år. Der er dejligt på Falster, og til den tid har vi flere lokale byrødder, der kan føre sig frem.